Forsvar
Et stærkt forsvar for fred – bygget på samarbejde, forebyggelse og fælles sikkerhed
Alternativet ønsker, at vi genopbygger og forstærker vores forsvar, så vi er i stand til at forsvare os selv, og kan bidrage i de alliancer og samarbejder vi er en del af. Forebyggelse, forsvar og politiske løsninger skal være i centrum. De midler, vi investerer, skal være med til at styrke sikkerhed, retfærdighed og den regelbaserede verdensorden, og ikke skele til andre interesser.
Vi arbejder for en balanceret genopbygning og forstærkelse af vores forsvar, som er koordineret i EU og med NATO. Vi skal ikke gå enegang og fx lancere et paradigmeskifte i dansk forsvar. Det er at eskalere, og vi skal kunne forsvare uden at eskalere.
Vi skal investere i droneforsvar, digitalt og civilt beredskab, og i øvrigt være med i de samarbejder, der giver mest mening. Droneforsvar, digitalt og civilt beredskab er stadig langt fra optimalt. Og så skal vi investere i freden efter krigen. Civile samarbejde og diplomati. Vores forsvarspolitik har altid som mål at vinde freden.
Sikkerhedspolitisk er vores fremmeste opgave at sikre fred og stabilitet i verden. Danmarks førsteprioritet skal være at gøre sin indflydelse gældende gennem internationalt samarbejde, diplomati, konfliktmægling og humanitære bidrag. Vi skal styrke fredsskabende og -opbyggende indsatser, som fokuserer på at skabe og bygge fred.
Alternativet foreslår…
Kritisk opjustering af forsvarsbudgettet
Danmark skal bruge de midler, der er nødvendige for at opretholde vores sikkerhed og forsvar, herunder opfylde vores internationale forpligtelser. Vi skal lave analyser og kende behovet, for vi laver budgettet være kritiske i forhold til, hvordan pengene bruges. Og man skal vurdere, om pengene bruges bedst på militære eller civile indsatser - og med blik på forebyggelse.
NATO er en vigtig alliance
Vi orienterer os mod NATO-samarbejdet, som vi mener har en vigtig geopolisk betydning, og har samtidig fokus på at styrke EU’s fælles forsvar, og på sigt gøre EU til en vigtig sikkerhedspolitisk aktør.
Danmark skal gå forrest i EU’s forsvarssamarbejde
Vi arbejder for forstærket forsvarssamarbejde indenfor EU, da det er tydeligt, at EU skal være i stand til at tage bedre hånd om egen sikkerhed. Derfor anbefalede Alternativet også, at vi skulle afskaffe Danmarks forbehold mod forsvarssamarbejde indenfor EU til folkeafstemningen, og ønsker at bakke op om Ukraine i deres forsvar mod Ruslands annektering.
Et ligestillet forsvar****
Fra 2026 træder kvinder ind i geledderne på lige fod med mænd. Men der er stadig lang vej til ligestilling i forsvaret. Hele 44 procent af Forsvarets kvindelige ansatte beretter om oplevelser med ubehagelige kommentarer eller jokes om deres køn. Herudover har vi et stort problem med udstyr og tøj til kvinder i Forsvaret, og kvinder har heller ikke samme adgang til læge. Vi ønsker en fuld ligestilling i forsvaret. Vi vil investere massivt både i HR, kulturændringer, faciliteter og udstyr.
Et center for konfliktløsning og fredsbevarende arbejde
Fokus på forebyggelse af konflikt, så konflikter ikke udvikler sig, kræver viden og faglig indsigt. Danmark skal prioritere forskning og undervisning i international konfliktløsning og fredsbevarende arbejde ved at etablere et center, der kan agere spydspids inden for dette område.