Alternativets organisation styrker samarbejdet
25. oktober 2019Efter flere års løbende diskussion og efter grundige overvejelser har Alternativets hovedbestyrelse besluttet at samtænke Alternativets landssekretariat med partiets politiske sekretariat på Christiansborg, så Alternativet fremadrettet kun har ét fysisk sekretariat.
”Vi ønsker at styrke samarbejdet mellem vores bevægelse og det parlamentariske arbejde yderligere og derfor mener vi, at det er den rigtige beslutning at sammenlægge vores to sekretariater rent fysisk,” siger forperson for hovedbestyrelsen Poul Brandrup.
Eksempelvis SF og Radikale har allerede kun et sekretariat og det har Alternativet ladet sig inspirere af.
I forbindelse med samtænkningen har de to sekretariatsledere Lykke Jensen og Esben Sloth valgt at stoppe i Alternativet. De to stillinger som sekretariatschefer nedlægges og en ny oprettes.
”Jeg vil gerne takke både Lykke og Esben for deres store indsats for Alternativet og for at skabe et grønnere og mere socialt retfærdigt Danmark. Jeg ved, hvilke komplekse og svære opgaver, der har ligget på deres respektive borde. Og jeg ved også, hvilket engagement og hvilken energi, de er gået til opgaverne med for at finde de rigtige løsninger for både medarbejdere, tillidsvalgte, medlemmer og folkevalgte og Alternativet som sådan. Esben har blandt meget andet være med til at forankre Alternativet som et regionalt og kommunalt parti, mens Lykke eksempelvis har været med til at bære os gennem den svære toer, som folketingsvalget i forsommeren var. Det og deres øvrige indsats skal de begge have en stor tak for. Vi har været på en spændende og udfordrende rejse sammen og i samarbejde med aktivister og civilsamfund lykkedes vi med at gøre det forgangne valg til Danmarks første klimavalg. Det kan vi godt være stolte af og jeg ønsker dem alt det bedste fremadrettet,” siger politisk leder Uffe Elbæk.
“Efter godt tre år i Alternativet har jeg valgt at stoppe. Det har været en både fantastisk, udfordrende og til tider barsk rejse, men jeg har nydt hvert et øjeblik. Jeg vil gerne takke alle de dygtige medarbejdere, der hver dag har ydet en ekstraordinær indsats i vores fælles bestræbelser på at skabe et mere bæredygtigt samfund. Og så er der selvfølgelig også alle de engagerede medlemmer, jeg har lært at kende på min vej. Jeg har lært så meget af jer. Jeg betragter fortsat Alternativet som det vigtigste politiske projekt og ønsker al mulig held og lykke i kampen for en seriøs bæredygtig omstilling. Tusind tak til alle, jeg har mødt og arbejdet med igennem årene,” siger Esben Sloth.
“Alting har sin tid. Jeg fik lov at være med i den tid, da vi satte en grøn kile ind i dansk politik. Mit bidrag til den grønne omstilling har været ledelse. Alternativ ledelse. Nu er det politiske sekretariat der, hvor jeg kan gå videre. Men inden jeg går, skal I have den sidste salut med dette billede, som bedst beskriver min tid som sekretariatschef for det mest fantastiske, nødvendige, modige og grønne politiske projekt: 1,5 år i rutsjebane med daglige gys, sug i maven, øjne så store og en stemme, der blev meget hæs, men samtidig og vigtigere: vild jubel, direkte kik til himlen, svimlende visioner og talenter, der altid holdt fast i de skarpe sving. Selv for så erfaren en leder, som jeg er, har dette været et ride af de helt sjældne. Og hvem sætter ikke pris på det. Tak Alternativet for turen! Tak skønne medarbejdere for vores mange timer sammen i vognene,” siger Lykke Jensen.
For yderligere oplysninger kontakt presserådgiver Rune Langhoff på 61624778 eller talsperson for hovedbestyrelsen Leila Stockmarr på 26144444.