Klimaoprustning for det gode liv

17. maj 2025

Læs det fulde udspil her

Vi skal opruste vores klimahandling – og vi skal i gang nu

Hvis vi vidste, at en krig var på vej, ville vi ikke vente med at handle. Vi ville styrke vores forsvar, sikre vores forsyninger og omlægge vores produktion, så vi var bedst muligt forberedt. Men klimakrisen er allerede over os, og alligevel opfører vi os, som om vi har al tid i verden. Vi mangler akut et klimapolitisk lederskab i Danmark.

Nu er tiden inde til at gå forrest og sætte en ambitiøs, grøn kurs for Danmark. Det kræver, at vi tør tage ansvaret og opgaven på os og sammen kæmpe for et bæredygtigt samfund, hvor hensynet til klima og natur vægter højest.

Vi har brug for en klimaoprustning – ægte klimahandling, hvor vi gør de bæredygtige valg til de billigste og letteste, så det bliver en selvfølge at tage dem. Vi skal opbygge en grøn, modstandsdygtig økonomi og infrastruktur, der sikrer, at både vi og vores natur kan trives, og som gør os robuste og som skaber sammenhængskraft i en fremtid, hvor klimaforandringerne vil påvirke alt fra vores madforsyning til vores boligforhold og transportmuligheder.

Bæredygtighed skal være billigst og lettest

Det er ikke en naturlov, at en økologisk agurk skal koste mere end et halvt kg flæskesteg fra et konventionelt landbrug. At en togtur til Paris koster det firedobbelte af flyrejsen. Eller at det er billigere at købe nye byggematerialer end genbrugte, når huset skal renoveres. Det er resultat af politiske beslutninger.

Vi har politisk bestemt at gøre svineekød kunstigt billigt med statsstøtte. Vi har politisk bestemt at fritage fly for brændstofafgifter, som alle andre transportmidler ellers betaler. Og vi har politisk bestemt ikke at tillade genbrugsmaterialer i byggeriet, før de lever op til umulige krav skabt til masseproducerede fabriksmaterialer.

Det er ikke et frit marked, det er politik. Og det er kun på overfladen, at de klimabelastende valg er de billigste. For vi betaler prisen senere i form af forurenet drikkevand, ekstreme vejrfænomener, stigende fødevarepriser og tab af natur. Regner vi de reelle omkostninger med, er det tydeligt, at det fossile samfund er
et økonomisk selvmål.

For at være rustet til fremtiden skal vi vende dén økonomi på hovedet. De valg, der er billigst for kloden, skal også være de billigste for os i vores hverdag. Kun sådan får vi en grøn, robust økonomi, der kan give os rygdækning i klimakrisens tidsalder. Det er et politisk ansvar. I Alternativet tager vi det ansvar på os.

Der findes ikke et frit marked. Vi har politisk bestemt, at det grønne valg er det dyreste – og det kan vi ændre.

Fra de store hegnspæle til den nære omstilling

I dette udspil optegner vi linjerne for et andet samfund. Et samfund, hvor forureneren betaler, og de bæredygtige valg er de mest attraktive.

Vi vil et samfund, hvor al mad i supermarkedet er produceret med omtanke for vores vand og natur, og hvor vi bygger med genanvendte materialer, der mindsker vores aftryk på planeten. Hvor kollektiv transport ikke bare er en mulighed, men den hurtigste, smarteste og billigste løsning for langt de fleste. Hvor alt, hvad vi køber, er lavet til at holde – og til at blive repareret, hvis det går i stykker, så det kan bruges igen og igen.

Derfor foreslår vi både ambitiøse målsætninger om klimaneutralitet og planetær politik, der er jordnær og konkret. Politik, der giver cykelpendlere en grøn bonus for at træde i pedalerne. Politik, der gør økologisk frugt og grønt til det billigste valg. Politik, der gør det sjovt at holde staycation i sommerferien.

Vi skal skabe et samfund, hvor det bæredygtige valg bliver det naturlige valg for de fleste – mens vi samtidig omstiller de store sektorer og tilpasser vores økonomi til en verden, hvor klima-, miljø- og naturkriserne spinner hurtigere og hurtigere. Vi har ikke råd til at vente. Klimaoprustningen starter nu.


Læs det fulde udspil her