Alternativet foreslår anonymisering af ansøgere til statsborgerskab

11. januar 2023

Pressemeddelelse fra Alternativet

Ansøgere til statsborgerskab bør anonymiseres for at beskytte dem mod diskrimination.

For nylig foreslog Nye Borgerlige at nægte ansøgere statsborgerskab på baggrund af nationalitet i Folketingets Indfødsretsudvalg. Det er fuldstændig vanvittigt og klokkeklar diskrimination.

Vi ved fra forskning, at bevidst og ubevidst diskrimination af etniske minoriteter desværre er almindeligt. Eksempelvis har forskning på arbejdsmarkedet vist, at mennesker med udenlandsk klingende navne har dårligere chancer for at blive indkaldt til jobsamtale - på trods af, at de har de samme kompetencer som personer med dansk klingende navne. I den sammenhæng kan anonymiserede ansøgninger være en løsning til at modarbejde den diskrimination, fordi det da bliver sværere at regne ud, hvor ansøgerne kommer fra, eller hvordan de ser ud. 

Derfor foreslår Alternativet nu at anonymisere ansøgninger til statsborgerskab i behandlingen i Indfødsretsudvalget. Det vil betyde, at ansøgernes navn, oprindelsesland, køn og alder ikke skal fremgå af den ansøgning, som Folketingets Indfødsretsudvalg behandler.

Helene Liliendahl Brydensholt, Alternativets indfødsretsordfører og næstformand i udvalget, udtaler:

“Jeg vil tage forslaget om anonymisering op i indfødsretsudvalget, og jeg håber på, at jeg kan samle flertal for det, så ansøgerne ikke fremadrettet skal være nervøse for at blive forskelsbehandlet.”

Christina Olumeko, Alternativets Minoritetsordfører, udtaler:

”Det er så vigtigt, at vi tager diskrimination alvorligt, og at vi laver politik for at stoppe det. Derfor vil vi forsøge at få lavet tiltag for at komme eventuel diskrimination til livs.”

Kontakt: 

For aftaler om interviews mv. kontakt konstitueret pressechef Allan Lindemark på telefon 61623292 eller [email protected] (skriv en sms, hvis du ikke kan komme igennem.)