Josephine Fock valgt som ny politisk leder for Alternativet
01. februar 2020Ved aftenens ekstraordinære landsmøde i Amager Bio i København er Josephine Fock blevet valgt som ny politisk leder for Alternativet af medlemmerne.
“Det er meget overvældende og jeg vil gøre mit yderste for at leve op til medlemmernes tillid. Jeg glæder mig til samarbejdet med alle folkevalgte i Alternativet, med de tillidsvalgte og ikke mindst alle medlemmerne. Vi står på et fantastisk politisk program, som jeg vil arbejde utrætteligt for at realisere. Jeg glæder mig særligt til samarbejdet med både Uffe og Rasmus og resten af Folketingsgruppen” siger Josephine Fock.
Alternativets hovedbestyrelse ser frem til samarbejdet med Josephine Fock.
”Hovedbestyrelsen glæder sig til samarbejdet med den nye politiske leder. Vi har med en god og inddragende valgproces taget første skridt mod at styrke medlemsdemokratiet i Alternativet yderligere, samtidig med at vi har revitaliseret debatten om Alternativets politiske retning med udgangspunkt i vores sigtepunkter. Hovedbestyrelsen vil gerne takke alle, der har indgået i den proces, der nu er slut – og ikke mindst de fem kandidater, der ikke blev valgt, men havde modet til at stille sig frem i forreste række” siger talsperson Leila Stockmarr.
Valget finder sted efter en længere proces, der begyndte 16. december 2019, hvor Alternativets grundlægger Uffe Elbæk annoncerede, at han ville give den grønne fane videre 1. februar.
Uffe Elbæk fortsætter som medlem af Folketinget for Alternativet.
Søndag mødes den ny politisk leder med hovedbestyrelsen.