Økonomisk praktikant til Alternativet på Christiansborg

Vil du være en del af Alternativets kamp for den grønne omstilling? Synes du, at politik og lovgivningsarbejde er spændende? Og brænder du for at skabe en bæredygtig økonomi? Så er det måske noget for dig at blive praktikant i Alternativets folketingsgruppe. Vi søger lige nu en praktikant på det økonomiske område.

Om jobbet

Dagligdagen foregår i politikkens hjerte på Christiansborg, hvor du får indblik i forskellige politikområder, forhandlinger og politiske processer. Du bliver en del af sekretariatets politiske team, og kommer helt ind i maskinrummet i dansk politik. 

Som praktikant skal du især bidrage til rådgivning og forberedelse. Dine opgaver vil være mangeartede, og du vil blandt andet være en del af det daglige parlamentariske arbejde. Du kan fx få opgaver som at researche, skrive notater, debatindlæg og anden skriftlig kommunikation, bidrage i udviklingen af politiske udspil, og støtte til vores folketingsmedlemmer i lovarbejdet.

Vi har en hektisk hverdag, hvor der ofte er mange bolde i luften. Vi forventer derfor, at du kan bevare overblikket, når der er travlt, men vi giver dig også mulighed for at byde ind med egne forslag til politikudvikling, ligesom du kan præge dit arbejde, så du opnår de kompetencer, du ønsker, under praktikken. 

Om dig

Vi søger en økonomisk praktikant til vores politiske team. Vi lægger vægt på, at du har en grundlæggende forståelse og interesse for politik, og er god til at holde dig orienteret om de nyeste tendenser på dit fagområde. Du har kompetencer gennem dit studie på økonomiområdet, og din studieretning kan fx være økonomi, erhvervsøkonomi, sociologi eller statskundskab. Det vigtigste er, at du har stærke, dokumenterede kompetencer i kvantitativ metode. Det er en fordel, hvis du har viden om eller erfaring med begreber som donut-økonomi, økologisk økonomi og feministisk økonomi.

Hvis folk skulle sætte ord på dig, ville de sige at du er en god kollega, at du er vellidt og har humor. De ville måske også sige, at du er en ægte politisk nørd, og at du har en særlig evne til at overskue og formidle komplekse sammenhænge. Og så skal du sidst men ikke mindst have gåpåmod og lyst til en stejl læringskurve.

Har du kvalifikationerne, modet, humøret og engagementet? Og vil du være med til at tage små nederlag og store sejre sammen med Alternativet? Så søg stillingen som praktikant.

Ansøgning og yderligere oplysninger

I Alternativet lægger vi vægt på, at du som praktikant er studerende og ser praktikforløbet som en naturlig del af din uddannelse. Du vil som praktikant tage aktivt del i at anvende og udvikle dine kompetencer. Derfor vil du løbende få faglig feedback på dit arbejde. 

Vi søger en praktikant, som kan arbejde hos os med varighed af et semester – som udgangspunkt efterårssemesteret i 2024 ca. 15/8 – 31/1. Praktikken er ulønnet, men der er mulighed for, at der kan ydes en økonomisk erkendtlighed på op til 3000 kr. om måneden for indsatsen under praktikopholdet.

Ansøgninger behandles løbende. Send ansøgning og CV samlet i én vedhæftet pdf-fil snarest muligt til [email protected] og marker ansøgningen med ”Økonomipraktikant” i emnefeltet. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politisk chef Mieke Bak på tlf. 6162 5923.