Qasam Nazir Ahmad bliver spidskandidat for Alternativet

20. januar 2021

Efter at have været partiets store stemmesluger ved sidste regionsrådsvalg bliver Qasam Nazir Ahmad nu spidskandidat for Alternativet ved det kommende valg til november.

Det er stemmeslugeren Qasam Nazir Ahmad, der bliver Alternativets spidskandidat ved det kommende valg til Region Hovedstaden 16. november i år.

Qasam Ahmad kommer fra Halsnæs Kommune, hvor han også har siddet i byrådet. Ved sidste valg til regionen i 2017 fik han hele 3.412 personlige stemmer trods en beskeden plads nede på listen.

Nu er han altså valgt til spidskandidat i en afstemning blandt Alternativets medlemmer. Han har i Region Hovedstaden markeret sig som formand for udvalget for forebyggelse og sammenhæng.

- Jeg er taknemlig for tilliden og ser frem til det kommende valg med mine medkandidater. Alternativet har i løbet af perioden sat mange aftryk på flere vigtige områder i regionsrådet, og det vil vi gerne fortsætte med, siger Qasam Nazir Ahmad.

Han understreger desuden, at han ud over arbejdet med forebyggelse særligt vil prioritere lighed indenfor sundhedsvæsenet – altså at alle har adgang til god behandling uanset pengepungens størrelse. Desuden vil han særligt arbejde med børnefamiliernes adgang til god sundhedspleje.

Qasam Nazir Ahmad er 40 år og bor i Frederiksværk. Han arbejder i IT-branchen ud over sit politiske arbejde i regionen.

De øvrige kandidater på Alternativets liste til regionsrådsvalget er: Ken Patrick Petersson, Martin Kjærulff, Nicklas Hakmann Petersen, Rolf Bjerre og Taina Hvidlykke.

Qasam Nazir Ahmad (Å)_download.jpg

Yderligere oplysninger:
Qasam Nazir Ahmad, spidskandidat til regionsrådsvalget, [email protected].