Alternativet søger medarbejder med bredt regnskabsteknisk overblik

Alternativet er Danmarks grønneste parti og har i sine seks første leveår sat solide og afgørende aftryk på den politiske dagsorden i Danmark, hvor vi blandt andet har været med til at sikre, at klimaet i dag er et uomgængeligt politisk emne. Vil du hjælpe os med fortsat at sætte dagsordenen for grøn omstilling, social retfærdighed, nytænkende demokrati og har du lyst til at arbejde i et spændende, politisk miljø? Så er stillingen som regnskabsmedarbejder måske lige dig? 

OM STILLINGEN

Vi er et parti med en stor og god kerne af dedikerede frivillige, tillidsvalgte og ansatte. Din stilling involverer en høj grad af kontakt med lokalforenings- og storkredskasserere, som du også vil skulle vejlede omkring budgetter, bogføring, lokale regnskaber, oprettelse af bankkonti og de mange spørgsmål de måtte have. Derfor er det også vigtigt at du trives med denne kontakt og har gode pædagogiske og kommunikative evner.

Du bliver sekretær for et tværgående økonomiudvalg der arbejder med budgetter for såvel landsorganisation som folketingsgruppestøtten i tæt kontakt med sekretariatschefen. Det er en klar fordel hvis du har en god organisatorisk forståelse – og måske har erfaring med at arbejde i en politisk drevet organisation eller kommune. Derudover ser vi allerede nu frem mod kommunal- og regionsrådsvalget i 2021. Også her får du en rolle som ansvarlig for valgbudgetter. Vi benytter bogføringsfirma til den overordnede bogføring og afrapportering, og sammen med dem sikrer du dig, at der er styr på økonomien.

OPGAVERNE TÆLLER BLANDT ANDET:

  • Arbejde med økonomisystemet e-conomic (træk af rapporter og afdelingsregnskaber, kontoplaner mm.)
  • Servicere Storkreds- og lokalforeninger i økonomi-administrative opgaver.
  • Ansvar for at vedligeholde tegningsrettighedsarkiver, regnskabsmanualer
  • Ansvar for kommunikation og samarbejde med bank, adm-selskab, revisor, E-boks og Økonomikontor
  • Sekretær for økonomiudvalg
  • Håndtering af Folketingets retningslinjer vedr. brug af gruppestøttemidler 
  • Ansvar for udvikling og vedligeholdelse af administrative processer og retningslinjer på AlleOs (intranet)
  • Lønberegning, herunder beregning af feriepenge, ATP m.m.

OM DIG

  • Du trives i et travlt og uforudsigeligt miljø – og er god til at skabe struktur i dit arbejde
  • Du har gode regnskabstekniske færdigheder og kan formidle på mange niveauer
  • Du har erfaring med de benævnte opgaver og hviler i din faglighed
  • Du er serviceminded og har god forståelse for at mange af dem du er i kontakt med er frivillige og derfor arbejder på andre vilkår end ansatte.
  • Du kan stå inde for Alternativets værdier og politik. Det er ikke et krav at være medlem af partiet.
  • Du forstår og taler engelsk, da vi har internationale samarbejdspartnere.

OM OS

Alternativet holder til på den Grønne Gang på Christiansborg. Vi er et lille men dedikeret og travlt sekretariat som knokler for at skabe de bedste rammer for de folkevalgte, tillidsvalgte og frivillige der hver dag gør hvad de kan for at sikre en grøn omstilling.

ANSÆTTELSESVILKÅR

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og er som udgangspunkt en 32-37 timers stilling. 

Løn efter kvalifikationer. Vi er ikke lønførende.

Kontakt og ansøgning

Send din ansøgning og dit CV til [email protected]

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at ringe eller skrive til sekretariatschef, [email protected], telefon: + 45 61623069 

I Alternativet stræber vi efter mangfoldighed og opfordrer alle interesserede med de relevante kvalifikationer til at søge stillingen, uanset nationalitet, etnicitet, religion, alder, fysiske eller psykiske gener, seksualitet, køn, kønsidentitet og -udtryk.