Ligestilling og Mangfoldighed

ligestilling2_aktuelt.png

Fastlåst ligestillingsdebat har brug for en hjertestarter

Debatten om ligestilling herhjemme har for længe været fastlåst og konfliktskabende – og dermed forudsigelig og ufrugtbar. Med en ny vision for ligestilling og mangfoldighed vil Alternativet gå forrest i en bestræbelse på at skabe et frugtbart samarbejde, der rent faktisk rykker noget

Af Carolina Magdalene Maier (MF), ligestillings- og mangfoldighedsordfører for Alternativet

Du kan læse vores nye Ligestilling og Mangfoldighedspolitik, ved at klikke her.

Enhver, der har sagt og ment noget om ligestilling, ved, at det er et emne, der kan føre til højrøstede og endda fjendtlige diskussioner. Dæmoniseringen og mistilliden er gældende fra de fleste sider af spektret. I disse tider, der ofte er præget af en endog meget skarp tone, er det svært at se det konstruktive og løsnings- og handlingsorienterede i debatten.

Som jeg ser det, er for mange positioner fastlåste og mangler nuancer, for mange har mere travlt med at råbe end med at lytte, for få er oprigtigt interesserede i at rykke sig og blive klogere og vi går derfor glip af chancen for at sikre det, som debatten handler om: Gode liv, hvor alle har lige muligheder.

Som debattør er det nærmest ikke tilladt at være enig med flere på én gang. Vil du have taletid, må du positionere dig, så både tilhængere og modstandere føler sig henholdsvis trygge og provokerede. Du skriver dig ind i et hamsterhjul af velkendte argumenter og reaktioner, der kører i ring – og de konkrete politiske tiltag og gode initiativer svinder i hvirvlen.

Tænk, hvis vi herhjemme – som vi har formået på så mange andre områder – kunne komme med progressive og inspirerende løsninger, der både herhjemme og uden for landets grænser gav genklang. Som vi gjorde det, da vi tog førertrøjen på i 1989 og som det første land i verden indførte registreret partnerskab. Og som vi gør det nu ved at fjerne transkønnede fra WHOs sygdomsliste.

Der er åbenlyst brug for nytænkning, en ny tilgang til hele vores stillingstagen og ageren, når det kommer til ligestilling og mangfoldighed.

I Alternativet ønsker vi ikke surfe videre på den nuværende debatbølge – der er rigeligt med kritik og nedbrydning, hvilket stjæler billedet fra alle de gode forslag og initiativer, der fremlægges. Fordi debattens fokus er fastlåst på kritik, udfolder vi ikke det frigørende potentiale der er i ligestilling og mangfoldighed for os som individer og som samfund.

Derfor har Alternativet som bevægelse gennem politiske laboratorier og søndagssaloner, der traditionen tro har været åbne for alle, formuleret en vision for en progressiv ligestillings- og mangfoldighedspolitik. Et af visionens bidrag er at flytte fokus hen på hvordan i stedet for hvad. Et ligestillet og mangfoldigt samfund er i vores optik med andre ord ikke noget, vi har, det er noget, vi gør.

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at ligestilling for os ikke handler om, at vi alle skal være ens. Vi bliver aldrig ens, og vi skal ikke være det. Mangfoldighed betyder heller ikke, at alle har ret til at gøre lige, hvad de vil. Det er meget mere komplekst. Hvis vi for alvor vil sætte disse emner på dagsordenen på en ny måde, så er vi nødt til at begynde et andet sted.

Så det gør vi så. Begynder et andet sted. Først og fremmest starter vi med at skelne mellem formel og uformel ligestilling. Lovgivningsmæssigt er vi med få uheldige undtagelser for bl.a. homoseksuelle mænd og transpersoner ligestillede i Danmark. Kønnene har samme rettigheder i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet (næsten da, der er lige det med barslen!), i fritidslivet, m.m. Det er den formelle ligestilling. Den er forholdsvis nem at gå til.

Med den uformelle ligestilling er det anderledes. Den er svær at sætte ord på. Jeg har engang hørt Drude Dahlerup beskrive den som ”uligheden i væggene”. Det er egentlig et meget rammende udtryk. For det er netop den usynlige ulighed, den indgroede og strukturelle ulighed, vi her taler om. Det er de mekanismer, der gør, at vi skaber begrænsninger for os selv og for andre, ofte uden overhovedet at være bevidste om det. Det er noget, vi alle gør og bidrager til – hele tiden – og det er en stor del af det at være menneske i vores kultur.

Den uformelle uligestilling kommer til udtryk, når vi – selvom vi siger, vi er åbne, tolerante og frisindede – i vores sprog og på baggrund af (ubevidste) fordomme kommer til at diskriminere, ekskludere og være med til at fastholde det, der er anderledes end os selv, i stereotype kasser. Vi bliver for tit låst i vores handlemønstre, og vi har svært ved at lytte, åbne op og være nysgerrige og måske opdage, at nok er vi forskellige og træffer forskellige valg, men der er også meget vi er fælles om.  

Vi kommer med andre ord til at rangordne bestemte måder at være menneske på. Hvordan vi ser ud, hvad vi tænder på, hvordan vi lever.

Det er der i den grad grund til at debattere og komme med løsningsforslag til. Men for ofte kommer vi til at tage debatten, som om den handlede om formel ligestilling; som noget, der skal lovgives om. Og så har vi balladen, hvor skyttegravene kun bliver dybere.

Fronterne kan lidt fortegnet stilles op således: De, der mener, at der er strukturel ulighed, og at vi derfor f.eks. bør indføre kvoter, og de, der mener, at alle står på samme platform og har uendelig frihed til at handle efter egne frie valg.

Men vores pointe er, at det her vil være relevant at begynde en diskussion om den uformelle ligestilling, der betinger den skævhed. Vi skal selvfølgelig også drøfte, hvilke formelle regler, der er årsag til, at det er sådan. Men er det ikke også på sin plads, at vi drøfter hvilke uformelle regler og normer, som betinger skævheden? Det mener vi, det er.

Og hvordan gør vi så det? I Alternativet begynder vi med os selv. I vores vision for ligestilling og mangfoldighed omdanner vi vores egen bevægelse i Alternativet til en eksperimentalzone inden for ligestilling og mangfoldighed. Det er et koncept, vi generelt arbejder med i Alternativet, når vi vil kvalificere og afprøve nye ideer i virkeligheden. I mindre fora, i en kommune eller i en virksomhed kan man høste erfaringer med eksperimenterende metoder. Hvis resultaterne er gode, kan de inspirere bredere.  

I vores politiske arbejde betyder det, at vi dels forpligter os på at organisere alle politiske forslag og initiativer på området efter, hvorvidt forslaget sigter mod specifikke ændringer i lovgivningen (formel ligestilling) eller er indsatser, der har til formål at adressere den uformelle ligestilling. Vi forpligter også hinanden til at have øje for, hvilke perspektiver og sociale kategorier, forslaget repræsenterer og eventuelt diskriminerer. Hvem drager nytte af forslaget? Hvem gør ikke? Derudover afprøver vi redskaber, som baner vejen for et samfund med større fleksibilitet og bedre rammer for individuel udfoldelse, frihed og integritet. Intentionen er at finde alternative løsninger på de eksisterende konflikter på ligestillingsområdet. Og så har vi fokus på vores egen organisering.

Et eksempel er, at vi på vores gruppemøder i Folketingsgruppen vil lave forsøg med at dele taletiden mellem kønnene, så en mand skal have ordet, når en kvinde har talt, før en ny kvinde kan få taleret. Det virker banalt – og kunstigt. Men lidt efter lidt skaber det en helt naturlig balance imellem, hvem der taler mest. Så får vi flere perspektiver med og træffer forhåbentlig bedre og mere nuancerede beslutninger.

Det er kun ét redskab. Der findes mange andre. Vi håber, at så mange som muligt – i virksomheder, offentlige institutioner, andre partier – vil lægge hovederne i blød og komme med bud på konkrete værktøjer til det daglige arbejde i retning af større ligestilling og mangfoldighed. Og så håber vi selvfølgelig, at de vil dele dem med os. For, som vi siger: Flere ved mere. Vi kan ikke bevæge verden alene, det er noget, vi gør sammen.

Et andet eksempel er, at vi har valgt at lade vores bestyrelsesmedlemmer i en af vores valgkredse stille op i makkerpar. Det har til hensigt at give rum til mere mangfoldighed, da dem der traditionelt gerne vil melde sig til sådanne poster, ikke får gjort det af årsager som: Jeg har ikke tid nok, jeg kan ikke finde ud af det eller jeg har ikkenoget at bidrage med. Ved at have en makker (som du deler din stemme med), har du én at dele ansvaret med.

Når vi i Alternativet selv bruger redskaberne, bliver vi klogere og bedre til at integrere ligestilling og mangfoldighed på tværs af politikområder. Det giver os handlekraft her og nu.

Noget andet, vi øver os på, er at udvide rammerne for den mangfoldighed, vi selv vil og kan rumme. Det indebærer, at vi for eksempel ikke udpeger ambassadører, der varetager minoritetsinteresser. Tværtimod vil vi gerne aktivt ikke bare identificere, men derimod involvere ’dem, det handler om’, når vi udvikler politik.

Det gør sig gældende, når vi gennemfører politiske laboratorier for at udvikle for vores politik. Men det bør i lige så høj grad gøre sig gældende på nationalt politisk plan. Vi bør arrangere det sådan, at et lovforslag, som har betydning for en minoritetsgruppe, ikke blot sendes i høring hos den pågældende gruppe, men i stedet bliver udformet gennem involvering af minoritetsgruppen selv. Det, synes vi, ville være oplagt.  

Det har taget kvinder 100 år at opnå en repræsentation på 37 procent i Folketinget og 27 procent i kommunalbestyrelserne. Og repræsentationen for borgere med anden etnisk baggrund end dansk, for handicappede, for transkønnede er langt ringere. Der er altså nok at tage fat på. I Alternativet ser vi det som en central opgave at skabe en bredere og langt mere mangfoldig repræsentation. Vi ønsker et spraglet, uens og levende felt af kandidater til både folketings-, kommunal- regional- og Europa-Parlament-valg, det er en klar og urokkelig ambition for os.

Et andet indsatsområde, som slet ikke har nok politisk bevågenhed i ligestillings- og mangfoldighedsdebatten i dag, handler om at udfordre vores børn og unges normer omkring kønsidentitet og minoriteter. Det er noget af det, der skaber den uformelle uligestilling. I stedet for at lade de næste generationer adoptere vores fordomme, skal vi udfordre unges normer omkring identitet. Hvad vil det sige at være mand, kvinde, sort, hvid, syg eller rask. Hvad vil det sige at være til det ene eller til det andet?

Som det er i dag, præger vores normer de danske børn og unge. Der foregår en ubevidst reproduktion af stereotype kvinde- og mandesyn helt nede fra børnehaven. Pigeaktiviteter og drengeaktiviteter. Prinsessekjoler og Superman-dragter. Skoletasker i blå og lyserød. Ordene ’bøsse’ og ’luder’, som alt for mange børn lærer i for tidlig en alder.

Derfor skal vi iværksætte en langt mere progressiv indsats helt fra børnehaven og op igennem folkeskolen, som kontinuerligt skal udfordre de kønsnormer og kønssyn, mange børn tager for givet. Nogle af normerne kommer måske fra forældrene. Nogle kommer fra computerspil, fra hvad børn ser på deres iPad eller fjernsynet. Det er ikke vigtigt, hvor det kommer fra. Det vigtige er, at vi indfører en decideret normkritisk tænkning i alle landets børnehaver og skoler. Det ville for alvor rykke ved ligestillings- og mangfoldighedsdagsordenen om bare 10 år.

På nationalt lovgivningsplan har vi også en idé til et helt konkret tiltag: Gør det obligatorisk, at alle lov- og beslutningsforslag skal medtage en eksplicit ligestillings- og mangfoldighedsvurdering, som redegør for, om og i hvilket omfang det pågældende forslag kan forventes at påvirke forskelligt i forhold til køn og minoriteter. Det er et simpelt greb med et dobbelt potentiale: Dels den konkrete vurdering og dels den opmærksomhedstræning, som ligger i at skulle forholde sig til ligestilling og mangfoldighed. Til sidst bliver det noget, vi gør helt uden at tænke over det. Men dertil er der et stykke vej endnu.

Vi har tidligere talt om det lange, seje træk. At ligestilling ikke kommer af sig selv, men konstant må have et fokus. Men det skal ikke være negativt og kedeligt. Det handler om hele tiden at udvide det frihedsrum, vi hver især har at navigere i. På nogle områder er det gået fremad, men der er stadig mure, der skal væltes og glaslofter, der skal gennembrydes, fordi de i dag begrænser vores udfoldelsesmuligheder. Vi inviterer derfor alle til at være med, til at deltage i det lange, sjove træk.

Det er vigtigt, at så mange som muligt hele tiden tænker over, hvordan de kan være den mest autentiske version af sig selv. Sådan skaber vi et samfund, hvor vi har lige muligheder for at udfolde os selv og hvor der er plads til, at vi kan være den, vi har lyst til.  

Alle mennesker har et iboende værd, og dermed krav på lige rettigheder i forhold til loven. Ethvert individ har krav på at blive set som et helt menneske, der har en uvurderlig værdi i kraft af sin menneskelighed. Det er uanset hvor meget eller hvor lidt, vedkommende bidrager. Og uanset hudfarve, køn eller seksualitet. Det er uanset etnicitet, kultur, familie, religiøsitet, spiritualitet, om man lever i parforhold eller er single, om man har børn eller ej, er syg eller rask, bor på landet eller i byen.

Vi tror ikke på, at vi skal udligne forskelligheder for at blive ligestillede – vi skal derimod omfavne dem. Det er i kompleksiteten og dynamikken, at det interessante og smukke kan opstå. Men det er også her, det er svært at være. Derfor kræver det en mangfoldig tilgang til verden og et stort mod hos det enkelte menneske.

Du kan læse vores nye Ligestilling og Mangfoldighedspolitik, ved at klikke her.