Skole og Uddannelse
Læring for liv, mod og fællesskab
Skole og uddannelse
Alternativet ønsker et uddannelsessystem, der favner hele mennesket – hoved, hænder og hjerte. Vi ser uddannelse som en livslang proces, hvor nysgerrighed, kreativitet og menneskelig indsigt udvikles i fællesskab. Det handler ikke kun om at bestå prøver, men om at lære at leve – sammen og meningsfuldt.
I en kompleks og foranderlig verden har vi brug for uddannelser, der ruster mennesker til at tænke kritisk, handle empatisk og skabe bæredygtige løsninger. Derfor ønsker vi et opgør med ensretning og karakterræs – og et nyt fokus på dannelse, trivsel og livsmod.
Samtidig står folkeskolen i dag over for en alvorlig trivselsudfordring. Omkring 25.000 børn har et så højt skolefravær, at de er væk fra undervisningen i 40 dage eller mere om året. Det betyder tomme stole i klasseværelserne, urørte madpakker og bekymrede forældre, der må blive hjemme med børn, der ikke trives i skolen.
Det er ikke børnene eller lærernes skyld. Det er resultatet af en skole, der i årevis er blevet presset af nedskæringer, større klasser og stigende detailstyring.
Derfor vil Alternativet investere mere i folkeskolen, reducere klassestørrelserne og give lærerne frihed til at bruge deres faglighed.
Alternativet foreslår...
Investér i folkeskolen og skab mindre klasser
Folkeskolen har i årevis været udsat for besparelser, samtidig med at kravene til skolen er vokset. Det har betydet større klasser, mindre tid til den enkelte elev og et stigende pres på både lærere og børn.
Alternativet vil derfor tilføre flere ressourcer til folkeskolen og rulle de mange års besparelser tilbage. Samtidig vil vi reducere antallet af elever i klasserne, så der bliver mere ro i undervisningen og bedre mulighed for, at lærerne kan se og hjælpe den enkelte elev.
Mindre klasser og bedre rammer giver både højere faglighed, bedre trivsel og stærkere fællesskaber i skolen.
Bæredygtighed og demokrati som kernefaglighed
Vi ønsker, at alle elever undervises i klima, økologi og grøn omstilling som en integreret del af undervisningen – fra skolestart til ungdomsuddannelse. Vi foreslår at integrerer bæredygtighed, klimaforståelse og samfundsansvar i undervisningen samt naturskole og skolehaver på alle grundskoler.
En folkeskole med tid til fordybelse og plads til den enkelte
Når klasserne bliver mindre, og lærerne får bedre rammer for deres arbejde, bliver der også mere plads til det, skolen i virkeligheden handler om: undervisning, relationer og faglig fordybelse.
Alternativet vil derfor sætte lærerne fri fra unødig detailstyring, så deres tid bruges på undervisning og forberedelse frem for bureaukrati og dokumentationskrav.
Samtidig vil vi skabe mere fleksible rammer for undervisningen, så børn og unge i højere grad kan lære i deres eget tempo og på egne præmisser. Den enkelte elevs nysgerrighed og engagement skal være drivkraften - ikke skemaet eller karakteren. Derfor vil vi ændre evalueringskulturen i skolen med mere feedback, mindre karakterpres og større fokus på læring frem for præstation.
Tidlig hjælp til børn i mistrivsel
Når børn begynder at mistrives eller får stigende skolefravær, skal hjælpen være tæt på og komme tidligt.
Derfor vil Alternativet styrke PPR, skolepsykologisk rådgivning og sundhedsplejen i skolen, så børn kan få støtte hurtigt og lokalt. Tidlig indsats er afgørende for at forebygge både skolevægring, mistrivsel og frafald senere i uddannelsessystemet.
Livslang læring og flere veje gennem uddannelse
Vi ønsker et fleksibelt og sammenhængende uddannelsessystem, hvor unge og voksne kan skifte spor, tilegne sig nye kompetencer og lære hele livet.
Derfor vil vi styrke erhvervsuddannelserne, udvikle nye bæredygtige håndværksuddannelser og skabe bedre muligheder for efteruddannelse og opkvalificering gennem hele arbejdslivet.