Klima

Klimaoprustning nu

Klima

Vi mangler i den grad klimapolitisk lederskab i Danmark. Hvis vi vidste, at en krig var på vej, ville vi ikke vente med at handle. Vi ville styrke vores forsvar og sikre vores forsyninger, så vi var bedst muligt forberedt. Men klimakrisen er allerede over os, og alligevel opfører vi os som om, at vi har al tid i verden.

Tiden er inde til at gå forrest og sætte en ambitiøs, grøn kurs for Danmark. Vi har brug for klimaoprustning – ægte klimahandling, hvor vi gør de bæredygtige valg til de billigste og letteste for danskerne, så det bliver en selvfølge at tage dem. Vi skal ændre vores strukturer og opbygge en grøn og stærk økonomi, der sikrer, at både vi og vores natur kan trives – og som gør os robuste i en fremtid, hvor klimaforandringerne vil påvirke alt fra vores madforsyning til vores boligforhold og transportmuligheder.

Alternativet foreslår…

100 procent klimaneutralitet i 2035

Fra 2025 til 2035 skal Danmarks drivhusgasudledninger bringes helt ned til nul. Det siger videnskaben, og den skal vi tage alvorligt. Det vil kræve, at vi begraver hockeystaven og reducerer vores udledninger i en lige linje fra i dag. Klimaloven skal prioritere klima og fremtidige generationers rettigheder – ikke erhvervslivets vækstpotentiale.

Permanent klimaborgerting og folkeligt ejerskab

Borgernes stemme skal høres i den grønne omstilling. Vi skal have et permanent nationalt klimaborgerting med mandat og indflydelse. Og vi skal give borgere indflydelse på den lokale grønne omstilling gennem deltagelse, folkeaktier og afstemninger.

Grøn økonomi

Vi kan ikke fortsætte ud af en forbrugs- og vækstspiral, hvis vi skal leve inden for planetens grænser. Derfor vil vi ændre statens og virksomheders bundlinjer, så vi opgør resultater på parametre om klima, miljø og sociale faktorer frem for ensidigt fokus på vækst. Vi vil indføre en høj, ensartet CO₂-afgift, så danske virksomheder bliver frontløbere i at producere bæredygtigt. Og vi vil gøre den offentlige sektor til en motor for omstillingen ved at gå forrest med grønne indkøb, der fremmer cirkulær økonomi.

Grønne valg skal gøres billigst

Det er ikke en naturlov, at en økologisk agurk skal koste mere end et halvt kilo flæskesteg fra et konventionelt landbrug, eller at en togtur til Paris koster det firedobbelte af flyrejsen. Det er politisk bestemt, og det kan vi ændre. Vi vil blandt andet indføre grøn moms på økologisk frugt og grønt og gøre det billigere og lettere at tage toget. Vi vil øge reklamationsretten til seks år, gøre det lettere at reparere produkter og give støtte og tilskud til reparationer.

Bæredygtigt byggeri i 2035

I dag bygges der med tæt på nul procent genbrugsmaterialer, og vi har drastisk overskredet de planetære grænser i byggebranchen. Samtidig er der hele 5 millioner kvadratmeter tomt bygningsareal i Danmark, som ikke bliver udnyttet. Vi vil nedjustere mængden af nybyggeri, bevare dét, vi har, og ’genbruge’ byerne og de tomme kvadratmeter fremfor tankeløst at rive ned og bygge nyt. Vores ambition er at reducere nybyggeri med 80 procent i forhold til i dag.