persondata2_billede.png

 

I vores privatlivspolitik kan du læse om, hvordan vi håndterer persondatabeskyttelse i Alternativet.

Alternativet er ejer af tre forskellige platforme:

  • Alternativet.dk (vores visitkort udadtil, nyheder, kalender, kontaktoplysninger og meget mere)  
  • AlleOs (vores medlemssystem, intranet og kalender. Her kan du som medlem (eller bruger) se og rette din personlige profil, komme i kontakt med andre medlemmer, stemme og kommentere på aktuelle politiske forslag og visioner og følge med i, hvad der foregår i dit lokalområde)
  • Dialog (bruges til at sende nyhedsbreve, til debat, kommentarer og løbende politikudvikling)

Du kan læse mere om certificeringer for vores hostingmiljø, om kryptering og om sikkerhed på vores platforme ved at klikke videre her.   

Indsamling af personlige oplysninger

Det er op til dig, hvilke personlige oplysninger du vil afgive til os, der er dog et minimumskrav til, hvilke oplysninger, vi skal bruge på dig, hvis du ønsker at være medlem af Alternativet. Er du allerede medlem kan du via AlleOs til enhver tid gå ind og rette på de oplysninger, du ønsker at dele og skræddersy dine indstillinger for, hvor offentlig du ønsker, at din profil skal være. Læs mere om AlleOs her.

Vi tilstræber i alle henseender at minimere mængden af persondata og kun indsamle den nødvendige mængde persondata til det specifikke formål. At udbrede kendskaber til persondatabeskyttelse bredt i organisationen er noget, vi arbejder på, men stadig ikke er i mål med. Der er tale om frivilligt arbejde ude i vores mange lokalforeninger, og de gør deres bedste for at beskytte din persondata bedst muligt. Har du spørgsmål eller kommentarer til dette arbejde, kan du skrive til os her

Tredjeparter 

For at levere den bedste medlemsservice samarbejder vi i Alternativet med leverandører af diverse IT-services. Når du fx betaler for dit medlemskab i Alternativet samtykker du til at dele dine betalingsoplysninger med QuickPay, der gør det muligt at trække penge på dit kort. Alternativet får ikke adgang til dine betalingsoplysninger. Når vi sender SMS’er til dig, gør vi det gennem onlinetjeneste InMobile, alle tlf. nr. i InMobile slettes efter endt brug.  

Overordnet gælder det, at Alternativet har indgået (databehandler)aftaler med alle tredjeparter, vi samarbejder med, der har til formål at sikre, at vores samarbejdspartnere lever op til samme krav til beskyttelse af persondata, som vi arbejder med. Dvs. regler for, at de sletter data, og de ikke videregiver din data til andre, med mindre, vi har givet tilladelse til dette. 

Al mailkommunikation i Alternativet foregår gennem G-suite, der er et Google-produkt. At vi bruger Google, og dermed deler en del information med Google er pt. til diskussion i partiet. Vi bruger Google, fordi de leverer en fremragende og brugervenlig it-service + support, vi ikke har økonomiske ressourcer til at bygge og designe på egen hånd. 

Læs mere om tredjeparter under vores cookiepolitik her.

Kommunikation ml. Alternativet og dig

Som udgangspunkt modtager du som medlem indkaldelser i din indbakke, når der er årsmøde og opstillingsmøder i din lokale kreds/forening. Disse er du automatisk tilmeldt, da vi er af den opfattelse, at medlemsdemokrati og involvering er en central del af medlemskabet i Alternativet. Du kan dog til enhver tid gå ind og skræddersy hvilken kontakt og hvilke informationer, du ønsker at modtage fra os via din profil på AlleOs. En generel opdatering af vores modul for kommunikation og nyhedsbreve i AlleOs forventes afsluttet ved udgangen af 2018. 

Vi bruger kun dine personlige oplysninger til markedsføringsmæssige formål, hvis du udtrykkeligt har givet dit samtykke. Undtagelser til dette er hvis lovgivningen tillader os at kontakte dig uden først at indhente dit samtykke. Du har altid mulighed for at angive, at du ikke fremover ønsker at modtage flere e-mails, SMS’er eller andre henvendelser fra os. Dette gør du via din personlige profil på AlleOs.  

Hvis du søger job hos Alternativet

Når du søger job hos Alternativet, vil du som et led heri afgive nogle personoplysninger.

Ved opfordrede ansøgninger opbevares personoplysningerne så længe rekrutteringsprocessen står på. Ansøgninger der ikke findes relevante eller interessante bliver slettet med det samme. Hvis der meddeles afslag på en opfordret ansøgning, men vi ønsker at gemme ansøgning med henblik på eventuel senere ansættelse, indhentes der samtykke fra ansøgeren. 

Ved uopfordrede ansøgninger bliver der indhentet samtykke om at opbevare ansøgninger der findes interessante. Her vil det også blive oplyst hvor længe og med hvilket formål det opbevares. Uopfordrede ansøgninger bliver maksimalt opbevaret i 6 måneder. 

Cookies

En cookie er en lille tekstfil, der lagres i din browser for at kunne genkende din computer, mobil eller tablet ved tilbagevendende besøg.  En cookie kan indeholde tekst, tal eller f.eks. en dato. Den er ikke et program, og den kan ikke indeholde virus. Stort set alle websites anvender cookies. Du kan læse mere om Alternativets cookiepolitik her.  

Links til andre hjemmesider 

På vores hjemmeside er der links til andre hjemmesider, hvis vi fx deler en nyhed fra et journalistisk medie eller lign. Alternativet er ikke ansvarlig for indholdet af andre hjemmesider eller for deres praksis i forbindelse med indsamling af personlige oplysninger.

Når du besøger andre hjemmesider, bør du altid læse hjemmesidens politik om beskyttelse af personlige oplysninger og andre relevante politikker.

Adgang til dine personlige oplysninger

Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi har indsamlet om dig, dog med visse lovbestemte undtagelser. Du har også ret til at gøre indsigelse mod vores indsamling og mod den videre behandling af dine personlige oplysninger. Dette kan du gøre ved at udfylde vores formular vedr. It & Persondata, den finder du her.

Du har desuden ret til at få korrigeret dine personlige oplysninger, hvis der er behov for dette. Med AlleOs kan du selv rette og korrigere dine oplysninger og præferencer for privatliv og information. Når du sletter data via din profil på AlleOs slettes denne automatisk og med det samme på vores servere. 

Den registreredes rettigheder

Den eksisterende Persondatalov giver allerede dig (som registreret hos Alternativet) en række rettigheder til bl.a. at få indsigt i behandlingen af din data hos os. Med EUs persondataforordning, der træder i kraft pr. 25. maj 2018, skærpes de eksisterende rettigheder, og samtidig tilføjes der nye rettigheder, herunder bl.a. ”Retten til at blive glemt” og Retten til samlet at kunne overflytte sine elektronisk behandlede data fra en udbyder til en anden udbyder (dataportabilitet). 

Du kan læse mere om dine rettigheder som registreret hos alle dataansvarlige, herunder Alternativet på Europa kommissionens hjemmeside, her

Nyhedsbrev

Hvis du ikke er medlem og tilmelder dig nyhedsbrevet bliver dit navn og e-mail gemt i AlleOs. Hvis du afmelder dig nyhedsbrevet, og ikke benytter dig af andet på AlleOs, bliver din konto automatisk slettet efter vores slette-procedure. Du kan fremskynde sletningen ved at skrive her.