
Akutpakke skal give grisene et bedre liv
Danskerne har fået nok! Til folketingsvalget sagde vi klart fra over for forholdene i de danske stalde. Vi ønsker et landbrug, hvor dyr bliver behandlet ordentligt. Derfor gik Alternativet til valg med ét ultimativt krav: Grisene skal have et bedre liv.
Nu leverer vi på det løfte.
I årtier har vi lukket øjnene for, hvordan grisene har det i de danske stalde. Mange af os har set billederne. Søer spændt fast, så de ikke kan vende sig. Overfyldte stalde. Grise med sår, som ingen har taget sig af.
Længe har vi vidst, at det foregik. Og alt for længe har vi ladet det ske.
I foråret kom Rigsrevisionen med en hård dom: Kontrollen med grisenes velfærd har svigtet. Tusindvis af opfølgende kontroller er aldrig blevet gennemført. Landmænd, der er blevet taget i at mishandle dyr, har i praksis kunnet fortsætte uden at nogen greb ind. Og uden nogen konsekvenser.
Det er ikke godt nok. Dyrevelfærdsloven skal betyde noget.
Derfor præsenterer Alternativet en akutpakke for dyrevelfærd sammen med regeringen og Enhedslisten. Den betyder dobbelt så mange kontroller, flere kontrollanter, hårdere straffe og over en halv milliard kroner til at sikre, at loven faktisk bliver overholdt.
Det gør vi nu
Vi kommer oftere forbi
Kontrollen i grise- og kvægbesætninger øges med 50 procent. De gårde, hvor risikoen er størst, bliver kontrolleret først.
Vi kigger grundigere efter
En ny styrelse skal have ét fokus: dyrenes velfærd. Vi mere end fordobler antallet af medarbejdere i kontrollen, og fremover kommer der to kontrollanter ud på besøg i stedet for én.
Vi straffer dem, der bryder loven
Den hårdeste straf for dyremishandling tredobles, fra 2 til 6 års fængsel. Straffen skal generelt være hårdere, og det skal være lettere at fratage folk retten til at holde dyr. Den, der ikke kan passe på dyr, skal ikke have dem.
Vi lukker smuthullerne
Det skal ikke længere være muligt at slippe uden om kontrollen ved at skifte CVR-nummer eller ved at sige "der er ikke nogen hjemme", når kontrollen banker på. Og der kommer færre undtagelser fra reglerne.
Akutpakken træder i kraft i starten af 2027, og pengene er sikret på den kommende finanslov.
Regler om dyrevelfærd nytter kun noget, hvis de bliver overholdt, og hvis vi griber ind, når de ikke gør. Jeg er utrolig stolt af, at vi i dag leverer på vores løfte til vælgerne. Det her er et stort skridt mod at ændre den måde, vi holder dyr på i Danmark.

Alternativet arbejder for et landbrug, vi kan være stolte af
Akutpakken er endnu et skridt i en omstilling, der allerede er i gang. Før sommerferien flyttede vi kontrollen med dyrevelfærd til Justitsministeriet, fordi hensynet til dyrene ikke står i interessekonflikt med hensynet til landbrugslobbyen. Vi har allerede sat en stopper for flere og større svinefabrikker. Danmark skal ikke være verdens baconfabrik, og ingen skal sidde i deres egen have og lytte til skrigene fra tusindvis af grise.
Alternativet vil udvikle og forny landbruget. Vi drømmer om et Danmark, der producerer fremtidens sunde og grønne fødevarer, og hvor dyrene har et liv, der er værd at leve.
Den dag er kommet tættere på nu.