Indgangsreplik

I begyndelsen af januar 2010 kom jeg tilbage til et vinterkoldt København efter et lille halvt års ophold i Toronto. Beslutningen om at tage fire-fem måneder ud af kalenderen og tage til Canada var ikke min alene. Den var taget sammen med Jens, min kæreste. Vi havde nemlig hver for sig – og ikke mindst sammen – brug for en tænkepause, efter at vi have afviklet vores respektive arbejdsopgaver i forbindelse med den stort anlagte sports-, kultur- og menneskerettighedsbegivenhed World Outgames i København sommeren 2009.
Min rolle havde været at være direktør for begivenheden og Jens havde som medarbejder på Københavns museum været ansvarlig for en større udstilling om homoseksuelles liv i København gennem 200 år.

Begge stod vi derfor i slutningen af august et sted i vores (fælles) liv, hvor vi arbejdsmæssigt var stillet fri. Fri til enten at søge eller skabe et nyt job i Danmark. Men også fri til at tage ud i verden og opsøge helt nye udfordringer. Og verden uden for Danmark trak. Både fordi, de sidste to et halvt år havde været mere end intensive arbejdsmæssigt. Men også fordi, det politiske klima efter næsten ti års borgerlig regering – præget af det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti – havde skabt en kulturel og politisk grundtone i Danmark, vi godt kunne være foruden. Kort sagt: Vi havde brug for at være et sted, hvor kulturel mangfoldighed og internationalt samarbejde blev set som en positiv mulighed frem for det modsatte. Dette menneske- og samfundssyn fandt vi i Toronto. En by, som statistikken siger er en af de mest kulturelt mangfoldige byer i verden.

I løbet af kort tid fik vi ikke bare gode venner i byen, men også tilbud om at indgå i konkrete projektsammenhænge. Så fra at opholdet skulle være et kreativ (læs: afslappende) timeout efter to et halvt års massivt arbejdspres, udviklede Toronto-opholdet sig til en produktiv balancegang mellem spændende nye projekter og færdiggørelsen af det bogprojekt, jeg havde haft med mig hjemmefra.

Inden jeg tog til Toronto, havde jeg nemlig aftalt med min redaktør på Gyldendal Business, at jeg senest 1. januar 2010 ville aflevere et færdigt manus til min kommende bog Ledelse på kanten. En bog om de ledelsesmæssige og organisatoriske erfaringer, jeg havde gjort mig gennem de sidste små 30 års arbejde som kulturel aktivist, iværksætter, uddannelsesmand og lokalpolitiker. Bogen var tænkt som en sammenhængende fortælling om den rejse jeg startede på, da jeg i sin tid i 1982 blev ansat af Aarhus Kommune for at arbejde med udsatte børn og unge i Aarhus midtby, over tiden som chef på Frontløberne, senere rektortiden på KaosPiloterne og parallelt hermed perioden i Aarhus Byråd frem til og med direktørjobbet på World Outgames i København.

Efteråret i Toronto var derfor spændt ud mellem disse to yderpunkter. Det ene var fortiden i form af mit bogskriveri. Og det andet var forestillingen om en mulig fremtid sammen med Jens i Toronto. Jeg stod bogstaveligt talt med et ben i hver lejr – fortid og fremtid. Nuet havde jeg sammen med Jens i vores taglejlighed på Benvenuto Place nummer et, med udsigt ud over hele Torontos skyline.

Når jeg så udførligt beskriver min livssituation ved årsskiftet 2009/2010, er det blot for at understrege, at det lå mig endda meget fjernt at forestille mig at jeg skulle flytte tilbage til København. For ikke nok med at jeg havde fået tilbudt et spændende job i Toronto, byens kulturelle mangfoldighed og internationale udsyn repræsenterede alt det, jeg savnede i disse år. Men livet vil heldigvis nogen gange noget helt andet med en. Her troede jeg lige, at jeg vidste hvordan de kommende år skulle se ud og så blev alle planer pludselig smidt op i luften og drejet 180 grader rundt. Og det hele skete en sen februar-nattetime i Kolding en måned senere, da vi var midlertidig tilbage i Danmark.

Jens og jeg var nemlig blevet inviteret til 50-års fødselsdagsfest hos Kolding Designskoles rektor, den tidligere radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen. Det blev på alle måder en dejlig fest. Ikke mindst fordi, vi som sagt lige var kommet hjem og derfor ikke havde set vores venner rigtig længe. Der blev derfor snakket om både stort og småt, og ikke mindst om politik, mellem dans og skåltaler. Sådan var scenen, da jeg, et pænt stykke over midnat, fik dette kontante spørgsmål fra Marianne Jelved: Uffe, hvad skal du nu, hvor du er tilbage i Danmark? Jeg svarede, som sandt var, at jeg regnede med at tage tilbage til Toronto. Men det huede ikke den tidligere radikale partileder, der venligt, men bestemt responderede: Det kan da ikke passe. Du skal jo være med til at vi får en ny regering ved næste valg!

Den mulighed havde jeg ikke lige set komme. Men Marianne Jelveds spørgsmål ramte mig det rigtige sted. Der hvor ansvar, fællesskabsfølelse og loyalitet bor. For jeg kunne jo for pokker ikke bare smutte af sted til Toronto og dermed fralægge mig min del af ansvaret for, hvad der skete i Danmark. Og slet ikke, hvis jeg også skulle stå på mål for min egen udgangsreplik i det bogmanus, jeg netop havde afleveret til min redaktør på Gyldendal. For det sidste afsnit i det netop afleverede manus lød nemlig (her i lettere redigeret udgave):

Men for at kunne give et bedre samfund videre til den næste generation skal man have modet til at gøre op med forestillingen om, at den udgave af samfundet, vi kender i dag, er den eneste rigtige eller den bedst mulige. Og man skal have lysten til at drømme samfundet på ny.
Det var denne tænkning, der lå til grund for et afsluttende eksamensprojekt af Anne K. Riechert på KaosPiloterne i 2006. Eksamensopgaven, et kunstprojekt, tog udgangspunkt i hundredvis af børnetegninger lavet af hiv-positive og aidsramte børn fra Sydafrika. Disse tegninger satte ord og billeder på børnenes drømme om en bedre fremtid for dem selv og deres nærmeste. Udstillingen blev en så stor succes, at den efterfølgende blev hentet til Norge. Her blev de oprindelige sydafrikanske tegninger suppleret med tegninger lavet af norske børn. Igen med udgangspunkt i den enkeltes udsagn: “Jeg drømmer om …” Som tredje stop på turnéen rundt i verden var udstillingen i december 2008 nået til Aarhus, og igen var de oprindelige tegninger suppleret med nye tegninger, denne gang produceret af aarhusianske skolebørn i alderen 9-11 år.

 Det var dér i udstillingslokalerne i Scandinavian Center ved siden af Musikhuset – godt gemt væk imellem de hundredvis af sjove, søde og tankevækkende børnetegninger – at jeg fandt en tegning, lavet af en aarhusiansk knægt på 11 år, der med kluntet drengeskrift havde skrevet: “Jeg drømmer om et andet skema!” Hans tegning var et skoleskema inddelt i ugedage. Under mandag stod der sløjd, sløjd, sløjd og naturfag. Om tirsdagen: naturfag, naturfag, sløjd og sløjd. Og sådan fortsatte knægtens drømmeskoleskema. Drengens drøm var ganske enkelt et andet skoleskema. Underforstået en anden skole og en anden måde at lære på.
Men kan man virkelig stå frem og sige noget så enkelt og grundlæggende: Jeg ønsker mig et andet livsskema – et andet samfundsskema? På min arbejdsplads, der hvor jeg bor, eller hvor jeg går i skole? Ligesom knægten i Aarhus, der drømte om sløjd og naturfag? Ja, det er lige det, man kan – og skal.

Jeg drømmer selv om et andet skema. For mig selv. For min mand. Mine børn. Min familie. Mine venner. Men ikke mindst for mit barnebarn og generationerne efter. Det vil kræve, at jeg ikke er bange for at se virkeligheden i øjnene – og handle derefter. Og gennem mine handlinger være medskribent på en mere håbefuld og attraktiv vision for det land, jeg bor i. En vision om et Danmark, hvor vi siger nej til smålighed og politisk og religiøs dogmatisme. Og ja til en afbalanceret og bæredygtig livsstil. Det vil givetvis blive et meget anderledes Danmark end det, vi kender i dag. Forhåbentlig et Danmark med færre reklamer, neonskilte og biler, men til gengæld flere cykler og mere livsglæde. Et samfund, hvor vækst ikke længere betyder materiel vækst, men derimod intellektuel og følelsesmæssig vækst…. En så gennemgribende forandringsproces vil helt sikkert udløse demokratisk uenighed, domæne- og ressourcekonflikter og legitime modforslag. Anderledes kan eller skal det ikke være. For der er selvfølgelig ikke bare én rigtig vision for verdens fremtid. Der er en mangfoldighed af mulige scenarier. Men selv om der er mange veje til målet, står én fælles udfordring over alt andet: klodens overlevelse. Eller rettere: sikring af klodens nuværende mangfoldighed og rigdom af arter, livsformer og økosystemer.
Det er denne udfordring, vi sammen skal løse. Det vil for os i Danmark kræve al den kreativitet, iværksættergejst og samarbejdsvilje, vi er i stand til at mobilisere. Et samarbejde mellem vores bedste videnskabsfolk, forskere, progressive erhvervsfolk, folkevalgte politikere, kunstnere, kulturfolk og græsrødder. Hvor vores uddannelsesinstitutioner lige fra folkeskolen over ungdomsuddannelserne til de videregående uddannelser har sat fremtiden på skoleskemaet. Civilisationens fremtid. Klodens fremtid.

 Det hele båret frem af et folkeligt engagement og sammenhold, man skal helt tilbage til befrielsessommeren i 1945 for at finde noget, der blot minder om. Men også båret frem af en ny forståelse af, hvad lederskab er og bør være. En bevægelse fra, at lederskab er noget, der primært udspringer fra og er defineret af toppen af samfundet, til en forståelse for, at lederskab er noget, der ikke mindst kommer indefra og nedefra. … Og at håbet bliver givet videre fra det ene menneske til det andet, fra den ene generation til den anden. Det er summen af alle disse små og store initiativer, der tilsammen vil skabe fundamentet for et Danmark, der ikke bare ønsker at blive det bedste land i verden, men det bedste land for verden.
For andet kan vi simpelthen ikke være bekendt. Over for os selv og vores efterkommere.
Jeg drømmer om et andet skema.”

Marianne Jelveds spørgsmål hin sene aften i Kolding, åbnede op for et svært valg. Nemlig mellem noget der var godt og noget der var godt. Det er ikke svært at vælge mellem godt og skidt. Det er langt sværere, når man – som i dette tilfælde skulle vælge mellem et potentielt spændende nyt job i Toronto og så muligheden for at være med til at bidrage til at Danmark fik en ny regering efter næste folketingsvalg.
Begge fremtidsscenarier var tillokkende. Men efter i et par dage at have overvejet for og imod, var det alligevel lysten til at se Danmark få en ny centrum-venstre-regering efter ti års borgerligt styre, der trak mest i mig. Det, og så at få mulighed for at afprøve, om det virkelig var muligt at tage tankerne og overvejelserne fra det sidste kapitel i Ledelse på kanten med ud på gaden – ud i den bøvlede, mangfoldige og ofte politisk komplekse virkelighed, som Danmark var og er.

Da beslutningen først var truffet, var der til gengæld ingen tvivl om, hvad min valgkampagne skulle hedde. Den skulle selvfølgelig hedde ”Et andet skema”. For det var det jeg ville sammen med de kommende forhåbentligt mange frivillige: Skabe et andet politisk skema i Danmark.

Chancen for at vi fik en ny regering var ikke uden for rækkevidde. Men at jeg selv ville blive valgt ind i det nye folketing og efterfølgende endda blive udpeget som ny kulturminister, lå absolut ikke i kortene. Til gengæld havde Marianne Jelved garanteret mig, at valget helt sikkert ville komme til efteråret. Underforstået efteråret 2010. Det gjorde det ikke. Det kom først i efteråret 2011. Så fortællingen om min valgkampagne, er også fortællingen om et projekt, hvis slutdato hele tiden flyttede sig. Først troede vi at valget ville komme til september 2010. Så november. Så januar eller februar 2011. Derefter var april en mulighed. Da det ikke blev til noget, var seneste chance juni, hvis det skulle være før sommerferien. Men nej, vil skulle helt frem til fredag den 26. august 2011, før daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen trykkede på valgknappen.

Derfor er beretningen om min valgkampagne også fortællingen om et projekt, hvis afsluttende deadline hele tiden ændrede sig. For dem af os, der var med fra starten, blev det lidt som at løbe ét langt maratonløb, hvor mållinjen hele tiden flyttede sig. Hver gang vi troede at nu var valget lige rundt om næste hjørne, blev det skubbet ud på ubestemt tid. Det skabte en mental stemning af at “sove-med-støvlerne-på” gennem mere end halvandet år. Men lad os komme i gang med fortællingen om et politisk projekt som på mange måder udviklede sig uforudsigeligt og samtidig helt efter bogen. Fra de allerførste skrøbelige kampagne-idéer over opbygningen af en reel kampagneorganisation til de sidste afsluttende hektiske tre ugers valgkamp, der sluttede med en kneben valgsejr for centrum-venstre-Danmark.

Bogens beretning strækker sig som sagt over en tidsperiode på mere end halvandet år, hvor alle arbejdede uden at få en krone for deres indsats. Til gengæld opfandt vi sammen en alternativ valuta, der bestod af lige del godt kammeratskab, politisk, faglig og personlig udvikling og ikke mindst etableringen af stærke, forpligtende sociale relationer. Relationer, der efter valgkampen har vist sig at være døre til nye og spændende projekter for mange af de involverede aktivister. I kølvandet af kampagnen har folk blandt andet fået nye jobs fordi de har kunnet referere til deres rolle i og erfaringer fra kampagnen. Andre er gået sammen om skabe firmaer eller har taget initiativ til nye fælles politiske projekter. Og andre igen fik lige det skub der skulle til for at søge ind på deres drømmeuddannelse.

Bogen består af vidt forskellige bidrag, skrevet af en række af de mest centrale frivillige. Den er tænkt lidt som et godt puslespil. Undervejs kan der være brikker, som ikke rigtig passer sammen. Men til sidst, når bogen er læst til ende og alle brikkerne – dvs. de mange forskellige personlige bidrag – ligger side om side, så skulle de gerne til sammen danne en sammenhængende fortælling om en kampagne som viste sig at være langt mere end blot ”business as usual”.

Opgaven lød på at udvikle et kampagnekoncept fra bunden, skabe en effektiv kampagneorganisation, rejse de nødvendige økonomiske midler og holde gejsten oppe hele vejen. Derudover besluttede vi at se projektet som en uddannelsesforløb, hvor et af succeskriterierne var at lære af de fejl, vi selvfølgelig gjorde undervejs. Holdningen var nemlig, at det var i orden at fejle. Vel at mærke under fire forudsætninger. For det første, at du er i stand til at identificere fejlen. For det andet, at du vil påtage dig din del af ansvaret. For det tredje, at du vil lære af din fejl. Og for det fjerde, at du vil gøre det anderledes, næste gang du står i den samme situation.

Og så en ting mere: At vi ville dele selvsamme erfaringer med dem, der havde lyst til at få del i dem. Det var ud fra denne ambition at idéen om en egentlig kampagne- og aktivisthåndbog voksede frem. Resultatet sidder du nu med i hånden.

Det er vigtigt for mig, at understrege, at bogen på ingen måde skal læses som en facitliste over hvordan man organiserer politiske kampagner. Men jeg håber alligevel, at de forskellige bidrag og historier der her er samlet til et sammenhængende dokument kan være med til at inspirere andre til at tænke lige så meget ud af ”kampagne-boksen”, som vi gjorde.
For det er der brug for, hvis ambitionen er en fornyelse af den demokratiske samtale og dermed det politiske engagement. Og er det ikke det? Det var i hvert fald motivationsfaktor nummer ét hos alle der var en del af Et andet skema-valgkampagnen.

Derfor håber jeg også, at den kampagnemæssige legesyge og idérigdom som de frivillige på Et andet skema-kampagnen havde, træder så meget frem mellem linjerne, at du som læser bliver smittet af den. Ja, selv får lyst til at involvere dig politisk og dermed tage stilling til, hvad det er for et Danmark du vil leve i og dermed hvilket Danmark du vil give videre til dine børn og børnebørn.

 

Uffe Elbæk, København efteråret 2012.

 

København kalder

Et var at sige ja til Marianne Jelveds opfordring til at gøre en reel aktiv indsats sammen med de andre radikale kræfter for at få en ny regering i Danmark. Noget andet var om jeg kunne få fornyet mit folketingskandidatur hos Sundbyøsterkredsen. Forhistorien var nemlig, at jeg allerede året før – 2009 – havde fået to følere fra det, man kan betegne som nogenlunde sikre radikale opstillingskredse. Det vil sige kredse, der med stor sandsynlighed får deres folketingskandidat valgt ind.

Men de to kredse lå udenfor København, og da jeg ikke havde lyst til at stille op et andet sted, end der hvor jeg bor, takkede jeg pænt nej tak til invitationerne. Hvilket for øvrigt udløste stor forundring blandt mine radikale venner. For hvis jeg stillede op i en af de nævnte kredse, ville det jo betyde, at jeg allerede fra valgkampens start nærmest havde det ene ben indenfor på Christiansborg.

 

Deres argumentation, kunne jeg selvfølgelig godt forstå. Men jeg har svært ved at se mig selv bo i København og så hver 14. dag tage ud til min kreds i provinsen. Det er der selvfølgelig mange folketingspolitikere der gør – pendler frem og tilbage imellem København og deres respektive kredse. Men for mig er glæden ved at være folkevalgt netop, at møde mine vælgere i hverdagen: på fortovet uden for min opgang, henne i Irma, i biografkøen eller hos frisøren. Hverdagskontakten til borgerne var og er helt afgørende for mig. Så jeg var ikke i tvivl: Hvis jeg skulle stille op for Det Radikale Venstre, skulle jeg gøre det der, hvor jeg bor. Det vil sige i hovedstaden.

 

I København var der foråret 2009 to ledige opstillingskredse. En på Frederiksberg og en på Amager, nærmere bestemt Sundbyøster. Frederiksberg ville egentlig have været helt perfekt, fordi det er der jeg bor. Men det var tydeligt at den lokale partiafdelingsformand ikke havde de samme centrumvenstre-ambitioner som jeg havde. Hvor jeg så til venstre, så han til højre. Tilbage var der den ledige plads i Sundbyøster-kredsen på Amager. En opstillingskreds der på dette tidspunkt ikke havde den store interne status i partiet, fordi antallet af radikale stemmer i den del af byen var særdeles begrænset.

Men hvis de gode lokale radikale kræfter i Sundbyøster ville have mig, ville jeg også gerne have dem. Og efter en god og lang samtale med den lokale partiformand, Anna Belinda Fosdal, besluttede jeg mig derfor for at gå efter at blive opstillet på forårsgeneralforsamlingen 2009. Det lykkedes og det var nu dette kandidatur, jeg skulle forsøge at få fornyet i april 2010. Endnu engang bakkede de lokale folk i Sundbyøster mit kandidatur op og deres indstilling blev bekræftet på årsmødet hos Hovedstadens radikale, som er den formelle instans der skal godkende hvilke radikale folketingskandidater der i sidste ende skal opstilles i Københavns Storkreds. For selvom jeg formelt var opstillet i Sundbyøster på Amager, så kunne alle i København jo stemme på mig til det kommende folketingsvalg.

 

Jeg var nu igen opstillet i Københavns storkreds, forankret lokalt i Sundbyøster. Foran mig lå derfor en interessant organisatorisk udfordring, som jeg deler med de langt de fleste andre folketingskandidater: Nemlig hvordan man som menig kandidat stabler en politisk kampagneorganisation på benene, når man som udgangspunkt har nul kroner, ingen frivillige og ingen offentlig platform at tale fra.

Der er givet mange der tror, at man som folketingskandidat har et større organisatorisk partiapparat i ryggen. Det er ikke tilfældet. I hvert fald ikke, hvis man er radikal folketingskandidat. I Det Radikale Venstre er det lang hen af vejen op til den enkelte folketingskandidat – dette gælder for øvrigt også spidskandidaterne – hvordan han eller hun vil nå ud til sine potentielle vælgere.

 

Kampagne-udfordringerne stod nærmest i kø. Nogle var af politisk art: hvilke politiske mærkesager jeg særligt skulle satse på i den aktuelle valgkamp. Andre var mere af organisatorisk og praktisk karakter: hvor skal pengene til kampagnen komme fra, hvor finder jeg et billigt trykkeri og hvem skal hjælpe mig med at hænge plakater op.

Endelig var der de mere taktiske og strategiske overvejelser i forhold til, hvordan min kampagne fik en politisk identitet og kulturel profil, der skilte den ud fra de andre radikale kandidaters kampagner. For som sagt så kunne alle vælgere i København jo stemme på mig. Dermed blev alle radikale folketingskandidater i København både mine nærmeste politiske kollegaer og samtidig mine hårdeste konkurrenter.

 

Lidt af et paradoks. Eller som en garvet radikal politiker engang beskrev det for mig: Udfordrerne er dem, du har foran dig. Fjenderne er dem, du har bag dig. Dermed mente hun, at det at være en del af et partis folketingskandidat-hold, er lidt som at være fodboldspiller på et superligahold. Du er ganske vist udtaget til at spille på holdet. Men indtil du er valgt ind, er du som de fodboldspillere der sidder ude på bænken, og bare håber på at en af holdkammeraterne inde på banen enten kører sig selv træt eller kommer ud for en skade, så man selv får chancen for at komme ind og spille.

 

“The missing link”

Gennem et efterhånden langt arbejdsliv, hvor jeg har været ansvarlig for både store som små kampagnerelaterede projekter, har jeg lært én afgørende ting. Nemlig at chancen for at ens projekt lykkes først og fremmest afhænger af, hvilke mennesker du får med på dit kampagneteam. For hvis man blot får de rigtige mennesker med på holdet, så skal man – selv uden den perfekte kampagnemanual – nok overvinde de udfordringer og konflikter som et givet projekt uværgerligt rummer.

I starten af juni måned øjnede jeg chancen for at få min første frivillige: Rasmus Nordqvist. Vi kendte hinanden fra både professionelle som sociale sammenhænge. Rasmus er en gudsbenådet designer og samtidig en skarp analytisk hjerne. Den helt rigtige kombination af kultur, kreativitet og politisk præcision som jeg vidste at kampagnen havde brug for. Så det ville på alle måder være et scoop, hvis jeg kunne få Rasmus til at sige ja til at indgå i mit kampagneteam.

 

Men inden Rasmus var klar til at beslutte sig for om han ville være en del af min valgkampagne, skulle vi først ud på en længere gåtur rundt om søerne i København. Vi startede ved Planetariet ved Gl. Kongevej og først på Dronning Louises bro sagde Rasmus for alvor ja. Til gengæld gik det stærkt derfra. Da vi nåede op til Østerbro-enden af søerne og igen vendte næsen imod Nørrebro, var vi allerede blevet enige om hvilken tre værdier og holdninger, der gerne skulle kendetegne det kommende kampagne-koncept: mod, solidaritet og nysgerrighed. Og da vi krydsede grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg havde vi også et ret godt bud på, de næste tre-fire personer, vi havde lyst til at overtale til at være en del af holdet.

 

De beslutninger der blev truffet på gåturen rundt om søerne, kom på mange måder til at præge og definere kampagnen helt frem til valgdagen halvandet år senere. Dermed blev samtalen mellem Rasmus og mig hin junidag i 2010 på mange måder “the missing link”. Det vil sige den mentale bro mellem en noget abstrakt beslutning om at stille op som folketingskandidat, og så rent faktisk at være det – altså tage både autoriteten og rollen på sig som en af Det Radikale Venstres folketingskandidater i København. Et identitetsskifte som ikke var uden problemer, for det der drev mig var jo først og fremmest, at vi fik en ny regering og først på anden eller tredjepladsen kom ambitionen om at gå efter at blive valgt ind. Men endnu vigtigere: med Rasmus’ ja, var det ikke længere bare mit projekt, det var vores projekt.

 

Projekt-paradoks og kampagnedesign

Uanset om man står overfor at skulle realisere et stort eller lille projekt, så bliver man nødt til at forholde sig til det jeg, i mangel af bedre ord, vil kalde “projekt-paradokset”. Nemlig det paradoks det ofte er, at man i starten af et givent projektforløb ofte skal træffe en lang række vigtige og afgørende beslutninger på projektets vegne. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor man næsten ingenting ved om de forudsætninger og præmisser, projektet skal realiseres under.

 

I tilfældet med Et andet skema-valgkampagnen var forudsætningerne og præmisserne nærmest larmende fraværende. Rasmus og jeg vidste i starten af juni måned 2010 blandt andet ikke hvornår valget ville komme, vi havde ingen kampagneorganisation på plads, vi havde ingen penge eller budget for den sags skyld og vi havde endnu ikke besluttet os for, hvilke politiske temaer der skulle præge kampagnen. Kort sagt:Vi vidste stort set kun, hvad vi ikke vidste .

Til gengæld er der, når man står umiddelbart før selve eksekvering af et projekt og ved det hele, stort ikke flere beslutninger at træffe. Og dette er projektparadokset: At når man skal træffe de afgørende strategisk vigtige valg i starten af et projektforløb, ved man ikke ret meget. Men når projektet til sidst skal eksekveres og man ved alt om projektets præmisser og den kontekst det indgår i, er der ofte ikke flere beslutninger at træffe.

 

(her skal figuren om videnskurve og beslutningskurve sættes ind)

 

I en sådan klassisk projektsituation er der kun to ting at gøre for at minimere det usikkerhedsvindue der altid vil være i mellem på den ene side beslutningskurven og på den anden side videnskurven.

For det første skal videnskurven løftes så hurtigt som muligt. Det vil sige at man skal tilegne sig så mange informationer som overhovedet muligt om det projekt-landskab man er på vej ind i. I vores tilfælde var det blandt andet hvilke erfaringerne der fandtes fra tidligere valgkampagner i København. Eksempelvis hvor meget kunne vi trække på den radikale partiorganisation – det vil sige sekretariatet på Christiansborg og hovedstadsforeningen. Var det overhovedet muligt at tiltrække sponsorater til en personlig valgkampagne? Ville virksomhederne ikke være tilbageholdende med at give penge til noget der var så partipolitisk betonet? Hvordan fik vi aktiveret vores kontakter og relationer i det kulturelle og politiske græsrodsmiljø i byen? Og hvem var egentlig vores kernevælger-målgrupper – hvis vi overhovedet skulle operere med sådanne?

Det andet man skal gøre er at skubbe så mange strategiske beslutninger som overhovedet muligt foran sig indtil det, man kunne kalde “det sidste seriøse beslutningsøjeblik”. Det vil sige det øjeblik, hvor det er bydende nødvendigt at man træffer en given beslutning.

 

Det var med denne projektforståelse, foruden KaosPiloternes projektdesign-model, at jeg og Rasmus gik i gang med planlægning og organisering af den opgave der lå foran os.

Den projektmodel som medarbejdere og studerende på KaosPiloterne i midten af 90’erne udviklede sammen med den amerikanske iværksætter og forretningsmand Dee Hoch (grundlægger af Visa International) er senere blevet opdateret af undertegnede. Modellen består af ni afklarende projekt-strategiske spørgsmål. De er:

 

0) Forhistorie. Hvad var baggrunden eller den udløsende faktor for at idéen opstod?

1) Idé. Hvad går den helt konkret ud på?

2) Behov. Ydre behov: Tager projektet afsæt i et reelt behov i samfundet? Indre behov: Hvad driver og motiverer de involverede?

3) Formål. Hvad er det overordnede formål med projektet? Er der vigtige delmål?

4) Værdier. Hvilke værdier og holdninger kendetegner projektet?

5) Koncept. Hvilke elementer indgår i grundkonceptet? Hvordan kan man se, at konceptet afspejler både værdier, overordnet formål, behov i samfundet og den grundlæggende idé?

6) Team. Rummer kerneteamet de kompetencer og kvalifikationer, der skal til for at løfte opgaven? Hvis ikke, hvordan involverer man så andre eksterne samarbejdspartnere?

7) Struktur. Hvilken organisationsmodel vil være den bedste i forhold til de udfordringer, projektet rummer? Hvilken juridisk form er ønskværdig? Beslutningsstruktur? Kommunikationsmodel? Andre formelle strukturer?

8) Praksis. Hvad er tids- og handlingsplanen for projektet?

 

De fleste projekter bliver født ud af given “forhistorie”, en hændelse eller udløsende faktor. I dette tilfælde var det Marianne Jelved, som stillede mig det helt rigtige spørgsmål på det helt rigtige tidspunkt (trin nul i projektmodellen). Hendes spørgsmål fik i hvert fald det udfald at jeg valgte at blive i København og ikke mindst gå aktivt ind i arbejdet med at skabe en folkelig opbakning til et regeringsskifte. Men selve idéen om valgkampagnen Et andet skema blev i første omgang udviklet af Rasmus og mig selv.

 

Hvis man tager udgangspunkt i projektdesignmodellen vil det sige, at Rasmus og jeg, da vi gik rundt om søerne, befandt os på modellens sjette trin (team-niveau). Men at vi umiddelbart derefter hoppede op på modellens trin ét (idé- niveau), for derefter at gå direkte ned på femte trin (konceptniveau).

Denne bevægelse fra teamniveau til idéniveau og derefter direkte ned på konceptniveau er både forståelig og logisk. Men den kan også betegnes som projektets Bermuda-trekant, for ved at gå direkte fra idéen til konceptudvikling risikerer man så at sige at forsvinde ind i sin egen idé, før man har vurderet, om den overhovedet svarer til et reelt behov i samfundet.

 

Nogle gange gør kærlighed blind, og hvis man først er blevet forelsket i sin egen projektidé og sit eget koncept, kan det være meget svært senere i projektrealiseringen at justere projektet i forhold til omverdenens behov.

KaosPiloternes projektdesignmodel anbefaler, at man fra idéniveauet går videre til trin to i modellen (behovsniveauet). Her foretager man en grundig omverdensanalyse af, om projektidéen afspejler og tager afsæt i et reelt behov i samfundet. Det er også her, man kortlægger motivmønstrene hos de mennesker, der er involveret i projektet. Hvad driver og motiverer den enkelte til at påtage sig projektopgaven?

  • Herefter formuleres det overordnede formål med projektet (trin tre).
  • Så identificeres og prioriteres de strategiske værdier, som skal være synlige i alle beslutninger og prioriteringer fremover i projektet (trin fire).
  • Først når både ydre og indre behov, formål og værdier er på plads, udvikler man det grundlæggende koncept for projektet (trin fem). Vel at mærke et koncept, der afspejler både projektets værdier, overordnede formål, behov i omverdenen og den oprindelige grundlæggende idé.

 

Ved at gå så grundigt og systematisk til værks opnår man dels at projektet er funderet i et eller flere væsentlige behov i samfundet, men også at kerneteamets medlemmer så at sige ser ud ad det samme vindue. Det vil sige, at man er enige om det overordnede formål og projektets strategiske værdier.

  • Når man også er blevet enige om projektets grundkoncept (trin fem), er man klar til at forholde sig til, hvorvidt kerneteamets kompetencer og kvalifikationer er tilstrækkelige til at løfte opgaven (trin seks). Hvis ikke, er det på dette tidspunkt, man involverer nye kræfter i projektets realisering.
  • Når både kerneteam og eksterne samarbejdspartnere er blevet identificeret, kan man i fællesskab tage stilling til organisationsform, juridisk status, beslutnings- og kommunikationsmodeller og så videre (trin syv).
  • Endelig bliver tids- og handlingsplan for projektet beskrevet (trin otte).

 

I virkelighedens verden vil man som projektteam givetvis hoppe frem og tilbage imellem de enkelte niveauer og trin i modellen, hvad Rasmus og jeg jo også gjorde under vores gåtur rundt om søerne. Men selv om man ikke følger projektmodellen slavisk fra trin nul til trin otte, sikrer modellen, at man altid ved, hvilket niveau i udviklingsprocessen man befinder sig på, samt at man har taget højde for alle de vigtigste aspekter af projektets realisering.

 

Hvad projektdesign-modellen også afspejler er hele dynamikken bag projektparadokset. For trinnene fra nul til og med fire er primært med til at øge forståelsen for den omverden projektet – i dette tilfælde valgkampagnen – skal realiseres i (videnskurven bliver flyttet op ad). Hvilket igen er forudsætningen for at man kan tage de rigtige beslutninger fra trin fem og frem til og med trin otte (beslutningskurven). Så på sin vis er projektparadokset og projektdesignmodellen hinandens forudsætninger.

 

Denne viden og forståelse bragte jeg med mig ind i valgkampagnen som min strategiske rettesnor fra den allerførste dag til hele kampagnen blev evalueret tre uger efter valgdagen. Det var med afsæt i projektparadokset og projektdesignmodellen at jeg forstod kampagnens dynamik og udfordringer. Men i et så komplekst projekt som en valgkampagne, hvor ikke bare målet (læs: valgdagen) hele tiden flytter sig, men hvor også medlemmerne i teamet løbende bliver skiftet ud, var denne projektforståelse langt fra en fælles viden hos de frivillige.

 

Det at der var stor videns- og erfaringsforskel mellem de enkelte aktivister så jeg som en grundpræmis for kampagnen. Men så længe, det overordnede formål og værdierne bag kampagnen var fælles eje, gjorde det som udgangspunkt ikke noget, at den enkelte frivillige eventuelt kun havde overblik over sin egen del af det samlede projektet.

For når alle projekt-brikkerne til sidst blev lagt ned ved siden af hinanden, ville den samlede kampagne fremstå som et helstøbt hele, set fra tilskuernes ståsted (læs: de potentielle vælgere).

 

Fra tid til anden kunne jeg selvfølgelig godt komme i tvivl om, hvorvidt dette også ville blive tilfældet. Men da valget langt om længe blev udskrevet skete det, som kampagneledelsen og jeg havde håbet på – men ikke mindst arbejdet målrettet efter: nemlig at Et andet skema-valgkampagnen i al sin kompleksitet satte et nyt niveau for, hvordan man i dagens Danmark kan lave politiske valgkampagner, der ikke taler til laveste fællesnævner, men derimod til det bedste i vælgerne. En valgkampagne som taler hele centrumvenstre-projektet op. Ikke bare Det Radikale Venstre, men også Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

 

At dette lykkedes skyldes en god blanding af dygtighed, timing, mod og en pæn portion held. Men heldet står jo som bekendt den kække bi. Og Et andet skema-kampagnen var på mange måder en kæk kampagne. Kæk forstået som positiv, konstruktiv og fremadrettet – ord og holdninger man normalt ikke forbinder med en valgkamp. For politiske valgkampe i Danmark er ofte konfliktsøgende og fokuserede på modstandernes svagheder og ikke mindst egne fortræffeligheder. Sådan var det ikke i denne kampagne. Her valgte vi en helt anden kommunikationstilgang. Allerede i juli måned 2010 var de grundlæggende principper og arbejdsmetoder i vores kommunikationsstrategi formuleret. Læs blot denne beskrivelse af kommunikationsplanen fra et referat fra et kommunikationsmøde der fandt sted i juli 2010:

 

…(kommunikations)konceptet for kampagnen Et andet skema er bygget op omkring følgende kommunikations-,  indholdsmæssige og etiske “byggesten”:

  • Det der kommer fra hjertet – når hjertet. Det vil sige at kampagnen skal opleves som både fagligt troværdig men også personligt relevant.
  • Der er mere på spil end blot at få valgt en radikal folketingskandidat. Du kan være med til at skabe en ny politisk dagsorden allerede i dag.
  • Det er sjovt at tage politisk stilling. Det giver energi at gøre noget.
  • Håb og humor starter med det samme bogstav. Uden humor og livsglæde ingen positiv social forandring.
  • Individet er afhængig af kollektivet og kollektivet er afhængig af individet. Der er brug for at genfinde en ny balance og dynamik mellem individets frihed på den ene side og fællesskabets interesser og behov på den anden.
  • Kvalitet i alt hvad vi gør. Vi går efter højeste fællesnævner.

 

Med afsæt i ovenstående byggesten, er det ambitionen at få kampagnens budskab og visionen kommunikeret ud til i første omgang:

  • den primære målgruppe (reformsultne, kreative, kulturelt og socialt interesserede, veluddannede og entreprenante borgere i København) og dernæst til:
  • den sekundære målgruppe (solidarisk indstillede, antiautoritære, græsrodsorienterede borgere i København).

 Ovenstående målgrupper er – udover i Det Radikale Venstre selv – at finde i første omgang i og omkring de mere udogmatiske cirkler af Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet. Og i mindre omfang hos de Konservative, Venstre og Liberal Alliance. Derudover vil kampagnen Et andet skema givet også tiltale tidligere radikale, som i sin tid blev motiveret af energien og entusiasmen omkring etableringen af Ny Alliance.

 Kampagnens Et andet skemas overordnede fortælling er, at vi ønsker et andet Danmark. Et modigt, kreativt, frit og ikke mindst økonomisk og miljøbæredygtigt Danmark. Et Danmark som forstår at det 21. århundrede er den sociale iværksætters århundrede (både indenfor den private, offentlige og frivillige sektor).

 Ansvarlige iværksættere, der ønsker at indgå i forpligtigende kollektive sammenhænge, med samfundets fælles bedste for øje. Og med en bevidsthed om, at den nuværende globale miljømæssige og økonomiske krise er danskernes mulighed for i fællesskab at formulere en ny økonomisk, social og kulturel strategi for Danmark.

En strategi som er mindst lige så ambitiøs, som den sidste store social innovations-bevægelse i Danmark for mere end 100 år siden. Hvor resultatet blandt andet var andels- og højskolebevægelsen og arbejder- og kooperationsbevægelsen. Og dermed det velfærdssamfund vi kender i dag.

 Derfor er budskabet og fortællingen, at vi vil et andet skema. Både for den enkelte og for samfundet som sådan. Et andet skema der rummer større livskvalitet og personlig frihed, mere økonomisk og social ansvarlighed, større iværksætterlyst og mere respekt for den klode vi lever på og af. 

 

Kommunikationskompasset           

I prioriteringen af kommunikations-kanaler tager kampagnen Et andet skema udgangspunkt i nedenstående kommunikationskompas. For kun ved at kommunikere gennem mange og meget forskellige kanaler og på mange og meget forskellige måder, sikrer vi at kampagnens budskab når ud til så mange danskere som overhovedet muligt:

 

Nedenfor en kort beskrivelse af, hvad de enkelte kommunikationsmæssige modsætningspar rummer:

 Envejskommunikation overfor interaktiv kommunikation: Her tager vi stilling til, om de informationer og budskaber vi ønsker skal ud, skal formidles gennem nyhedsbreve og historier i andre medier (envejskommunikation) og/eller gennem blogs og debatrum på kampagnes egen hjemmeside eller ved egentlige sociale events og/eller informationsmøder (interaktiv kommunikation)?

 Hjerte-kommunikation overfor hoved-kommunikation: Her tager vi stilling til, om de informationer og budskaber vi ønsker skal ud, skal være meget faktabaserede (hoved-kommunikation) og/eller baseret på meningsmættede og identitetsstærke historiefortællinger (hjerte-kommunikation).

 Etablerede mediekanaler overfor græsrods/undergrunds/sociale medie-kanaler: Her tager vi stilling til, om de informationer og budskaber vi ønsker skal ud, skal gå igennem etablerede mediekanaler (landsdækkende trykte og elektroniske medier) eller gennem græsrods/undergrunds/sociale medie-kanaler (ofte magasiner eller webbaserede medier).

 Individfokus overfor community-fokus. Her tager vi stilling til, om de informationer og budskaber vi ønsker skal ud, skal “vinkles” og formidles i forhold til  “slutbrugerens” individuelle behov og ønsker og/eller om informationer og budskab er rettet mere bredt til det interessefællesskab denne “slutbruger” indgår i og dermed også relaterer sig til.”

 

Men et er hvad man får skrevet ned i et referat fra et strategimøde. Noget andet er at sætte konkret handling bag ovenstående principielle overvejelser. Alt det havde vi endnu til gode, for hen over sommeren 2010 havde Rasmus og jeg kun øje for en ting: Kunne vi overhovedet rent praktisk nå at stable en kampagne på benene inden valget ville blive udskrevet (som Marianne Jelved jo havde sagt helt sikkert ville ske senest i efteråret 2010).

 

Så parallelt med de helt konkrete kampagneaktiviteter, såsom at få formuleret teksten til den første valgfolder, udviklet designet til valgplakaten, lagt det første udkast til et budget og sat datoen for det første officielle valgmøde var det bare med at finde så mange gode frivillige som overhovedet muligt. Hvilket ikke nødvendigvis var en let opgave, og slet ikke fordi den skulle løses hen over sommerferien.

 

Men da vi kom frem til august måned tegnede der sig alligevel de første konturer af, hvordan Et andet skema-kampagnen ville komme til at se ud det næste år. At der ville blive tale om en tidsmæssig marathon-kampagne, var der ingen af os der anede. Og godt det samme. For hvis vi havde, ville langt de fleste af os nok have overvejet en ekstra gang, om vi var klar til at forpligte os til et så langvarigt projekt.

Personligt tror jeg ikke, at jeg havde gjort det. For konsekvensen blev blandt andet, at jeg det næste år måtte gå ned på mere end halv løn. Med det resultat til følge, at jeg i løbet af kampagnen opbyggede en privat gæld på ca. 300.000 kr. (og det uafhængigt af, at selve kampagnen rejste mere end xxxxx kroner fra sponsorer og private donorer).

Det samme økonomipres var de frivillige i kernegruppen under og flere nåede undervejs smertegrænsen for, hvad de kunne stå på mål for, fordi den tid de brugte på kampagnen gik fra den tid de normalt brugte på deres arbejdsplads, i deres firma eller på deres uddannelsesinstitution.

 

Så jeg forstod om nogen godt, når kampagnen på kritiske tidspunkter mistede gode aktivister. Hvilket kun understregede, hvor vigtigt det var, at opbygge en kampagneorganisation der i sin form både var fleksibel, decentral og alligevel effektiv i sin beslutningsstruktur. Målet var at skabe en kampagne-organisation der kunne tåle at den fra tid til anden kom under pres – både indefra og udefra.

Indefra ved at en eller flere undergrupper måtte gå midlertidig ned i aktivitetsniveau når frivillige faldt fra og nye derfor skulle køres ind. Og udefra ved at organisation aldrig vidste, hvornår Lars Løkke Rasmussen valgte at trykke på valgknappen.

 

Usikkerheden om hvornår valget blev udskrevet, var, for de fleste af os, den mest iøjefaldende stress-faktor gennem hele kampagnen. Men også denne præmis forsøgte vi at tage højde for i den måde organisationen blev bygget op på og ikke mindst den måde vi prioriterede kampagneaktiviteterne. Mere om det lige om lidt.

 

Kampagne-lancering

Den xxxxx august stod jeg i Republikkens konferencelokaler på Vesterbro og skulle lancere kampagnen. Foran mig sad omtrent 40-50 mennesker. Nogen af dem kendte jeg fra radikale sammenhænge ikke mindst gode folk fra Sundbyøster-partiforeningen, andre igen var venner eller tidligere kollegaer og endelig igen var der – heldigvis – flere der bare var dukket op fordi de var nysgerrige og ville høre hvad jeg og kampagnen Et andet skema stod for.

 

Hen over sommeren havde vi, med hjælp af Jesper Sønderaas der blev kampagnens faste grafiske designer, fået produceret valgplakat, folder og ikke mindst kampagnens logo: et våbenskjold, der i sin udformning skulle kommunikere de tre værdier som kampagnen hvilede på. Mod – til at se fremtidens udfordringer direkte i øjnene. Solidaritet  – overfor de marginaliserede i samfundet. Nysgerrighed – på det der umiddelbart virker fremmed eller nyt for en. Resultatet blev et våbenskjold, hvis form skulle symbolisere mod, hjertet på skjoldet stod for solidaritet og øjet i hjertet stod for nysgerrighed.

 

Kampagnens grafiske identitet og udtryk skulle på den ene side være tro mod den overordnede radikale designmanual og på den anden side også fortælle sin egen distinkte historie: at Et andet skema-kampagnen var en del af den fælles radikale valgkampagne og samtidig helt sig selv. Denne loyalitetsbalance overfor både Det Radikale Venstre og samtidig et langt bredere centrumvenstre-græsrodsmiljø i København var en konstant udfordring gennem hele kampagnen.

 

Et andet kampagne-paradoks som blev synligt på det første lanceringsmøde var balancen mellem at Et andet skema-kampagnen fremstod som en “bevægelse” overfor det, den jo også var: en valgkampagne, hvis mål var at få valgt undertegnede ind i det nye folketing. Under den første del af fremlæggelsen sagde jeg helt ubevidst vi. Vi mener…..vi står for…vi har valgt…vi tror på…vi vil…vi har brug for…vi har lyst til…vi planlægger. Al den vi-snak fik på et tidspunkt en af tilhørerne til at stille mig et direkte spørgsmål: “Jamen, er formålet med den her kampagne ikke, at få valgt dig ind i Folketinget? Så hvad står DU for? Det er dig jeg er nysgerrig på. Ikke kampagnen som sådan.”.

 

Spørgsmålet kom helt bag på mig. For valgkampagnen var jo VORES og ikke bare MIN, synes jeg. Men selvfølgelig var spørgsmålet relevant. For godt nok var det overordnede mål med kampagnen at få en ny regering, men det konkrete mål var jo for pokker at få valgt mig ind i Folketinget.

Derfor var der selvfølgelig også en grænse for, hvor meget vi-identitet kampagnen skulle signalere. Omvendt hvis kampagnen ikke var et bredt appellerende centrumvenstre-projekt, troede jeg personligt ikke på, at den ville få den gennemslagskraft på græsrodsniveau som jeg og flertallet af frivillige havde ambitioner om.

 

Så inden vi overhovedet var kommet rigtig i gang med kampagnearbejdet, var to modsætninger og dermed potentielle konflikter blevet synlige i kampagne-organisationen. Den første modsætning var om kampagnen skulle vægte at have en selvstændig kulturel og politisk græsrodsprofil eller om den skulle læne sig mere entydigt op af Det Radikale Venstre. Den anden modsætning var om jeg som radikal folketingskandidat skulle stå i front eller om kampagnen skulle prioritere en mere kollektiv identitet.

I sådanne modsætnings-valgsituationer er det godt at tænke i paradokser. For hvad var der egentlig i vejen med en centrumvenstre-valgkampagne der bakkede op om en radikal folketingskandidat? Og at den selvsamme radikale folketingskandidat omvendt gjorde en dyd ud af sine centrumvenstre holdninger? Dermed ville kampagnen få det bedste af begge verdner: den mere traditionelle partipolitiske opbakning fra Det Radikale Venstre og den mere udogmatiske identitet fra græsrodskulturen.

 

Det var i hvert den identitetsmæssige beslutning vi nåede frem til i kampagnegruppen: Vi ønskede at kampagnen skulle stå på to ben. Et, der entydigt bakkede op om mig som radikal folketingskandidat og et andet der bredt argumenterede for en centrumvenstre-regering bestående af Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre med parlamentarisk opbakning fra Enhedslisten.

Denne måske noget utraditionelle løsning var der heldigvis opbakning til fra både den lokale radikale partiforening i Sundbyøster samt fra formanden for hovedstadens radikale forening, Mikkel Sarbo.

 

Lanceringsmødet på Republikken lå bag os, gruppen af frivillige var vokset fra Rasmus og mig til en gruppe på små ti engagerede personer, valgplakaterne og folderne var trykt, kampagnens kulturelle og politiske identitet og værdigrundlag var (i teorien) afklaret og der var enighed om, hvilke tre politiske emner jeg som folketingskandidat særligt skulle fokusere på i mine udmeldinger, nemlig: uddannelse, iværksætteri og kultur. Områder der lå og ligger mig meget på sinde og som jeg desuden har stor praktisk erfaring med.

 

(her skal sættes en navneboks ind med navnene på de frivillige på dette tidspunkt)

 

Det betød at da vi tog hul på september måned 2010 havde vi – forholdsvise – gode svar på de første fem trin af KaosPiloternes projektdesignmodellen:

 

0)Forhistorie: Kampagnen tog udgangspunkt i Marianne Jelveds  opfordring en sen nattetime til en fest i Kolding til, at jeg skulle indgå i det fælles arbejde på at få en ny regering efter næste valg.

1)Idé: Kampagnens idé var at skabe en positiv og løsningsorienteret valgkampagne der både bakkede op om en radikal folketingskandidat og samtidig argumenterede for en centrumvenstreregering bestående af Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre.

2)Behov: Kampagnen skulle tage afsæt i det faktum at rigtig mange danskere ønskede en ny regering. Men også et behov for at kunne engagere sig i politik som nødvendigvis ikke betød at man kun identificerede sig med et enkelt parti.

3)Formål: Kampagnens overordnede formål var i prioriteret rækkefølge: a) Skabe folkelig opbakning til en ny regering b) Vise at der er andre måder at engagere i politik på og c) Sikre nok stemmer i København til at jeg som radikal folketingskandidat ville blive valgt ind i det nye Folketing.

Og endelig:

4)Værdier: Kampagnens værdier var: mod, solidaritet og nysgerrighed.

 

Til gengæld havde vi kun vage eller slet ingen bud på de resterende fire trin i projektdesign-modellen. Dvs. på projektets koncept-, team-, struktur- og tids- og handlingsniveau. Før vi kunne komme med holdbare og bæredygtige svar på de sidste fire trin var det nødvendigt at løfte kampagnens videnskurve yderligere. Hvilket derfor blev det meget konkrete mål for vores kampagneaktiviteter i efteråret 2010. Vi satte blandt andet ind på følgende tre niveauer i organisationen:

 

1)      Ny og bedre viden om hvordan københavnerne på tværs af partiskel vurderede “rigets tilstand”. Herunder hvilke politiske emner og spørgsmål der optog borgerne netop nu.

2)      Opbygge nye relationer til personer og miljøer på den kulturelle og politiske (græsrods)scene i København.

Og endelig:

3)      Formulere klare politiske centrumvenstre-mål for kampagnen.

 

Viden, relationer og retning blev derfor kodeordene for de tre hovedaktiviteter vi satte i gang umiddelbart efter vores lancering af kampagnen hin august eftermiddag i Republikkens store lokaler på 1. sal i deres ejendom på Vesterbrogade. Tre forskellige aktiviteter med hvert deres hold af frivillige omkring sig, som arbejdede uafhængigt af hinanden, blev aftalt. Til sammen blev disse tre programpunker den aktivitetsmæssige rygrad på kampagnen helt hen til den dag et år senere, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen endelig udskrev valget.

 

De tre faste programaktiviteter blev:

 48 termokander: Hver anden mandag stillede en venlig københavner sin lejlighed, villa eller kolonihavehus til rådighed for en politisk samtale om et på forhånd udvalgt principielt samfundsspørgsmål.

Deltagerne var en god blanding af interesserede som tilfældig havde hørt om arrangementet samt venner og bekendte af værten.

Til hvert arrangement var der plads til ca. seks personer omkring bordet. Samtalen – der blev filmet og efterfølgende klippet ned og lagt ud på projektets hjemmeside – tog nøjagtig en time hver gang. I alt havde vi identificeret 48 principielle spørgsmål vi gerne ville have svar på. Alle spørgsmålene var bevidst renset for partifarve.

 

Her nogle eksempler på hvilke spørgsmål vi nåede omkring:

* Hvilken rolle skal fængselsstraf spille i bekæmpelsen af kriminalitet?

  • Har Danmark brug for et forsvar?
  • Hvilken rolle skal religionen spille i fremtidens Danmark?
  • Er der grænser for ytringsfrihed?
  • Hvilket ansvar har Danmark overfor sine tidligere kolonier?
  • Hvad er kongehusets fremtid?
  • Hvor langt går retten til at bestemme over eget liv og egen krop?
  • Indenfor hvilke områder vil de nye jobs i Danmark blive skabt?
  • Hvordan hjælper vi de mange ensomme danskere?
  • Hvad kommer efter vækstøkonomien?
  • Hvilken rolle spiller solidaritet i dagens Danmark?
  • Hvor stort er forbedringspotentialet i at organisere arbejdet bedre?
  • Hvordan prioriterer vi fremtidens velfærdsydelser?

 

48 spørgsmål = 48 møder = 48 termokander kaffe. Og så var navnet der: 48 termokander.

 

(her kan logoet for 48 termokander evt. sættes ind)

 

Det var blandt andet med afsæt i den viden og indsigt der blev produceret på denne lange række af tværpolitiske kaffemøder, at vi fandt frem til de tre centrale samfundsudfordringer for Danmark lige nu. Nemlig empati-, system- og klimakrisen. Disse tre udfordringer vil blive mere udfoldet beskrevet i afsnit xxxxx.

 

Klub mod: Den anden torsdag i måneden arrangerede vi en kulturel og politisk salon fra kl. 17.00 til 19.00. Hver gang var  programstrukturen den samme: Jeg interviewede først en person – en æresgæst – om hvem man kunne sige at vedkommende havde udvist stor samfundsmæssigt mod.

Efter interviewet, der tog ca. 45 minutter, var der dialog mellem den inviterede person og publikum og salonen sluttede som regel med et kunstnerisk indslag. På samme måde som programstrukturen var den samme gang for gang, var adressen det også. Nemlig baren Vela i Viktoriagade. Velas ejere Tina Bom og Isabel xxxx havde stillet de fantastiske barlokaler til rådighed for os og Vela blev det næste år vores faste kulturelle scene. Og selvfølgelig var vi også på Vela på selve valgaftenen. Meget passende var den første og sidste klub mod-æresgæst Marianne Jelved.

 

(her skal der være en liste over hvilke æresgæster og kunstnere der deltog på kulb mod fra start til slut. Plus logoet selvfølgelig).

 

AFUK- debataftenerne: Hvis man identitetsmæssigt skulle gradbøje de tre faste programaktiviteter var 48 termokander et tværpolitisk initiativ, klub mod havde en mere klar centrum-venstre-tone, men der blev sjældent snakket egentligt partipoliti, hvorimod de større anlagte debatarrangementer på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, eller blot AFUK, havde en klar centrumvenstre-profil og også partipolitisk fokus.

Til manges overraskelse valgte vi til de større debatarrangementer kun at invitere repræsentanter for socialdemokratiet, SF og de radikale (undertegnede) i panelet. Begrundelsen for denne prioritering var, at vi for det første ville undgå den sædvanlige mudderkastning mellem repræsentanter fra de daværende regeringspartier og så os i oppositionen. Men endnu mere vigtigt var det for os, at få afklaret hvad de måske kommende regeringspartier ville med magten og hinanden?

Igen bestod aftenens program af lige dele politisk debat og et kunstnerisk indslag. Og hver gang sluttede jeg med, at opfordrede publikum til at stemme på en af de tre parti-repræsentanter i panelet eller på Enhedslisten. Igen var det for at understrege kampagnens ambition om at snakke hele centrumvenstre-Danmark op og ikke kun et enkelt eller flere partier.

 

En særlig dimension i disse AFUK-debataftener var, at de fleste gange var det Mogens Jensen der repræsenterede socialdemokraterne og Pernille Frahm der repræsenterede SF. Hvilket gjorde, at vi tre politikere som månederne skred frem, fik en særlig relation til hinanden. Derfor var jeg også oprigtigt ked af, at Pernille Frahm ikke blev valgt ind i det nye folketing da valget først kom. For på disse debatarrangementer blev det tydeligt, at Pernille, Mogens og jeg på meget lang træk var enige om, hvordan en progressiv centrumvenstre-(kultur)politik kunne se ud.

 

(her skal vi huske at give eksempler på emner vi nåede at diskutere plus selvfølgelig billeder).

 

Udover at kampagnen gennem 48 termokander-møderne, klub mod-arrangementerne og AFUK-debataftenerne fik løftet den fælles videnskurve, så var disse faste programaktiviteter også et perfekt trænings- og uddannelseslokale for de frivillige, når det gjaldt at gøre sig organisatoriske og personlige erfaringer med hvad det vil sige at lave politisk kampagne-arbejde. De politiske og organisatoriske erfaringer som de frivillige fik ved at afvikle det ene efter det andet 48 termokande-møde, klub mod-arrangement eller AFUK-debataften blev guld værd i den afsluttende tre uger lange valgslutspurt september 2011.

 

Plan B og de tre kampagnebølger

Det var selvfølgelig en arbejdsmæssigt belastning for mange af de frivillige at skulle afvikle i gennemsnit tre til fire faste politiske og kulturelle arrangementer om måneden igennem et helt år. Det sled på dem og det sled på mig. Derfor blev jeg personligt også nødt til at have en plan B klar, hvis centrale frivillige af personlige eller jobmæssige årsager valgte at trække sig fra kampagnen. Denne plan B bestod i at se kampagnen som tre bølger.

 

Første kampagne-bølge rummede igangsættelsen af de af hinanden uafhængige programpunkter 48 termokander, klub mod og AFUK-debatarrangementerne. Anden bølge af kampagnen bestod i opbygningen af en mere sammenhængende kampagneorganisation med tydelig ledelses- og ansvarsfordeling, månedlige åbne informationsmøder, sociale begivenheder for de frivillige og så videre. Og endelig den tredje og sidste kampagnebølge, som startede den dag valget blev udskrevet.

 

(her skal der være en illustration af de tre bølger)

 

Hvor første kampagnebølge toppede skulle den næste tage over. Hvilket også gav mulighed for, at hvis man af den ene eller anden grund ikke ønskede at fortsætte i kampagnen eller ønskede at gå ned i tid var der nogle oplagte tidspunkter at gøre det på. Samtidig var det muligt for nye at træde ind på scenen og overtage nogle af de roller og kampagnejobs der eventuelt nu blev ledige.

 

Set i bakspejlet var denne kampagnebølge-strategi en af hovedårsagerne til, at vi kunne fastholde et så højt aktivitetsniveau gennem hele forløbet, selvom der på kritiske tidspunkter fandt personudskiftninger sted på centrale pladser i kampagneorganisationen. Første gang var da Rasmus Nordqvist og Sally Khallash overgav kampagneledelsen til Katrine Johansen, Nadja Kalnæs og Simon Holmgaard. Og igen da Kathrine og Simon gjorde det samme til Pia Toftdal og kommunikationsteamet de sidste tre valgkampsuger.

 

Disse rolleskift kunne have udløst ubehagelige statuskonflikter og smækken med dørene. Hvad der også skete fra tid til anden. Men konflikterne fik aldrig en karakter der var direkte truende for kampagnen som sådan. Og langt de fleste konflikter blev af de involverede håndteret både voksent og respektfuldt. Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg så kampagnen. Men som man kan læse andre steder i denne bog, bestod kampagnen selvfølgelig af mange virkeligheder. Virkeligheder, der var defineret af hvorfra man så kampagnen og ikke mindst, hvornår man var kommet med i arbejdet. Havde man været med fra starten? Eller var man kommet ind i anden kampagnebølge? Eller var man først hoppet med på den tredje afsluttende kampagnebølge og de sidste tre ugers intense valgkamp.

 

For selvfølgelig betyder det noget, hvornår man som frivillige kommer med ombord. Jo længere du har været en del af kampagnen, jo bedre bliver du til at se de indre kulturelle dynamikker og politiske dilemmaer, en organisation som Et andet skema selvfølgelig rummer. En anden faktor var, hvilke kampagneerfaringer den enkelte frivillige tog med sig ind i kampagnen. For nogen var det første gang de påtog sig et egentlig ledelsesansvar og for andre var denne valgkampagne blot den seneste af mange tilsvarende projekter. Troede de. For det viste sig, at Et andet skema valgkampagnen med sin indre dynamik og eksterne kreativitet overraskede selv de mest garvede kampagnefolk – inklusiv mig selv.

 

Da vi var kommet godt ind i 2011 – omkring februar måned – kunne vi svare nogenlunde begavet på de næste tre projektniveauer i projektmodellen. I forhold til grundkonceptet for kampagnen (trin 5) fremstod de tre programaktiviteter 48 termokander, klub mod og AFUK-debataftenerne som både sammenhængende og en god spejling af kampagnens værdigrundlag. Endnu havde vi dog ikke et klart billede af hvordan de sidste tre ugers valgkamp skulle se ud. Udover at vi begyndte at fantasere om et centralt placeret stort tomt butikslokale på Vesterbro, som vi under den sidste del af kampagnen kunne gøre til vores faste adresse.

 

Det var også på dette tidspunkt at et nyt aktivitetselement blev tilføjet kampagnen, nemlig et uformelt kaffe-informationsmøde hjemme i min lejlighed den første tirsdag i hver måned. Her kunne interesserede spontant møde op, hvis de havde lyst til at høre om kampagnen og ikke mindst få en direkte dialog med mig som folketingskandidat. På mange måder var det lidt af et eksperiment at åbne sit hjem for totalt fremmede. Og hver gang var jeg usikker på, om der overhovedet var nogen der ville møde op.

 

Men det gjorde der, i gennemsnit kom der vel otte-ti stykker hver gang. Men det var også det eneste der var sammenligneligt fra gang til gang. For de ting, folk spurgte ind til og havde lyst til at snakke om, varierede fra gang til gang. Nogen tirsdage var spørgsmålene meget personlige og gik på hvem jeg var som person og dermed folketingskandidat. Andre gang blev samtalen langt mere principiel. Eksempelvis om, hvad der politisk og kulturelt var sket med Danmark op igennem nullerne. Andre gange igen gik spørgsmålene på, om Det Radikale Venstre i slutspurten kunne finde på at gå sammen med de borgerlige partier. For hvis det var tilfældet ville jeg nemlig ikke få deres stemmer, var ofte tilbagemeldingen.

 

Når det kom til sjette og syvende trin i projektmodellen – team og strukturniveauet – var vi også blevet langt klogere. For det første var overgangen fra første til anden organisationsbølge gennemført. Rasmus og Sally havde på eksemplarisk vist overgivet ledelsesrollen til Kathrine, Simon og Nadja. Ligeledes kørte de tre faste undergrupper der stod for henholdsvis 48 termokander, klub mod og AFUK-debataftenerne (nogenlunde) stabilt.

Ligeledes var kommunikationsteamet blevet styrket ved at blandt andet Pia Toftdal og Karin Eriksen havde meldt sig på banen. Og endelig havde to bestyrelsesmedlemmer fra den radikale Sundbyøster-betyrelse – Erik Valentin Fischer og Kristine Nielsen – nu for alvor involveret sig i kampagnearbejdet. Erik som vores økonomiansvarlige og Kristine som allround aktivist. At disse to radikale bestyrelsesmedlemmer – udover den daværende bestyrelsesformand Esben Birk Mortensen – personligt involverede sig så engageret og målrettet var ikke mindst vigtigt, fordi der nu for første gang var en seriøs og stabil kobling mellem det faste team bag Et andet skema-kampagnegruppen og så det radikale bagland på Amager. Noget som ikke lå lige for. For langt de fleste af kampagnens aktiviteter – og dermed hele kampagnens kulturelle og politiske selvforståelse – tog afsæt i det kulturelle græsrodsmiljøet på Vestrebro og omegn.

 

I forhold til kampagnens eksterne relationer og samarbejdspartnere var der nu også et klart mønster. For de samarbejdspartnere, kampagnen havde ved årsskiftet 2010/2011 var de samme vi havde hele vejen frem til valgdagen: Vela blev vores faste kulturelle scene, AFUK og Republikken lagde lokaler til de større politiske arrangementer, kommunikationsvirksomheden Primetime og KBH projektkontor lånte os lokaler til de faste månedlige evalurings- og koordinationsmøder for alle frivillige i kampagnen, Attentionfilm hjalp os med redigeringen af samtalerne i forbindelse med 48 termokander-møderne plus de allerførste små kampagne-netfilm produceret af Amelia Hoy, på Kvinfo hentede vi gode navne på  kvindelige essay-skribenter til 48 termokande-hjemmesiden som for øvrigt fik server-adresse hos KathArt Interactive; We Love People og yespr stod for grafisk support, Katrina Schelin producerede den personlige portrætnetfilm, Peter Thomsen stod for de sidste tematiske netfilm og Christian Bonke og Jeppe Søgaard filmede en “bagom kampagnen”-dokumentarfilm. Endelig trak vi på juridisk kompetence hos advokat Steen Frederiksen og Klaus Samsø printede vores kampagne-T-shirts . Så hvis man på dette tidspunkt skulle tegne det organisatoriske billede af kampagnen ville den se sådan her ud:

 

(her skal der tegnes en model over kampagnen foråret 2011).

 

Men vi manglede stadig et klart billede af, hvordan de tre afsluttende kampagneuger skulle se ud (fase otte i projektmodellen). Ikke at der ikke blev lavet forskellige scenarier og planer for den afsluttende fase, for det gjorde der igen og igen. Men tiden var endnu ikke moden til at lægge sig fast på et endeligt program for de afsluttende tre sidste uger.

Det eneste vi dog var enige om var, at vi så vidt muligt ville genbruge de formater vi nu var trygge ved når det gjaldt 48 termokander, klub mod og debataftenerne på AFUK. Men hvordan den endelige prioritering skulle være var endnu ikke besluttet. Eller sagt på en anden måde: Sidste seriøse beslutningsøjeblik var endnu ikke kommet.

 

Den sene vinter og tidlige forår 2011 var derfor på den ene side præget af de faste kampagneaktiviteter og på den anden side en voksende frustration hos de kernefrivillige over at valget ikke blev udskrevet. En frustration som jeg også selv delte. For parallelt med kampagnearbejdet var jeg selv i gang med at starte nyt firma op, konsulentfirmaet Change the Game, sammen med tre andre. Og mine kollegaer på Change the Game ville jo også gerne vide, hvor de havde mig: Var jeg på eller var jeg ikke på?

Mit forår var derfor præget af den indre splittelse jeg havde mellem på den ene side mit politiske kampagnearbejde og på den anden side opstarten af Change the Game. Det sidste betød blandt andet indretning af vores nye lokaler på Christianshavn lige ned til kanalen på Wilders Plads.

 

Foråret betød også en skærpelse af den måde vi kommunikerede politisk på. I kommunikationsteamet var man nemlig enige om, at tre politiske mærkesager var to for mange. Eller at jeg i det mindste blev nødt til at rangordne dem. Jeg blev derfor venligt, men bestemt, presset til at skulle vælge hvilke af de tre emneområder uddannelse, iværksætteri og kultur jeg ville være kendt for, når vi kom frem til valgdagen. Det endte med at blive kulturen jeg valgte som mit særlige politiske område. Ikke fordi at de to andre områder ikke var vigtige for mig – for det var og er de – men kulturen lå og ligger bare tættest på mit hjerte. Sådan er det.

 

Valget af kultur som mit opprioriterede politiske område fik blandt andet den konsekvens, at kampagnens hjemmeside blev redigeret om, æresgæsterne på klub mod fik en mere entydig kulturel drejning og at mine klummer på avisen.dk – hvor jeg var blevet fast klummeskribent tidligere på foråret 2011 – fik et tilsvarende kulturelt indhold.

Målet for kommunikationsteamets arbejde blev, at når valget først blev udskrevet, skulle jeg blandt samtlige radikale folketingskandidater i København stå som den med den skarpeste kulturelle profil. Og derudover måtte ingen være i tvivl om, at mit hjerte bankede for en ny progressiv centrum-venstreregering.

 

Parallelt med disse interne kommunikationsbeslutninger begyndte min valgkampagne for alvor at blive taget seriøst. Både i og udenfor Det Radikale Venstre. Fra at have været lidt af en wildcard-kandidat, begyndte jeg nu i medierne at blive nævnt som en mulig toer eller treer efter Manu Sareen.

Formelt havde de radikale i København ikke en prioriteret kandidatliste, udover at partiet havde én spidskandidat i København: Manu Sareen. Alle øvrige radikale kandidater opstillet i Københavns Storkreds stod i princippet lige. Så hvis man skulle vurdere, hvilken politisk tyngde ens kandidatur blev tolket til at havde – og dermed eventuelle chancer for at blive valgt ind – blev man nødt til at ty til avisernes politiske analyser eller se på hvor mange penge ens kampagne fik af partiet.

 

Hvor mange penge man fik af den fælles partikasse, afhang meget objektivt af ens aktivitetsniveau og valgkampsoplæg. Kunne man dokumentere mange aktiviteter og/eller et overraskende kampagneoplæg, udløste det måske penge fra den fælles kampagnekasse. Her stod Et andet skema-kampagnen stærkt i forhold til de øvrige kandidaters kampagner i København. Dels havde vi været i gang længe og dels havde vi et godt bud på, hvordan de sidste tre kampagneuger skulle se ud. Resultatet blev derfor, at vi fik det næststørste kampagne-støttebeløb på i alt xxxx kr. Manu Sareen fik som partiets spidskandidat af gode grunde langt den største økonomiske opbakning fra partiet – alt andet ville også være useriøst.

 

Udover positive vurderinger i pressen og flot økonomisk opbakning fra Det Radikale Venstre i København, blev min interne position blandt de øvrige radikale kandidater styrket ved at en af de virkelig højtprofilerede radikale kandidater i København, Margrethe Wivel, trak sit folketingskandidatur. Hendes beslutning om at trække sig som folketingskandidat betød nemlig, at jeg overtog hendes opstillingskreds Sundbyvester (Islandsbrygge). En opstillingskreds der normalt har flotte radikale stemmetal. Og i hvert fald langt flere end Sundbyøster. Igen er dette lidt abstrakt valgmatematik, for alle i København kunne, når valgdagen oprandt, stemme på mig. Men pressen er meget opmærksom på, hvilken kreds man får som folketingskandidat. Hvis man får en stærk kreds smitter det af på mediernes vurdering af ens kandidatur.

Så da vi kom frem til sommerferien havde jeg altså både – set med valgtekniske øjne – fået en bedre opstillingskreds, styrket mit omdømme i medierne, men vigtigst af alt: kampagnen havde fået det næsthøjeste støttebeløb fra partikassen i København.

 

Hvor mange penge vi kunne nå at rejse inden valget blev udskrevet, ville være helt afgørende for, om vi kunne realisere de mange gode kampagneidéer, der nu lå klar til at blive realiseret. Derfor var den flotte opbakning fra de radikale i København ikke bare et stort økonomisk skulderklap men også et mentalt skulderklap. Lige det vi havde brug for på det tidspunkt. For indtil nu havde det kun været muligt at rejse materiale- og goodwill-sponsorater til kampagnen. Det vil sige at enkeltindivider, organisationer eller firmaer havde støttet kampagnen – og dermed mit folketingskandidatur – ved at stille eksempelvis gratis lokaler eller materiale til rådighed eller supporterede os med IT-infrastruktur og webkompetencer.

Uden denne omfattende materielle, faglige og moralske opbakning ville kampagnen aldrig have kunnet afviklet de tre-fire arrangementer om måneden gennem et helt år. Men rede penge var der jo også brug for, ikke mindst i den sidste valgkampsfase.

 

Den økonomiske opbakning fra de radikale i København var afgørende for os, men ikke nok, hvis vores planer skulle realiseres bare tilnærmelsesvis i forhold til hvordan de oprindeligt var tænkt. Derfor valgte jeg sidst i maj måned, at sende et personligt brev ud i mit nærmeste sociale netværk – det vil sige familie, venner og tidligere og nuværende kollegaer. I brevet opfordrede jeg dem til at indbetale et større eller mindre beløb til min valgkampagne-kasse.

Igennem mit professionelle liv, har jeg ofte skulle rejse penge til projekter og initiativer jeg var ansvarlig for. Men det var immervæk første gang, at jeg skulle bede folk jeg kender godt om at investere direkte i “mig” som projekt. For det var jo det mit folketingskandidatur var. Derfor var det selvfølgelig noget specielt at skulle sende dette brev ud i mit netværk.

 

Samtidig havde vi i kampagnen igen og igen oplevet at, at folk ikke har problemer med at stå op for en ikke-partipolitisk sag. Men at stå frem og støtte en given politiker eller politisk parti er stadig svært for mange. Ja, det er nærmest tabubelagt. Derfor var mine forventninger om en positiv reaktion også derefter da jeg sendte nedenstående brev:

 

”                                                                                                                  København, mandag den 16. maj 2011

Kære venner

 

Dette er et noget usædvanligt brev for mig at skrive. Det er nemlig både personligt og politisk. Personligt, fordi jeg vil bede dig om din hjælp. Og politisk, fordi din eventuelle opbakning er med til at øge min chancer for at blive valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre. 

 

Inden jeg fortæller dig, hvordan du kan hjælpe mig, skal du have lidt baggrund: Det er nu et år siden, jeg gik en god lang tur rundt om søerne i København sammen med min første frivillige, Rasmus Nordqvist. På denne gåtur formulerede vi sammen de første tanker, forhåbninger og ambitioner bag det, der i dag er valgkampagnen Et andet skema. En kampagne der har styrket min tro på, at danskerne gerne vil involvere sig i politik. Fra at være én frivillig for et år siden, er der nemlig i dag mere end 50 frivillige tilknyttet kampagnen.

 

Vi har afviklet tre eller fire politiske arrangementer hver eneste måned siden sidste sommer. Nogen har fundet sted på baren Vela i Viktoriagade (klub mod-arrangementerne). Andre er blevet afviklet på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (de politiske dialog-møder). Men langt de fleste har fundet sted hjemme hos københavnerne selv (48 termokander-møderne). 

 

Kendetegnende for hele kampagnen har været, at vi ønskede at slå et slag for et mere modigt, mere solidarisk og mere nysgerrigt Danmark. Et Danmark, hvor vi igen begynder at snakke med hinanden på tværs af de ofte fastfrosne politiske markeringslinjer.  

 Nu er vi gået ind i den sidste afgørende fase af valgkampen. Og det er her du kommer ind i billedet. Jeg vil nemlig gerne spørge dig, om du kunne overveje at:

 

1)      Afsætte en, to eller flere timer til at være frivillig i kampagnen. 

2)      Fortælle om kampagnen til dine venner og familie. Og/eller:

3)      Støtte kampagnen med 100 eller 200 kroner (eller måske mere?). 

 

Uanset om du vælger at støtte mig med din tid, dine relationer eller dine penge, skal du vide, at dit bidrag kan være helt afgørende for, om jeg bliver valgt ind i Folketinget.  

 

Du skal have tak, for at du tog dig tid til at læse dette brev til ende.

 

De allerbedste hilsener

 Uffe Elbæk

 P.S.: Kampagnens bankinformationer er: reg. nr.: 3306  og konto nr.: 4083427876″   

 

 

 

 

 

 

 

Men så skete det utrolige: Folk begyndte at sende penge til os. Langt de fleste sendte små beløb. Men nogen sendte helt op til 10.000,-kr og en enkelt satte19.000,-kr ind på kontoen.

 

At se pengene rulle ind var næsten uvirkeligt – i alt fik vi små 80.000 kr i private bidrag. Og det allermest glædelige var faktisk budskabet der lå bag disse små som store personlige bidrag. Nemlig: vi tror på jer, og vi tror på dit folketingskandidatur, Uffe! Det var som om vores selvtillid voksede for hvert støttebeløb vi fik. Dertil kom følelsen af ansvar overfor bidragsyderne – for den økonomiske opbakning var jo udtryk for at man “derude” regnede med, at vi kunne levere varen.

Godt nok var det stadig mere end usikkert, om jeg ville få stemmer nok til at blive valgt ind i det nye folketing (indtil nu havde København kun givet stemmer til et enkelt radikalt folketingsmedlem). Men selvom jeg ikke blev valgt ind, skulle man bagefter kunne sige om kampagnen Et andet skema, at den gjorde en forskel ved det kommende folketingsvalg.

Sådan var energien og ambitionsniveauet, da vi nåede frem til august 2011. Nu havde vi både et budget der økonomisk hang sammen, en lovende drejebog for de sidste tre valguger og en fast aktivistgruppe på små 50-60 mennesker som erfaringsmæssigt og organisatorisk var klædt godt på. Sidst men ikke mindst havde vi – langt om længe – fået vores eget kampagnekontor. Nemlig på Wildersplads 1 på Christianshavn. Egentlig tilhørte lokalerne Change the Game, men mine kollegaer på Change the Game havde nærmest uden videre besluttet, at deres måde at bakke mig op på, var at lade os få lokalerne frem til 1. oktober.

 

  • Økonomien, organisationen, kampagne-drejebogen og de fysiske rammer var nu på plads, og det var vores politiske analyse også. For resultatet af de hundredvis af samtaler vi i gennem det sidste år havde haft med hinanden og ikke mindst med københavnerne på vores 48-termokander-kaffemøder, var, at tre markante politiske problemstillinger var blevet synlige. Og hver rummede de en mere principiel udfordring eller krise, om man vil.

Den første udfordring handlede om vores manglende evne til at sætte os i den andens sted (empatikrisen). Den anden udfordring handlede om, hvordan vi får fornyet den værktøjskasse, vi som samfund bruger til at løse vores problemer. Især med fokus på, hvordan vi bliver dygtigere til at tænke på tværs af samfundssektorerne og andre udtjente kasse-logikker (systemkrisen). Den sidste udfordring handlede om den globale opvarmning (klimakrisen).  Som jeg formulerede det i et oplæg – som senere i redigeret form blev bragt i det politiske tidsskrift Ræson (for øvrigt samme dag som valget blev udskrevet):

“Empatikrisen

Som samfund er vi op igennem nullerne blevet dårligere og dårligere til at lytte fordomsfrit til hinanden, til at sætte os i den andens sted, og til at afvise at omgås hinanden med frygt og mistillid. Et eksempel på dette, er det dysfunktionelle arbejdsløsheds- og beskæftigelsessystem, vi i dag alle er så kede af. Her er det helt tydeligt, at vi står med et kontrolsystem, som er præget af, at staten hverken har tillid til kommunerne, de kommunale medarbejdere og da slet ikke til den enkelte arbejdsløse.

Vi er blevet så bange for, at enkelte bedrager systemet, at vi mistror og nærmest chikanerer den store majoritet af danskere, som aldrig kunne drømme om at snyde.

Dette menneskesyn går igen overalt i den offentlige debat: Ligesom de ledige bare vil dase, så vil indvandrerne nasse på vores sociale systemer, de offentligt ansatte laver ikke en skid og lærerne gider ikke lære vores børn at læse eller regne, fordi de mangler incitamenter til at gøre det. Vi danskere er, ifølge dette syn, en samling durkdrevne cost-benefit-maskiner, som allerhelst vil gøre så lidt som muligt, for at skrabe mest muligt til sig.

Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen, ja, sådan fremtræder den politiske “virkelighed”. Vi taler om “kærlige skub” til arbejdsløse, rating af folkeskoler og bedømmer i stigende grad kunsten på antallet af solgte billetter. Dermed glemmer vi, at den økonomiske videnskab faktisk beskriver summen af menneskelige handlinger. Hvis vi udelukkende abonnerer på det forkvaklede incitamentsorienterede menneskesyn, så taber vi vores evne til at forstå, hvad der i virkeligheden får mennesker til at sætte noget i værk.

 I den virkelighed, jeg lever i, kan jeg i hvert fald ikke genkende dette menneskesyn. Jeg oplever i stedet, at folk søger meningsfulde sammenhænge at bruge tid og energi i. De ønsker et job, hvor de føler sig værdsat og gør en forskel – ikke blot det job, med den højeste løn. De starter virksomhed fordi de har en drøm at forfølge – og ikke ud fra et incitament om at blive rig. Ja, nogen starter endda virksomheder for at hjælpe andre.

Denne slags virksomheder bliver der flere og flere af. Unge mennesker søger – heldigvis – ikke bare en lønseddel, men også et formål med deres erhvervsvirke. Og heri ligger potentialet til en social modbølge, som ganske vist endnu ikke er særlig synlig i det offentlige mediebillede, men som rummer kimen til det, der kunne gå hen og blive generation 2.0 af andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og kooperationsbevægelsen. Denne bølge vil sikkert ikke selv henvise til denne del af danmarkshistorien, men indholdsmæssigt og strukturelt vil de værdimæssige rødder vise tilbage til sidste gang, Danmark genopfandt sig selv. Vi har altså gjort det før! Dengang var det ved overgangen fra landbrugs- til industrisamfund. Om det også lykkes denne gang afhænger af, hvordan vi løser den systemkrise, vi står overfor.

Systemkrisen

Hvad der længe er blevet omtalt som en finansiel krise, er nu langsomt ved at blive benævnt korrekt som en strukturkrise for den danske velfærdsstat. I Danmark har vi nu officielt recession og alt imens arbejdsløsheden stiger, oplever vælgerne en mangel på nytænkning og politisk mod til at få Danmark ud af det dødvande, vi er havnet i. Ingen tør gøre en dyd ud af nødvendigheden. Ingen byder ind med nye “værktøjer” eller alternativer til de udtjente kasse-logikker.

Vores politiske diskussion koncentrerer sig om, hvilken fløj der kan skabe mest vækst. Det afgørende spørgsmål er dog, hvilken vækst vi ønsker. Hvilken type jobs har Danmark særlige forudsætninger for at skabe? Og hvordan indretter vi vores samfund mest hensigtsmæssigt til dette formål? Jeg mener, at begge spørgsmål finder sit svar i fremvæksten af en helt ny samfundssektor, som jeg i mangel af bedre navn, vil kalde den fjerde sektor.

 Under de rigtige politiske rammevilkår, er der grundlag for, at en samfundssektor vil vokse frem i konvergensrummet mellem den private, offentlige og frivillige sektor. Denne sektor kan rumme en mangfoldighed af nye typer af virksomheder og organisationer, som på den ene side agerer på markedsøkonomiens præmisser (med sorte tal på bundlinjen), men samtidig har det fælles bedste for øje (et givet økonomisk overskud går tilbage til det lokalsamfund, virksomheden er en del af). Dertil vil de være karakteriseret ved en organisationskultur, der er menings- og formålsdrevet (frem for i dag, hvor det stadig ofte er løn/magt/status der bruges som motivationsfremmende faktorer).

 Ovenstående er ikke kun et fremtidsscenarie, for der eksisterer allerede i dag talrige eksempler på det, jeg vil betegne som fjerdesektor-virksomheder. Det er virksomheder, som på den ene side er dybt professionelt ledede, som sætter en ære i at tjene deres penge selv, men som også – efter løn og investeringer – prioriterer deres overskud til almennyttige, samfundsgavnlige aktiviteter. De har samtidig en organisationskultur, der kan rumme både fastansatte, deltidsansatte og frivillige. Disse ildsjæle gør en forskel, selvom de næsten enstemmigt fortæller, at deres virksomheder løber ind i en næsten uoverskuelig række bureaukratiske forhindringer. Størstedelen af disse kan forholdsvist nemt fjernes, men det kræver først og fremmest, at vi forstår hvad det er for en sektor, som er ved at vokse frem.

Det er derfor på høje tid, at erhvervspolitikken får øjnene op for de muligheder, der ligger i den fjerde sektor. En sådan erhvervssatsning må ske parallelt med, at iværksætteri for alvor kommer på skoleskemaet. Det skal være sådan, at alle børn og unge op igennem det danske uddannelsessystem bliver undervist i iværksætteri. Både socialt entreprenørskab, klassiske former for opstart af kommerciel virksomhed samt lokale løsninger, som fremmer medborgerskab.

 Iværksætteri er for mig langt mere end et spørgsmål om erhvervsskatteprocenter. Iværksætteri betegner en grundlæggende handlingskompetence, der gør den enkelte elev i stand til at føre sine egne drømme og ideer ud i livet. Vi skal bevirke et mentalt skifte, så den studerende efter endt uddannelse ikke forventer at få et job, men der imod forventer at skabe et job

Disse tiltag er ikke blot gode ideer hver for sig, men bidrager tilsammen til at modvirke den fastlåste kasse-tænkning, som vores unge løber panden imod. Og der er i den grad brug for disse entreprenante unge, for hvem skal ellers møde de udfordringer, som fremtiden byder på?

Klimakrisen

Et enkelt problem overskygger alle andre sociale og politiske problemstillinger, vi står overfor. Mere end noget andet, så fordrer klimakrisen – ikke mindst af os i Vesten, men også fx BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) – at vi forlader Titanics dæk, og gør op med den udbredte benægter-tendens hos store dele af det politiske og økonomiske etablissement: Vi ved godt, at vandet strømmer ind på de nederste dæk, men hvad gør det? Musikken spiller jo stadig.

Denne krise er så alvorlig, at vi som politikere har et ansvar for at bruge alle de økonomiske og lovgivningsmæssige redskaber, vi overhovedet har i vores værktøjskasse, for at bidrage til en løsning. Her drejer det sig om alt fra gode rammevilkår for vores klima- og energiindustri over satsning på den kollektive trafik til opprioritering af klima- og miljøforskning. Denne problemstilling bør og skal være præsent i alle politiske prioriteringer!

 Masser af danskere er ivrige efter at yde deres til at gøre en forskel. Vi har derfor som et teknisk højtudviklet samfund en unik mulighed for, at levere de samfundsøkonomiske tiltag og tekniske løsninger, som hele verden har en fælles interesse i. Der er nok af problemstillinger at tage fat på for både videns-institutioner og den voksende ‘grønne’ industri, men det er også vigtigt, at vi ikke glemmer potentialet i mere lavpraktiske løsninger. På vores tekniske skoler er der fx et stort potentiale til at opfinde nye måder at genbruge endnu flere ressourcer på, og med vores traditioner for stærke og driftige andels-, højskole- og kooperationsbevægelser, kan vi måske vise nye veje for organiseringen af et bæredygtigt samfund.

Vi har derfor ikke kun et moralsk ansvar, men også en pragmatisk egeninteresse for at opprioritere dette område, for det er hverken tilfældigt eller ligegyldigt, at verden forbinder Danmark med cykelstier, vindmøller og grøn innovation.

En ny politisk dagsorden

Det er dog ikke kun Danmark, som kan og vil bidrage i denne retning. Selv et land som Kina, hvis økonomiske væksttal bringer misundelige blikke frem blandt regnedrengene i finansministeriet, fokuserer i stigende grad på kvalitativ frem for kvantitativ vækst. Kineserne har indset, at gårsdagens udviklingsstrategi, der kun fokuserer på mere, ikke er i landets langsigtede interesse.

Derfor er det på høje tid, at også vi tager en diskussion om, hvilken form for vækst vi egentlig ønsker. Og dermed også hvordan vi opgør vores bruttonationalprodukt. Robert Kennedy udtrykte allerede i 1968 det problematiske ved dette begreb: “BNP medregner luftforurening og cigaretreklamer (…). Det medregner destruktionen af vores skove, og tabet af vores naturlige vidundere i kaotisk bebyggelse. Det medregner specielle låse til vores døre og til dørene i fængslerne(…). Det medregner napalm, atomsprænghoveder og skudsikre politibiler til at bekæmpe optøjer i vores byer. BNP medregner imidlertid ikke vores børns sundhed, kvaliteten af deres uddannelser, glæden ved deres leg. Det medregner ikke skønheden ved vores poesi, styrken af vores ægteskaber, styrken ved vores offentlige debat og de offentlig ansattes integritet (…). Det måler kort sagt alt, undtagen det som gør livet værd at leve.”

 Den nuværende økonomiforståelse er baseret på materiel vækst som drivkraft, hvor både mennesker og markeder tørster efter højere forbrug. Dette er ikke bare problematisk, det er slet og ret ikke længere muligt. Vi står derfor nu i en paradoksal politisk og kulturel situation, hvor vi på samme tid blive nødt til både at udvide og begrænse vores vækstbegreb. Det må begrænses, når det gælder materiel vækst. Omvendt må vi udvide det, når det gælder kulturel og menneskelig vækst.

Hvis man tager udfordringen med ressourceknaphed alvorligt, vil det radikalt ændre den måde vi producerer, bor, rejser, uddanner og forbruger på. Desværre er vores politiske debat ikke fulgt med. Rigtig mange danskere aner allerede, at debatten har løsrevet sig fra virkeligheden, for vi ved jo godt, at vi ikke bare kan fortsætte som vi plejer.”

 

Sådan så vi verden, som vi sad der rundt om kampagnebordet i august 2011. Vi var enige om ovenstående tre grundlæggende samfundsudfordringer. Vi var også klar på at udfordre vækstbegrebet. Men allermest var vi klar på at gøre op med ti års borgerligt styre. Så det eneste vi reelt tænkte på var, hvornår Lars Løkke Rasmussen dog mon trykkede på valgknappen, for han blev ved med at udsætte beslutningen. Da han endelig gjorde det  – fredag den 26. august – kom det paradoksalt nok nærmest som en overraskelse for os.

 

Men den var god nok. Valget var udskrevet og selve valgdagen ville blive torsdag den 15. september. Det var nu, alt det vi havde planlagt og drømt om i løbet af det sidste år skulle stå sin prøve. Kunne vi virkelig gennemføre den afsluttende del af kampagnen som vi havde planlagt den? Kunne vi stå distancen, når de andre partiers traditionelle partimaskiner først kom op i omdrejning? Og det helt afgørende spørgsmål: ville tilstrækkelig mange københavnere, når de om tre uger stod i stemmeboksen, sætte deres kryds ud for mit navn på stemmesedlen? For der var jo virkelig så mange gode kandidater at vælge imellem. Både gode radikale, men også gode kandidater i de andre centrum-venstre-partier.

Alt var derfor stadig åbent den dag valget blev udskrevet – intet var givet på forhånd. Men her og nu var det eneste vi havde øje for denne formiddag, at nu skulle vi ha de små 400 valgplakater op i lygtepælene. For selvom ingen kan dokumentere værdien af de traditionelle valgplakater, er der ingen der tør lade være med at bruge dem. Det gjaldt også os. Så med Kathrine og Simon som de koordinerende kræfter blev alle nu sat i arbejde. Plakaterne skulle ud, og det kom de så. Per fod, Christianiacykel og bil.

 

Inden dagen var over, var langt de fleste plakater kommet op. Der hang mit portræt sammen med alle de andre folketingskandidaters. Selvom kampagnen havde været i gang i over et år, var denne symbolske og meget klassiske valgkampshandling – det at få hængt valgplakaterne op – et stort organisatorisk og mentalt selvtillidskick. Valgkampagnen var nu gået ind i sin sidste afgørende fase.

 

 

Kampagnen går ind i sin sidste fase

Hvor Rasmus og Sally i sin tid – ved årsskiftet 2010/11 – overgav den ledelsesmæssige fakkel til Kathrine, Simon og Nadja, da vi organisatorisk gik fra bølge et til bølge to, gav Kathrine og Simon (Nadja havde allerede på dette tidspunkt trukket sig ud af ledelsesgruppen) nu det koordinerende ansvar videre til Pia Toftdal og resten af kommunikationsteamet.

Begrundelsen for denne beslutning var, at kampagnen de sidste tre uger op til valgdagen primært ville være én stor kommunikationsopgave. En opgave, hvor den samlede fortælling om kampagnen og det, jeg står for som politiker, skulle fortælles på alle de kommunikationsplatforme vi overhovedet havde til rådighed.

 

Derfor blev kommunikationsteamet helt naturligt kørt i front. Dog blev Kathrine og Simon ved med at være et afgørende personligt og ledelsesmæssigt omdrejningspunkt for alle interne møder imellem de frivillige. Og Kathrine og Simon fik også til opgave at planlægge den praktiske nedlæggelse af kampagnen med alt hvad det indebar. Lige fra takkebreve til alle der havde hjulpet os igennem de sidste snart halvandet år over rengøring af lokalerne på Wilders Plads til evaluringsprocessen med de frivillige når at valget var overstået.

 

Mantraet for Kathrine og Simons arbejde var: du bliver bedømt på den måde, du går ned fra scenen på. Det vil sige, at uanset hvordan det endelige valgresultat blev rent stemmemæssigt, så skulle kampagnen lukkes ned med god stil. Det var det succeskriterium, som lå til grund for Kathrine og Simons afviklingsplan parallelt med at kommunikationsholdet for alvor gik ikke bare i tredje men fjerde gear. Hvilket de for øvrigt kun kunne gøre, fordi alle undergrupper gjorde det samme. For uden interessante valgrelaterede aktiviteter havde der jo ikke noget at kommunikere om.

 

Drejebogen for de sidste tre uger var præget af to principielle overvejelser. Den første var at afprøve om man kunne bruge en folketingskandidats valgkampagne til at sætte fokus på aktiviteter, miljøer og mennesker i København, som i det små allerede gør det, vi håbede en kommende regering ville gøre på nationalt niveau. Den anden overvejelse var, hvordan man bedst muligt fik understreget min kulturpolitiske profil.

 

Begge overvejelser kom også til at præge den måde jeg brugte min faste blog på avisen.dk de sidste tre valgkampsuger. Kampagnens kommunikationsteam havde nemlig besluttet at det var nu, vi skulle tage kampagnens arbejde med sociale medier til det næste niveau.

Indtil nu havde jeg parallelt med mine daglige indlæg på min egen facebook-side hver uge skrevet en fast blogtekst for avisen.dk. Men nu prøvede vi at smelte fire sociale medie-platforme sammen til en. Nemlig kampagnens hjemmeside, min facebook-side, min twitterside og endelig min blog på avisen.dk. Derudover blev meget af materialet også genbrugt på mine blogs på Kommunikationsforums hjemmeside og på Out and Abouts-hjemmeside.

 

På opfordring af Dansk Kommunikationsforening havde jeg umiddelbart før valget – på deres hjemmeside – forklaret hvorfor den direkte personlige kommunikation på de sociale medier spillede en så central rolle i min valgkampagne. Anderledes kunne det ikke være, når stort set alle kommunikationsaktiviteter i min valgkampagn handlede om at opbygge personlige relationer – både i den fysiske som digitale verden.

Der var jo pokkers til forskel mellem en politisk valgplakat i lygtepælen eller en indrykket annonce i lokalavisen, og så muligheden for den direkte personlige kontakt på debatmøder eller på de sociale medier. Det første er envejskommunikation eller information om man vil. Det andet er dialog og relationsopbygning.

 

Fra dag et i Et andet skema-kampagnen havde vi derfor været enige om at kombinere det helt gamle (det personlige fysiske menneskemøde) med det helt nye (brugen af de elektroniske sociale medieplatforme). Denne dobbeltstrategi løb som en røde tråd igennem alt, hvad vi kommunikationsmæssigt arbejdede med det sidste år.

 

Konkret betød det, at hver gang vi havde været vært eller initiativtager til et større eller mindre politisk eller kulturelt arrangement, fortalte vi umiddelbart bagefter om det på de digitale platforme som kampagnens hjemmeside, facebook, twitter eller blogs på relevante nyhedssites. Formål var at gøre den eksklusive samtale til en bred åben demokratisk debat, hvor alle kan være med.

 

Man kan også beskrive valgkampagnen Et andet skema som en lang række af meningsfulde politiske samtaler, som gradvis opbyggede en næsten personlig relation mellem mig som folketingskandidat og de mennesker, der fulgte kampagnen.

 

Denne konsekvente satsning på at personliggøre kampagnen, var forholdsvis uprøvet i dansk kampagnehistorie. Men at gå ned af den kampagnevej kræver altså også meget af folketingskandidaten. Alene mængden af tid man skal bruge på personligt at svare på alle de mange spørgsmål og henvendelser man får på sin facebookside. Personligt har jeg vel nok brugt i gennemsnit mindst to timer om dagen de sidste mange måneder af kampagnen på at svare folk. Men hvis jeg ikke gjorde det – svarede personligt – ville min troværdighed ryge på gulvet. For personen i den anden ende af debattråden kan med det samme fornemme, hvis det er en anden end mig, der svarer i mit navn.

 

Så hvis man ikke mener sit ønske om en reel dialog med borgerne alvorligt, skal man ikke bruge de sociale medier i sin kampagne. For den personlige troværdighed er alt, også på nettet. Det er også denne direkte personlige tone man kunne genfinde i den lille net-portrætfilm der blev lavet umiddelbart før valget blev udskrevet. Her forsøgte vi at vise, hvad det er for personlige og professionelle erfaringer, der har gjort mig til den politiker, jeg er i dag. På en måde inviterede jeg seeren ind på min personlige bagscene, for at vedkommende kan forstå, hvorfor jeg siger og gør det jeg gør, når jeg står ude på den politiske forscene.

 

Det vi lært undervejs i kampagnen, når det gælder arbejdet med de sociale medier, er:

1)      Relationer tager lang tid at bygge op. Så start ikke din facebookside tre uger før valget.

2)      Relationer er personlige. Du kan ikke overlade andre at svare i dit navn.

3)      Relationer kræver troværdighed og integritet. Du kan ikke være en person på nettet og en anden ude i det rigtige liv.

4)      Relationer går begge veje. Du skal have lyst til at høre på hvad personen i den anden ende af debattråden mener.

5)      (net)Relationer kan være starten på et reelt fællesskab. Men er det nødvendigvis ikke. Du skal derfor have gennemtænkt, hvordan du kan gøre dine facebook-venner til dine rigtige venner ude i den rigtige levende fysiske kampagneverden. Så hvad skal der til for at dine facebookvenner bliver til dine kampagneaktivister?

 

Det var ovenstående tanker og overvejelser der også lå til grund for den valgdagbog jeg skrev på avisen.dk gennem de afsluttende sidste tre uger af valgkampen. Min valgdagbog skulle være politisk inspirerende. Den skulle sætte fokus på alt det interessante og meningsfulde der sker i København, uanset hvad vi politikere ellers har tænkt at gøre eller ikke gøre efter valget. Den skulle opfordre folk til at tage stilling – ikke nødvendigvis til mit kandidatur men til hvilken regering man gerne så efter et valg – og endelig skulle min valgdagbog være en åben invitation til at involvere sig i min eller andres folketingskandidaters kampagner.

 

Jeg har nedenfor valgt at bringe alle dagbogsindlæg som de stod i avisen.dk. For hvis man læser dem fra ende til anden får man et godt indtryk af, hvad de frivillige i Et andet skema-kampagnen var ansvarlig for de sidste tre valgkampsuger. Derudover er der yderligere to dagbogsblogindlæg. Det ene er skrevet to dage efter, valgresultatet blev kendt og det andet er skrevet og lagt ud på avisen.dk ca. tre timer før jeg fik opringningen fra Margrethe Vestager, hvor jeg fik tilbudt jobbet som ny kulturminister i Helle Thornings nye regering.

 

 

Lørdag den 27. august – dagen efter at valget var udskrevet:

“Som I ved, har jeg gennem de sidste mange måneder skrevet en fast ugentlig blog her på avisen.dk. Det har på alle måder været en god oplevelse. Ikke mindst på grund af de efterfølgende kommentarer, dialog og gode råd fra jer læsere.

Som I også ved, stiller jeg op for Det Radikale Venstre i Københavns Storkreds, og i de næste tre uger vil jeg lave lidt af et blog-eksperiment. Hver dag vil jeg fortælle jer lidt om hvad der sker i min valgkampagne, og sammen med jer læsere, vil jeg sætte fokus på tre politiske områder, som er afgørende for Danmarks fremtid: iværksætteri, uddannelse og kultur.

Håber at I vil være med på dette blog-eksperiment?

Det tegner jo til at blive en kappestrid mellem Lars (Løkke Rasmussen) og Helle (Thorning) om, hvem der er den bedste kassemester for Danmarks økonomi. Det er et valg mellem en regering, som mener, den har gjort alt man kunne, for at løse de problemer, Danmark nu står i – og så en opposition, som ønsker at investere i Danmark, for at sætte ind mod arbejdsløsheden og andre af krisens konsekvenser.

Jeg – sammen med Det Radikale Venstre – peger entydigt på Helle som ny regeringsleder og vi vil knokle en vis legemsdel ud af bukserne for at få Danmark ind på en ny krus. Men jeg drømmer om meget mere end blot en ny regering.

Da min valgkampagne startede for mere end et år siden, var det vigtigt for mig og de frivillige, at komme bagom den dagsaktuelle politiske debat. Vi ville finde frem til de dybereliggende problemer, som det danske samfund står overfor – politisk, socialt, økonomisk og kulturelt. Gennem et års politiske samtale-arrangementer, identificerede vi tre essentielle områder: iværksætteri, uddannelse og kultur.

 

Rød og blå blok konkurrerer hele tiden om, hvis budgetter der kan løse de udfordringer, Danmark står overfor. Løsningsforslagene er forskellige, men målet det samme: Væksten skal sparkes i gang. Men vi har brug for meget mere end blot materiel vækst. Vi har brug for en vækst, som er både politisk, social, økonomisk og kulturel. Og derfor vil jeg kæmpe indædt for, at få iværksætteri, uddannelse og kultur øverst på den politiske dagsorden, for disse områder har potentialet til, at skabe tusindvis af nye ideer og samfundsvisioner.

Iværksætteri er en hjertesag for mig og betegner for mig en handlingskompetence, der gør hvert menneske i stand til, at føre sine drømme og ideer ud i livet. Med en styrket iværksætterkultur, bliver vi som samfund bedre til at identificere problemer i lokalområderne og derefter løse dem, vi bliver bedre klædt på til, at engagere os i den politiske diskussion, og vi får modet til, at turde satse på en idé, som ingen andre endnu er kommet på.

Genopfindelsen af Danmarks er afhængig af personligt initiativ, kreativ opfindsomhed og modet til at slå til når muligheden er der. Og som politikere skal vi have modet til, at styrke iværksætterkulturen på alle områder. Derfor har min valgkamp – Et Andet Skema – fokus på, at rykke iværksætteri frem i den offentlige debat. Vi vil insistere på, at fremhæve de daglige helte og forbilleder, som kan inspirere alle os andre. Og vi ønsker at diskutere, hvordan vi skaber de optimale rammer.

For i Danmark skal vi leve af de bedste ideer, så lad os komme i gang med at diskutere dem. Fra på mandag og ugen ud, tager vi for alvor hul på iværksætterdiskussionen.”

 

Mandag den 29. august:

” Weekenden har været intens med mobilisering af alle de frivillige, med første partilederrunde og med markante udmeldinger fra flere partier. Personligt er jeg rigtig glad for Margrethe Vestagers (R) udmelding om, at blokpolitikken hører fortiden til. Jeg ser alliancen med Lars Barfod som en demokratisk alliance, et håndslag på, at vi også skal tale sammen eftervalget. Og jeg mener, at hele det politiske system – i særdeleshed Christiansborg og de såkaldte politiske kommentatorer – har hårdt brug for at bryde med de fastlåste blokke, strukturer og sektorer, for de lægger låg på alle de ideer og muligheder, som kan skabes på tværs.

I denne uge har min egen valgkampagne, fokus på iværksætteri, og hver morgen starter vi med uddelingen af Dagens Skema (første gang i morgen tirsdag), hvor vi hædrer initiativer, foreninger, NGO’er eller virksomheder, som positivt bidrager til at udvikle den by, vi bor i. Både miljømæssigt, socialt, kulturelt og økonomisk.

Disse sociale iværksættere – som jeg også kommenterede i bloggen i lørdags – er med til at udvikle idéer til, hvordan vi løser nogle af de grundlæggende udfordringer i vores samfund. Det er mennesker, som skaber værdi for fællesskabet og den enkelte, og dermed er med til at genopfinde balancen mellem det forpligtende fællesskab på den ene side og individets frihed på den anden. Lidt ligesom med andels-, højskole-, arbejder- og kooperationsbevægelserne.

I weekenden var jeg på Amager for at dele valgmateriale ud på traditionel maner. Selvom det er godt at møde folk på gader og stræder, så oplever jeg ikke, at det er herfra den demokratiske debat blomstrer. Jeg kan derfor allerede nu love, at jeg vil fokusere på mere utraditionelle kampagnearrangementer, for jeg vil hellere sparke liv i en konstruktiv debat, end bare at lave reklame for mit eget kandidatur.

Derfor er den helt store opgave for denne uges kampagne, at bringe iværksætteri højere op på den politiske dagsorden. Det kræver de bedst og mest meningsfulde forslag og ideer, så jeg vil gerne spørge jer læsere, hvordan I tror, vi kan få de andre folketingskandidater, og ikke mindst medierne, til at tage iværksætteri alvorligt? Og så vil jeg også gerne høre, hvordan I mener, at vi tager hånd om alle de forskelligartede udfordringer iværksættere, ildsjæle og dagligdagens foretagsomme mennesker møder i hverdagen?

Jeg er selv blevet inspireret af de vidt forskellige modtagere af Dagens Skema (som vi går i gang med at afsløre hvem er, fra i morgen), men vi kan gøre meget mere for at styrke den underskov af virkelyst, som heldigvis allerede pibler frem overalt i vores samfund!”

 

 

Tirsdag den 30. august:

” Det jeg i dag ser allermest frem til, er at skulle uddele den første Et Andet Skema-pris. En pris der hylder initiativer og ildsjæle, som gør en forskel i København.

I dag går prisen til organisationen Giv Rum, som arbejder med at stille lokaler til rådighed for kunstnere og kulturelle aktivister i København. Det helt geniale ved denne græsrodsorganisation er, at de finder frem til ubrugte bygninger midt i København, for så at lave mere eller mindre midlertidige aftaler med ejerne, så bygningerne igen kan tages i anvendelse.

Christian og Jesper, som de to idémænd hedder, er et fremragende eksempel på socialt iværksætteri, der formår at skabe ny kulturel vækst med afsæt i ubrugte resurser. For kunstnerne og de kulturelle aktivister synes selvfølgelig, at det er fantastisk at kunne bruge de tomme bygninger, men også lokalområdet får tilført nyt liv og mere dynamik. Og ejerne af bygningerne, ja, de får passet på deres bygning og den kommercielle værdi hæves, da en ibrugtaget (modsat faldefærdig) bygning, fremstår langt bedre.

Giv Rum kalder det at udnytte byens “nedslidte mellemrum” til gavn for os alle. Og det er prisværdigt, hvordan de formår at få de private ejere, kommunen og alle de frivillige til at arbejde sammen om dette initiativ.

Derfor skal Giv Rum have den første Et Andet Skema-pris.

Og så et godt spørgsmål: hvorfor skal en folketingskandidat uddele priser? Jeg har to vigtige grunde. Den ene handler om alle de gode, konkrete og praktiske ideer, som ofte drukner i valgkampens overophedede politiske diskussioner. Opponenter kan uden at blinke (eller tænke…) påstå, at forslaget er urealistisk eller overtrumfe det med økonomiske sandheder(!), som altid synes at have forrang. Med Et Andet Skema-prisen sætter min valgkampagne fokus på nogle af de mennesker, organisationer og virksomheder, som allerede gør en forskel. Og dermed både inspirerer os og dermed viser os nye (eller glemte) veje ud af krisen

Organisationen Giv Rum gør netop det med deres “fra skrot til slot”-forvandling af byens “nedslidte mellemrum”. De skaber og tilfører værdi til ellers værdiløse bygninger og byggegrunde.

Den andet grund handler om, hvad en politiker skal være for en størrelse. Personligt vil jeg ikke fremstå som om jeg har den endegyldige løsning på nogen som helst problemer – og jeg bliver død irriteret, når jeg hører politikere, der blot gentager deres egne påstande og ikke gider høre på andres gode argumenter. Som politiker – med fokus på iværksætteri – ser jeg det som min fremmeste opgave, at skabe bedre rammer for de igangsættere og ildsjæle, som hver eneste dag gør en kæmpe forskel for København, for Danmark og for verden. Politisk mod betyder for mig, at jeg viser nysgerrighed og solidaritet med de mennesker, hvis liv jeg ønsker at forbedre.

Jeg håber meget, at nogen af jer vil være med til at hylde endnu flere ildsjæle de kommende dage.”

 

 

 

Onsdag den 31. august:

” I dag skal vi igen uddele Et Andet Skema-prisen, hvilket giver mig mulighed for igen at tale om det der står mig politisk nært: Lysten til at skabe.

Dagens modtagere af prisen er den socialøkonomiske virksomhed Bybi – eller Københavns Byhonning Kooperation. Når man hører, hvad de gør, tror man næsten, det er løgn. Ligesom gårsdagens modtagere Giv Rum, bruger Bybi byens uudnyttede rum – men til at avle bier!

Den grønne vinkel er, at bier er en truet dyreart, da deres naturlige habitater svinder ind. Men byen er faktisk et af biens bedste leveområder – hvis der vel at mærke gives plads til deres bistader. Og bierne bidrager massivt til byens biodiversitet, ved at bestøve alle vores træer og blomster, og giver dermed bogstavelig talt vores by flere farver og lugte.

Men den måde virksomheden er organiseret på er også helt særlig. For ikke nok med at Bybi producerer økologisk honning, de skaber også midlertidige arbejdspladser for hjemløse. Bybi er et godt eksempel på en virksomhed, som opererer i det, jeg kalder den 4. sektor (mellemrummet mellem den private sektor, den offentlige sektor og den frivillige sektor).

Man kunne godt forestille sig at Bella Centeret og Aktivitetscenter Sundholm, som er Bybis samarbejdspartnere, af sig selv indgik en form for offentlig-privat samarbejde, hvor man koblede aktivering og undervisning af hjemløse sammen med opsætning af bistader på taget af Bella Centeret. Man kunne godt forestille sig det, men det ville givet aldrig ske.

Oliver Maxwell og Københavns Byhonning Kooperation får Et Andet Skema-prisen, fordi de genopfinder andels  -og kooperationsbevægelsen generation 2.0. For med Bybi har København fået en virksomhed, der ikke har profitmaksimering som drivkraft, men derimod i alle aspekter har  fællesskabets bedste for øje. Som socialøkonomisk virksomhed gør de København smukkere, for uden bier i byen, ingen blomster eller frugttræer. Og de repræsenterer en ny tendens og en voksende forståelse af, at byens tage, baggårde og tomme arealer kan tages i anvendelse på helt nye måder – fx til “Urban farming” – eller bygårde som det ville hedde på dansk.

For at forstå konceptet forklarer jeg lige partnerskabet med Bella Centeret: Bella Centeret sponsorerer Bybi, så de får mulighed for at sætte bistader op på taget af centeret. Bybi engagerer hjemløse fra Aktivitetscenter Sundholm til på stedet – under optræning af den professionel biavler – at hjælpe til med produktionen. På taget af Bella Centeret produceres der så økologisk honning, som Bella Centeret bagefter køber.

Bybi får dækket sine omkostninger, sådan at de ikke er afhængige af en check fra det offentlige. De er med andre ord ikke på støtten, men finansierer sig selv! Bella Center får økologisk honning og en social profil, som lever op til deres ansvarlighedsstrategi. Aktivitetscenter Sundholm er blevet et aktivitetssted rigere, som giver de hjemløse en identitet og et dagligt gøremål. Og som tidligere nævnt, så er miljøet også en vinder. Det er da en fire-dobbelt vinderstrategi der vil noget.

Lignende forskelligartede fjerdesektorvirksomheder vokser allerede frem mellem den private, offentlige og frivillige sektor. De rummer en mangfoldighed af nye typer af virksomheder og organisationer, som på den ene side agerer på markedsøkonomiens præmisser (med sorte tal på bundlinjen), men samtidig har det fælles bedste for øje (et givet økonomisk overskud går tilbage til det lokalsamfund, virksomheden er en del af). Og vigtigst: deres organisationskultur er drevet af mening og almennyttige formål, og kan rumme både fastansatte, deltidsansatte og frivillige på samme tid.

Og de er lokale! Jeg er overbevist om, at lokale løsninger, hvor mennesker får øget mulighed for at indgå i meningsfulde sammenhænge, har langt bedre mulighed for succes, end selv det bedste, centralt udtænkte system.

Jeg mener derfor, at staten bør nedsætte en Task Force, som kan hjælpe mange flere offentlige institutioner til at se værdien af sådanne partnerskaber. Jeg er sikker på, at ildsjælene er der – og virksomhederne skal nok hurtigt indse værdien. Vi må dog indse, at satsningen på et sådant partnerskab kan virke uoverskueligt og besværligt for en offentlig sektor med presset økonomi. Ikke desto mindre er disse ideer simpelthen for gode til at lade gå til spilde!

Og lige for at undgå enhver misforståelse: det her handler ikke om – som man kan mistænke den engelske Cameron-regeringen for – at få frivillige til at løse statens kerneopgaver. Det er derimod konkret iværksætteri, som gør både offentlige institutioner og virksomhederne bedre til at opnå deres respektive mål, alt imens lokalområdet bliver den store vinder.

Første skridt er, at vores politikere har blik for denne sektor. Del derfor gerne endnu flere eksempler og erfaringer, for disse iværksættere fortjener vores fulde støtte!”

 

Torsdag den 1. september:

“I går (onsdag) blev en kort valgkampsdag i København for mit vedkommende. Årsagen var, at jeg umiddelbart efter at jeg havde besøgt den socialøkonomiske virksomhed Bybi, skulle til Stockholm i forbindelse med lanceringen af min seneste bog“Ledelse på kanten”, som netop er udkommet på svensk. Men i dag er jeg tilbage i kampagne-arbejdstøjet!

Dagen starter traditionen tro med endnu en uddeling af Et Andet Skema-prisen. Denne gang til det nyskabende kontorfællesskab og iværksættermiljø Republikken på Vesterbro. Republikken startede med at tre unge iværksættere ønskede at skabe de bedst tænkelige kreative rammer for sig selv og deres venner. Her nogle få år senere har Republikken tæt på 100 beboere (det hedder man, når man lejer en kontorplads på Republikken) og det oprindelige kontor er nu udvidet til flere etager. Ikke bare i baghuset, men også forhuset. Ambitioner er tårnhøje, og inden længe åbner Republikken både café og værksted for prototypeproduktion – et såkaldt Fab Lab.

Selvom Republikken har fået vokseværk som rækker langt ud over landets grænser, har de unge iværksættere aldrig solgt ud af deres oprindelige drøm: At skabe en solidarisk og kreativ ramme for den næste generation af iværksættere. Vel at mærke uden at få en eneste støttekrone fra det offentlige. Før her for et halvt år siden, hvor Bygge og Erhvervsstyrelsen fik øje for den åbenlyse inspirationskraft Republikken rummer. Så nu skal erfaringerne fra Republikken komme hele Danmark til gode. Heldigvis.

Senere på dagen skal jeg interviewe Jytte Hilden, til valgkampagnens første klub mod-arrangement. Jytte Hilden var for nogen en kontroversiel kulturminister. For os andre, var hun en minister der evnede at tænke ud af den politiske boks og vigtigst af alt: Havde oprigtige ambitioner på kulturens og kunstens vegne – også den kultur der kom fra græsrødderne.

Det er ikke tilfældigt, at vi har inviteret Jytte Hilden som den første gæst på klub mod. For kulturen som politisk emne, har stort set været fraværende i den politiske debat i valgkampen indtil  nu. Det vil jeg og mit kampagnehold gøre vores til bliver anderledes fra nu af og frem til valgdagen.

Når kulturen bliver for enøjet kommerciel eller decideret tilbagelænet – f.eks. alene for at tækkes seertal eller publikums behov for at se de(t) kendte – er det kulturpolitikernes rolle, at byde ind med forstyrrelser, forandringer, kreative provokationer. Her var Jytte Hilden som kulturminister både interessant og vital. Det var ikke alle kulturfolk og kunstinteresserede der var tilfredse eller (fagligt) enige med Jytte Hilden som minister. Men ligegyldig var hun langtfra. Det samme kan man ikke sige om de sidste ti års kulturpolitik, som må gå over i historien som det kulturpolitiske mest uinteressante årti i mands minde.

Kom endelig ned og hør min samtalen med Jytte Hilden kl. 17.00 i dag på den gode bar Vela i Viktoriagade. Der er gratis adgang og højt til loftet.”

 

Fredag den 2. september:

” Dagen er startet med en rigtig god nyhed. Endda en rigtig, rigtig god nyhed. Nemlig at der kan skabes tusindvis af nye praktikpladser over de kommende år, hvis en aftale mellem Danmarks Almene Boliger og Dansk Byggeri ellers holder vand.

Kort fortalt vil almene boligorganisationer og byggevirksomheder inden for Dansk Byggeris medlemsområde samarbejde om at oprette og bevare praktikpladser. Aftalen kan vise sig at være redningen for de over 10.000 lærlinge, der i dag mangler praktikpladser.

Med afsæt i de 20 milliarder kr. som er afsat til renovering og investering i den almene sektor, er der indgået et partnerskab om at tænke på tværs og arbejde sammen for at oprette og bevare praktikpladser i forbindelse med bygge- og renoveringsarbejder.

I april skrev jeg en blog her på avisen.dk om det skandaløse ved at alle disse unge stod uden praktikpladser og den manglende politiske opmærksomhed på problemet. De unge på de tekniske skoler fortjener bedre end oplevelsen af fiasko og blindgyde midt i deres uddannelse. Derfor er det særdeles opløftende at se, at de almene boligorganisationer og byggevirksomheder forsøger at løse problemerne, når nu vi politikere åbenbart ikke kan.

Men initiativet udstiller også den uddannelsespolitiske skandale, der har været stiltiende accepteret det sidste årti. Hvis en tredjedel af gymnasieeleverne ikke havde mulighed for at fortsætte i 3.G, så er det helt sikkert, at både politikere og interesseorganisationer ville komme op i det røde felt. Jeg bliver derfor nødt til at gentage mit spørgsmål: Hvorfor har den borgerlige regering accepteret, at der ikke er lærlingepladser til en tredjedel af de studerende, som starter på de tekniske skoler?

Den partnerskabsaftale, som i dag er indgået, skaber mange praktikpladser, men den løser ikke problemet alene. Derfor skal en kommende regering som noget af det første gøre noget ved dette akutte problem. Og der er masser af muligheder. Blandt andet kan vi tænke praktikpladser ind i den satsning på energirigtige renoveringer, som mit eget parti Det Radikale Venstre netop har foreslået.

Tilbage til min valgkamp. Her til formiddag skal jeg overrække dagens Et Andet Skema-pris til den socialøkonomiske virksomhed Baisikeli. Virksomheden er startet op af to unge iværksættere, der har formået at genopfinde begrebet cykelforretning. Niels Bonefeld og Henrik Smedegaard havde fået den sympatiske, men også umulige idé, at de ville sende brugte cykler fra hittegods og forsikringsselskaberskabernes lagre til Afrika. Hurtig tog den ene cykelrelaterede idé den anden. Og i dag driver Baisikeli både cykeludlejning og produktion af cykler med afsæt i en socialøkonomisk tankegang.

Uden en eneste offentlig krone i ryggen er Baisikeli i dag med til at sikre, at mennesker i Tanzania og Sierra Leone har billig adgang til bæredygtig cykeltransport. Men ikke nok med det. Den unge virksomhed har også investeret i design og produktion af en hel ny type cykel, der langt bedre dækker transportbehovet i fattige områder rundt om i verden.

Baisikeli får derfor Et Andet Skema-prisen for deres forbilledlige evne til at løse en i princippet umulig opgave ved at se muligheden, når den er der. Lidt som det nye partnerskab mellem Danmarks Almene Boliger og Dansk Byggeri. Begge historier rummer håb for fremtiden.”

 

Mandag den 5. september:

” Da jeg i sidste uge gik i gang med at blogge fra min valgkampagne, var det lidt af et eksperiment. Dels, fordi jeg skulle skrive hver dag. Og dels, fordi jeg i bloggen både havde lyst til at fortælle om, hvad der skulle ske på den konkrete dag, samtidig med, at teksten også gerne måtte komme omkring en større principiel politisk problemstilling.

Som ugen gik udviklede det sig til en større fortælling om, hvordan vi i Danmark kan styrke iværksætterkulturen. Og mere specifikt den socialøkonomiske iværksætterkultur. Derfor valgte mit kampagnehold også at give den daglige Et Andet Skema-pris til fire forskellige socialøkonomiske virksomheder i København. Den første prismodtager var græsrodsorganisationen Giv Rum, herefter fulgte Biby, Republikken og Baisikeli. Alle fremragende eksempler på en helt ny strømning på iværksætter-scenen: Det, at man godt kan kombinere god forretningssans med et overordnet socialt formål.

Hvor uge 1 af valgkampen stod i iværksætteriets tegn, har vi besluttet at uge 2 skal have fokus på kulturen og kunsten. For kulturen og kunsten har desværre en tendens til altid at blive glemt. Både i valgdækningen (Politiken og Børsen gør lige nu et prisværdigt forsøg på at ændre den tradition!), men ikke mindst ved de årlige finanslovsforhandlinger.

Står det til mig, skal dette laves om. I min politiske optik burde kulturpolitikken flyttes fra sin nuværende position som et marginalt politikområde til at være et helt centralt og dermed opprioriteret politisk område. Allerhelst så jeg, at kulturen og kunsten som dimension var tænkt ind i alle de øvrige politiske områder. Det vil sige, at kulturen og kunsten spiller en aktiv rolle i vores erhvervspolitik, socialpolitik, uddannelsespolitik etc.

Hvorfor? Fordi man i kunsten og kulturen kan tage spørgsmål og emner op, som det er meget svært at tage op i nogen anden sammenhæng. Jeg tror, at vi alle har oplevet at gå ud af biografen, teateret eller spillestedet og har haft oplevelsen af, at vi er blevet mere menneskelige. Dvs., at vi er blevet klogere på, hvad det vil sige at leve et rigtigt og nuanceret liv – også når det gør ondt. Det er dét god kultur og kunst kan: Den kan gøre os klogere på os selv og de menneskelige relationer, vi indgår i.

Men kunst og kultur er også benzinen for mange af de nye arbejdspladser, der netop nu bliver skabt som erstatning for de gamle industriarbejdspladser, der enten holder helt op med at eksistere eller flytter ud af landet. En helt ny undersøgelse fra sidste uge kunne afdække, at den kreative industri i København er det hurtigst voksende eksporterhverv i København. Den kreative industri er det lokomotiv, der skal drive den danske vækst i de kommende år. Allerede for to år siden var der i den kreative industri i København ansat 60.000 mennesker, og der var en omsætning på ca. 20 mia. kr. (tal fra Erhvervs- og byggestyrelsen).

Så kultur og kunst gør os ikke bare klogere, men også rigere. En bedre kombination kan man næsten ikke finde.

Hvis man skulle pege på en virksomhed, der netop har fanget denne vinder-opskrift, så er det Artrebels. Artrebels får denne mandags Et Andet Skema-pris, fordi vi har lyst til at tage hatten af for denne kreative hybrid af en kommerciel reklame- og kommunikationsvirksomhed, kulturelle græsrodsorganisation og skarpe festarrangør.

Hvis man klikker sig ind på deres hjemmeside, kan man godt blive helt rundtosset over, hvor meget gang i den, de har. De driver både agentvirksomhed, reklamebureau, designvirksomhed, netshop og som noget helt særligt, så afvikler de hvert år en af byens mest interessante kunst og musikfestivaler: Trailerpark Festival. Det er ikke mindst pga. denne festival, at vi har lyst til at give dem Et Andet Skema-prisen. For Trailerpark Festivalen er simpelthen den dejligste og mest legesyge blanding af avantgarde billedkunstfestival, queer-mødested, gadefest og elektronisk lydjungle.”

 

Tirsdag den 6. september:

I dag tirsdag glæder jeg mig især til at diskutere iværksætteri sammen med Mogens Lønborg (C) og Trine Mach (F). Det foregår sidst på eftermiddagen på Republikken, og det skal nok blive interessant. Som I ved, er det meget vigtigt for mig, at Danmark får en endnu stærkere iværksætterkultur.

Som optakt til aftenens debat vil jeg kort her præsentere jer for en konkret idé, som jeg vil tage med til mødet (og I må meget gerne give mig feedback på den i kommentarfeltet nedenfor). Jeg vil foreslå, at vi forsøgsvis indfører en støtteordning for de næste 5 år, som giver små nystartede virksomheder uden reelle ansatte (dvs. ansatte, som ikke ejer en del af virksomheden) en støtte, der svarer til privat løntilskud, til deres første reelle ansættelse. Det vil altså sige rundt regnet 10.000 kr.

Privat løntilskud er i dag en effektiv ordning, som skaber jobmuligheder for ledige. Mit forslag adskiller sig dog fra den eksisterende ordning på to vigtige områder. For det første følger støttekronerne ikke den ledige, men virksomheden. Det er en vigtig pointe, for jeg tror faktisk, at de fleste virksomheder har en ganske klar idé om, hvem de har brug for i deres virksomhed.

For det andet, så skabes der hermed jobs i nyopstartede virksomheder. Støtten har derfor en dobbelt vækstskabende effekt, da den både er målrettet nye jobs (frem for at erstatte en allerede oprettet funktion i en større virksomhed) og hjælper nye virksomheder til at vokse. Der findes nemlig et ikke udnyttet vækstpotentiale i alle de små virksomheder, som pga. usikkerheden for øjeblikket ikke tør tage springet til at være arbejdsgiver for andre end iværksætteren/iværksætterne selv.

Og ordningen kan vise sig at være udgiftsneutral, for ved at flytte en person fra forsørgelse til arbejde, opnår staten både en større skatteindtægt, samtidigt med, at antallet af ledige vil falde. På sigt kan det tilmed blive en rigtig god forretning!

Ligesom de nye iværksættere har brug for opbakning og bedre vækstbetingelser, så har kulturen og kunsten det også. Som jeg skrev i går, er der et stort potentiale i den kreative industri. Et af de steder hvor man gør en særlig indsats for at bakke kunstnerne og kulturfolkene op, er Fabrikken for Kunst og Design. Stedet huser over 50 lejemål for professionelle billedkunstnere, designere og beslægtede faggrupper, samtidigt med, at de er engageret i både lokale og internationale samarbejdsprojekter.

I dag får Fabrikken for Kunst og Design Et Andet Skema-prisen for deres særlige evne til, at skabe et yderst produktivt og mangfoldigt kunstnerisk iværksættermiljø midt i København. Fabrikken for Kunst og Design er helt enestående – også sammenlignet med lignende kunstneriske produktionsmiljøer ude i Europa. Jeg håber derfor oprigtigt, at Fabrikken for Kunst og Design i fremtiden vil få den politiske opbakning – både lokalt og nationalt – som de har fortjent.”

 

 

Onsdag den 7. september:

Når man gennemfører en valgkamp, som den jeg står midt i lige nu, dukker der selvfølgelig idéer op undervejs, som er så gode, at den oprindelige slagplan bliver nødt til at blive justeret.

I den vægtklasse bød den forgangne uge på to ideer. Den ene var, at jeg og et team af frivillige skulle hilse københavnerne godmorgen, når de cykler hen over broerne på vej på arbejde. Det skulle ikke bare være en almindelig hilsen, men en helt særlig hilsen. Hvis du i den kommende uge derfor passerer enten Knippelsbro, Dronning Louises Bro eller Langebro i tidsrummet mellem kl. 07.30 og 08.30, er der en chance for at møde undertegnede og et hold gode kampagnefrivillige. Og hvis du gør det, vil du forstå, hvad det særlige i den idé går ud på.

Den anden idé tager afsæt i den kontakt, der i løbet af kampagnen er blevet etableret til det kulturelle (bygge)kollektivBureau Detours. Bureau Detours er et herligt kreativt sammenrend af designere, kunstnere, arkitekter og gedigne håndværkere. Sammen med dem har vi forsøgt at materialisere hele filosofien bag min valgkampagne ved at skabe et fysisk produkt. Nemlig en række politiske og kulturelle dialog-stole.

Disse dialog-møbler vil i de kommende dage blive opstillet forskellige velvalgte steder i det københavnske byrum. Som en slags fysisk pant på, at den demokratiske, levende samtale stadig findes. På den måde bygger møbel-projekt direkte videre på et andet delprojekt af min valgkampagne – de såkaldte 48 termokander-møder. Begge har nemlig den politiske dialog som omdrejningspunkt.

Hvor 48 termokanderne var et tværpolitisk initiativ, har dialog-møblerne en klar politisk afsender: Min valgkampagne Et Andet Skema. Men selvom møblerne forholder sig direkte til den aktuelle valgkamp, har de forhåbentlig stadig værdi, også efter at det sidste kryds er sat i stemmeboksen. For uanset hvem der vinder valget (og jeg håber jo selvfølgelig, at det gør oppositionen), er der brug for at vi danskere begynder at tale sammen igen på tværs af de alt for fastfrostne politiske skillelinjer.

I den henseende har nullerne på alle måder været et rædselsfuldt politisk årti. Et årti hvor et lille politisk flertal har talt og handlet hen over hovedet på et tilsvarende stort politisk mindretal. Den fejl skal vi ikke gentage i tierne. Uanset hvem der vinder nøglen til statsministeriet.

Den demokratiske healingproces vi har brug for i Danmark, kan for eksempel starte med en oprigtig samtale med en fra “den anden blok” – hvor du lytter mere, end du taler. Hold derfor godt udkik efter disse dialog-møbler i de kommende dage. Og når du får øje på dem, så inviter din nabo, ven, kæreste eller politiske modstander til en samtale i dem. Det er det de er bygget til.

PS.:  at vi skal kører rundt i byen og sætte dialog-møblerne op i morgen, bliver der ikke uddelt nogen Et Andet Skema-pris i dag. Men det gør der igen i morgen. Og det glæder jeg mig sådan til!”

 

Torsdag den 8. september:

I dag skal jeg ud og give Et Andet Skema-prisen til en person, som med et lille lavteknologisk initiativ forsøger at bidrage konstruktivt til løsningen af et stort globalt problem. Det handler om plastikposer. Og ikke mindst hvad vi kan sætte i stedet.

Jeg tror de færreste kender til omfanget af de miljømæssige problemer vores forbrug af plastikposer skaber. Derfor lidt statistik: Hvert år bliver der på verdensplan brugt over 100 milliarder plastikposer – eller hvad der svarer til en 200.000 plastikposer i minuttet! En plastikpose kan tage op til 1.000 år om at nedbrydes, og selv derefter udskiller den giftstoffer. Verdenshavene er fyldt med plastik, hvilket i sig selv udgør en miljømæssig katastrofe, og til produktionen af alle disse plastikposer, bruges omkring 12 mio. tønder olie årligt.

Klaus Samsøe får i dag Et Andet Skema-prisen dels for hans indsats for at mindske brugen af plastik-poser, og dels for hans evne til at blande mode, kunst og bæredygtighed. Gennem 25 år har Klaus Samsøe kombineret bæredygtighedstænkning med en interesse for at producere smykker, tøj og møbler. Når han eksempelvis bygger møbler er det ud af kasserede træpaller fra Dansk Retursystem. Og når han – som han netop er gået i gang med – producerer stofposer, gør han det af kasseret stof fra De Forenede Dampvaskerier. Hvert år kasserer De Forenede Dampvaskerier 250 tons stof, f.eks. duge, håndklæder og sengetøj. Det er disse bjerge af kasseret stof, Klaus Samsøe genbruger i sin produktion af stofposer, for at vise, at der er et reelt alternativ til alle de plastik- eller papirsposer, som vi i dag ellers bruger. Og som prikken over i’et bliver stofposerne produceret i et samarbejde med Kriminalforsorgen.

På den måde opstår en vinder-formel, som også kendetegnede Bybi, en af sidste uges prismodtagere. Nemlig en forretningsmodel, hvor alle vinder. De indsatte i fængslerne får meningsfuldt arbejde, produktionsmaterialet er stof som ellers ville blive smidt ud og forbrugerne får skiftet plastikposen ud med en stofpose, der ikke forurener miljøet. Alle vinder.  Dermed bliver Klaus Samsøe endnu et godt eksempel på en socialøkonomisk iværksætter, der skaber værdi både for lokalsamfundet, en marginaliseret målgruppe og sig selv.

På politisk niveau – både lokalt og nationalt – bør vi tage ved lære af projekter som det, Klaus Samsøe her har sat i søen. Og forhåbentlig kan de være med til, at vi i Danmark får lyst til at tage teten i forhold til at erstatte plastikposerne med ordentlige miljøvenlige indkøbsposer. Allerede nu er der flere lande rundt om i verden der har indført deciderede forbud mod plastikposer (eksempelvis Kina). Og andre lande igen har pålagt plastikpose-produktionen så hårde afgifter, at det ikke længere er rentabelt at producere plastikposer (bl.a. Irland).

Reaktionen fra plastikindustrien har ikke ventet på sig. I  USA foregår der lige nu et massivt lobbyarbejde fra plastikfabrikanternes side overfor politikerne – lidt a la det man i sin tid oplevede fra tobaksindustrien side. Der er derfor brug for både kreative løsninger og politisk vilje, hvis det skal lykkedes os at løse de omfattende globale problemer med forurening fra plastikposer.

Det er i ovenstående sammenhæng man skal forstå betydningen af det stofposeprojekt, som Klaus Samsøe netop har sat i søen. Hvis I kender andre lignende eksempler ville det være dejligt, at I delte dem med os her på bloggen.”

 

 

Fredag den 9. september:

Dagbog fra en valgkamp: Hvor er de store ideer for kunsten i Danmark? Hvor er visionerne for international kulturudveksling? Og hvorfor er der ingen som vil tale om det under valgkampen?

Dagens Et Andet Skema-modtager går til Københavns Internationale Teater (KIT) som gennem mere end 30 år har været en konstant inspirationskraft for Danmarks teaterscene. KIT – og ikke mindst Trevor Davies og Katrien Verwilt – får prisen fordi de viser os kunst fra hele verden og bliver ved med at udvikle nye koncepter for internationalt teater i Danmark. Midt i en valgkamp som mest går op (eller ned!) i såkaldte nøgletal for vores alle sammens husholdningsregnskab, synes jeg at det er vigtigt, at vi lige stopper op, tager en pause fra bundlinjesnakken, og vender blikket ud mod verden.

I hele august gjorde KIT det muligt at opleve internationale gæstespil med Metropolis-festivalen for scenekunst. Med 19 produktioner satte de byen, bylivet og byboerne under lup ude i Københavns mange forskellige byrum. Og mere end 20.000 byboere og andre gæster fik mulighed for, at opleve ny og international scenekunst. Næste skud på stammen bliver en nycirkus-turné rundt til 13 teatre i hele landet.

Vi bliver simpelthen nødt til, at turde tænke stort og højt når det gælder kunsten og kulturen. Prøv at følg mig i et enkelt idé-eksperiment: Vi nedlægger Det Kongelige Teaters Gamle Scene og bruger den i stedet til gæstespil, således at vi med den stolte gamle scene rækker ud mod det nye og ukendte, og kulturelt åbner (det officielle) Danmark op for de frie danske scenekunstnere og scenekunst fra udlandet. Og så kunne vi lade balletten flytte ud i Operaen, hvor der måske tilmed kunne findes mange fordele ved at samle balletten og operaen under samme tag.

Skal vi gøre det? Eller ville en så radikal løsning derimod spænde ben for ambitionen om at vi i Danmark fortsat kan skabe teater, opera eller ballet på allerhøjeste kunstneriske niveau, som det Kongelige Teater jo er garant for. Jeg ved det ikke. Men min pointe er, at vi kulturpolitikere i tæt dialog med kulturmiljøerne, kunstnerne og ikke mindst kulturforskerne stille alle de forbudte og selvkritiske spørgsmål. For den måde vi i dag har organiseret vores kultur- og kunstliv er jo ikke noget der for altid er givet. Det kunne måske godt se anderledes ud. Og dermed både styrke kvaliteten og fornyelse på den danske kunst- og kulturscene.

Hvis I sidder inde med gode, tankevækkende og udfordrende ideer til hvordan vi i fremtiden skal prioritere og organisere kunst og kulturlivet i Danmark, så del dem endeligt med mig og hinanden. For en ting er sikkert: Vi bliver nødt til at tænke udogmatisk og være klar til at handle efter større visioner end “sådan plejer vi at gøre”. Der er ingen hellige køer i den debat! Men masser af kærlighed til kunsten og dens potentialer for at skabe et klogere og mere udfordrende samfund.”

 

 

Mandag den 12. september:

Det er i år 50 år siden Viggo Kampmann (S) grundlagde Ministerium for Kulturelle anliggender. Ved sådan en lejlighed er det oplagt (og givetvis tiltrængt) at se sine egne kulturpolitiske darlings efter i sømmene og i samme ombæring måske skyde et par andre hellige køer ned på vejen. For hvis vi fremadrettet skal have et bæredygtigt kultur- og kunstliv, er det nødvendigt at prioritere og gentænke, hvordan vi fra politisk hold skaber de bedst mulige rammer og vækstbetingelser for det.

Jeg går derfor i dag ud med et større kulturpolitisk udspil, jeg har kaldt Kulturens Marshallplan. Den indeholde en lang række konkrete anbefalinger og initiativer, der forhåbentlig kan skabe fornyet fremdrift på vores større og mindre kulturscener og -miljøer. Planen tager afsæt i fire principielle kulturpolitiske spørgsmål: Hvordan højner vi kvaliteten i kultur- og kunstlivet? Dernæst: Hvordan sikrer vi større fornyelse og iltning i kultur- og kunstlivet? For det tredje: Hvordan styrker vi armslængde-princippet (for dem, der hat glemt, hvad det er: politikerne skal lægge de overordnede økonomiske rammer – men eksperter og fagfolk skal selv fordele midlerne)? Og endelig: Hvordan får vi åbnet de etablerede kulturinstitutioner op overfor resten af samfundet, så det ikke er de samme (hvide, velbjærgede, midaldrende) mennesker der går i teateret, til koncerter eller til ballet?

Mine anbefalinger er ikke kun flere midler til kulturen (selvom det nu er tiltrængt på visse områder). For mig er udfordringen snarere at gentænke nogle af de støtteordninger, som findes i dag, samt kærligkritisk udfordre nogle af vores bærende kulturinstitutioner. Herunder Det Kongelige Teater, hvor jeg blandt andet anbefaler at den Kongelige Ballet flytter ud på Operaen, for at vi kan frigive Gamle Scene til fremtidens danske og internationale scenekunst. Du vil senest mandag eftermiddag kunne læse hele det kulturpolitiske udspil på min kampagnehjemmeside Et Andet Skema.

Men inden jeg offentliggør mit kulturudspil skal jeg ud og give Et Andet Skema-prisen til Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK). AFUK får dagens Et Andet Skema-pris, fordi de har skabt et helt unikt lærings- og talentrum for nogle af de byens mest kreative, fritænkende unge. AFUK består i dag af en række selvstændige skoler og foreninger, bl.a. AFUK´s Daghøjskolen, AFUK`s produktionsskole, Foreningerne Ørkenfortet og InnerCirq samt den professionelle forening PAK. Den mangfoldighed og professionalisme som kendetegner miljøet, er for mig en stor inspiration. Godt at Københavns Kommune og ikke mindst kulturborgmester Pia Allerslev bakker så flot op om afuk’erne.

Men Kulturministeriet bør også lade sig inspirere. For hvor Sverige allerede for mange år siden etablerede en egentlig videregående artistuddannelse (med fokus på nycirkus), så er AFUK det eneste sted i Danmark i dag, hvor man kan uddanne sig til nycirkus-artist. Det er selvfølgelig op af bakke at drive uddannelse uden anerkendelse fra statens side. Derfor bør en ny kulturminister som noget af det første tage initiativ til, at artistuddannelsen på AFUK får status som nycirkus-uddannelse under Statens Teaterskole. Andet kan vi ikke være bekendt.”

 

 

Tirsdag den 13. september:

” I dag skal jeg ud og overrække græsrodsorganisationen Teori & Praksis Et Andets Skema-prisen. Teori & Praksis og deres hjemmeside, med dens kalender-, artikel- og videoside, tiltrækker både unge og gamle, som gerne vil dele deres viden og erfaringer med andre.

Succesen hviler på Teori & Praksis’ imponerende evne til at formidle selv kompleks viden i øjenhøjde. Selv siger initiativtagerne bag Teori & Praksis, at de ønsker at gøre det nemt at dele og få adgang til byens bedste idéer på tværs af faglige discipliner, institutioner og miljøer. Det synes jeg er en Skema-pris værdig. For som jeg har skrevet efterhånden mange gange før her på bloggen, så har vi brug for at mødes på tværs, skabe nye relationer og dele af al den viden, som er tilgængelig.

Ord som netværk og vidensdeling er blevet floskel-ord, som alle arbejdspladser og organisationer kaster om sig med. Men så meget desto vigtigere er det, at vi fremhæver de gode og relevante eksempler, hvor det faktisk lykkes på en meningsfuld og handlekraftig måde.

Hemmeligheden bag Teori & Praksis’ fremgang er givet deres evne til netop at blande – ja – teori og praksis. Langt væk fra universitetets auditorium, oppe på fjerde sal i en gammel fabriksbygning på Enghavevej. Deroppe under taget bliver ikke bare indholdet til hjemmesiden produceret. Det er også der, mange af Teori & Praksis’ offentlige møder, konferencer og workshops finder sted.

Det hele er startet af en lille gruppe videbegærlige unge. Og det, der begyndte som en god idé, er nu vokset til et omfattende netværk af frivillige skribenter og redaktører. Og i bedste Teori & Praksis-stil deler de nu ud af alle deres erfaringer med det at starte en organisation og virksomhed med alle dem, der står i en tilsvarende situation.

Det næste skridt for Teori & Praksis er at finde de rigtige investorer, så det der nu er et frivilligt græsrodsinitiativ kan gå hen og blive en reel virksomhed der skaber lønnede jobs. Den udfordring står Teori og Praksis ikke alene med. Oppositionen har allerede et skrapt fokus på de erhvervsmæssige muligheder inden for klima og velfærdsteknologi. Men vi skal huske på, at der også er vækstpotentialer og arbejdspladser i både kulturelle, socialøkonomiske og kreative erhverv. Det er Teori & Praksis et godt eksempel på.”

 

Onsdag den 14. september:

I dag giver vi Et Andet Skema-prisen til Sønderbro skole, Københavns første musisk-kreative profilskole. Det er der en lang række grunde til, men særligt tre er vigtige. For det første har skolen til fulde udnyttet den frihed, Københavns Kommune har givet den, til at skabe et anderledes og nytænkende skoletilbud på Amager. Egentlig burde Københavns Kommune også have en pris, for jeg er så stolt over deres mod til at give friheden tilbage til de lokale skoleledelser. Jeg er helt overbevist om, at vejen til bedre skoler er mere frihed til skoleledelsen.

For det andet er jeg rigtig glad for, at skolen har valgt at fokusere målrettet på de kreative fag, som er blevet nedprioriteret kraftigt i de sidste ti år. Alle eksperter, jeg igennem mit uddannelses- og kulturpolitiske virke har mødt, peger på, at vi skal bruge langt mindre energi på PISA-tests og i stedet udvikle elevernes kreative evner i alle fag. Og hvorfor det? Jo, fordi det faktisk viser sig, at eleverne derved bliver bedre til både at læse og regne.

Den sidste grund til at Sønderbro Skole får Et Andet Skema-prisen, handler om, at de er rigtigt gode til at indgå partnerskaber med lokale kulturinstitutioner. Det er måske en lidt nørdet grund, men det er faktisk et af de områder, hvor jeg ser et kæmpe stort potentiale – som man I kan læse mere om i “Kulturens Marshallplan”. Når institutionerne samarbejder kan de lære af hinanden, de kan blive inspireret til at arbejde på nye måder og til at skabe former for samarbejder, der går på tværs af sektorer og institutioner.

Vi er nu nået til dagen før dagen. Vi er i kampagnegruppen efterhånden godt trætte, men energien kommer hele tiden tilbage når vi ser, at folk reagerer så positivt på vores arbejde. Det er så dejligt at se, at der er lydhørhed overfor en anderledes kampagne! Og jeg glæder mig til at føre det her projekt til ende. Først og fremmest så SKAL vi simpelthen have en ny regering i morgen. For det andet, så håber jeg jo meget, at jeg selv bliver valgt ind, så jeg får mulighed for at kæmpe for de mærkesager, vi har fokuseret så meget på.

Her vil jeg gerne opfordre jer alle til at stemme personligt, på en af de gode kandidater fra enten Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet eller mit eget parti De Radikale, som I synes gør en forskel. For den politik, der bliver ført, afhænger jo i høj grad af, hvilke folk der kommer ind i Folketinget.

Jeg vil spare jer for en gennemgang af valgteknikken, som er utrolig kompliceret. Det vigtige er, at personlige stemmer gør en stor forskel! Det er jeres mulighed for at udøve indflydelse på, hvem der skal repræsentere partiet i Folketinget. Og det er ikke personfnidder. Vi ved jo alle sammen godt, at vi alle har særlige forudsætninger og interesser.

Valgkampen har givet mig to gode eksempler på, hvorfor personlige stemmer er så afgørende. For det første, så kunne alle mine kulturordfører-kollegaer og jeg hurtigt blive enige om, at kulturen var underprioriteret. Vi kæmper alle internt i vores partier for at få mere fokus på kulturen, men desværre taber vi alt for ofte til fx. trafikordførerens ønske om en motorvej eller industrielle særhensyn til fx. landbruget.

Et andet eksempel er iværksætteriet. Så vidt jeg ved, sidder der lige nu kun 8 iværksættere i Folketinget. Jeg er 100% sikker på, at flere iværksættere i Folketinget ville give en langt bedre forståelse for, hvad det vil sige at starte sin egen virksomhed. Hvis vi vil gøre noget godt for Danmarks nuværende og kommende iværksættere, er jeg sikker på at flere iværksættere i Folketinget er et oplagt første skridt.

Det var to eksempler på, hvorfor personlige stemmer betyder noget. Jeg kunne nævne mange flere, men vil nøjes med en yderligere pointe. De, der ikke mener, deres stemme gør en forskel, burde kigge lidt på de personlige stemmetal. I De Radikale husker vi fx det tætte valg mellem Simon Emil Ammitzbøll og Martin Lidegaard, som Martin tabte med omkring 50 stemmer. Med de klimaudfordringer, vi står overfor, ærgrer det mig personligt, at partiet gik glip af en klimaforkæmper ved den lejlighed.

Derfor opfordrer jeg alle, ligegyldigt hvilket parti, I vil stemme på, til lige at bruge et ekstra kvarter på overvejelserne. Find de kandidater indenfor partiet, som vil kæmpe for de emner, som også ligger jer mest på sinde. Det er jeres valg!”

 

Torsdag den 15. september:

Forhåbentligt vågner vi i morgen fredag op til en ny politisk virkelighed i Danmark. En ny regering og en ny politik. Det håber jeg af hele mit hjerte. Men allerede nu ved jeg, at min egen valgkampagne Et Andet Skema er kommet mere end godt i mål. Om det betyder, at jeg får Christiansborg som arbejdsplads fra næste uge, aner jeg selvfølgelig ikke i skrivende stund. Men de succeskriterier, vi i sin tid stillede op for kampagnen, er i den grad blevet indfriet.

Vi ønskede en anderledes politisk valgkampagne. Og det fik vi.

En kampagne, der byggede på et dybfølt ønsket om politisk dialog på tværs af de nuværende politiske blokke. Vi ville en kampagne, der ikke lukkede sig omkring sig selv, men derimod åbnede sig over for omverden. Blandt andet gennem det tværpolitiske dialogprojekt 48 termokander (dialogmøder hjemme hos københavnerne selv), med klub mod-salonerne på den fantastiske bar Vela og med de stort anlagte politiske debatmøder på Akademiet for Utæmmet Kreativitet.

Undervejs fik vi også skrevet 35 blogindlæg her på avisen.dk, to kronikker i Politiken, to større artikler i henholdsvis netmagasinet Ræson og netmagasinet Atlas, plus en lang række større og mindre debatindlæg i så vidt forskellige medier som Politiken, Information, Berlingske og Børsen. En kronik handlede om kulturpolitik, en anden om hvor vigtigt det er atoppositionen holder sammen, en tredje større artikel fokuserede på hvad den radikale idé egentlig går ud på, en fjerde identificerede de tre største udfordringer vi har i Danmark, og endelig var der en der satte fokus på, hvad der ville sige atstille op som folketingskandidat – fra det øjeblik man bliver valgt på generalforsamlingen i den lokale partiforening til vælgerne kan sætte et kryds ved ens navn på valgdagen.

Sådan foregik vores kommunikation og dialog i det gamle medier. Men allermest var vi til stede på de nye medier. Her kommunikerede vi undervejs med alle, der ville i dialog med os. Der blev startet debatter, der blev diskuteret og der blev udviklet idéer. Og det var ikke bare tekst der blev produceret, men også en lang række små netfilm. Nogen af dem kan du finde på kampagnens hjemmeside, mens andre levede deres helt eget liv ude på nettet, som f.eks. historien om vores dialogmøbler. Se den lille film her.

Her i slutfasen – de sidste tre uger af valgkampen – fik vi også delt vores Et Andet Skema-pris ud til i alt elleve virksomheder, organisationer og miljøtiltag, som vi synes gør en afgørende forskel. Hver især rummer de den inspiration der skal til for at formulere en ny politisk dagsorden – også på landsplan. De der fik prisen var: Giv Rum, Bybi, Republikken,Baisikeli, Artrebels, Fabrikken for kunst og design, Klaus Samsøe, Københavns Internationale Teater, Akademiet for Utæmmet Kreativitet, Teori & Praksis og endelig Sønderbro Skole. Og endelig skal vi jo ikke glemme, at vi hver morgen gav københavnerne high five på cykelstierne og sidst men ikke mindst: Gav modspil til regeringspartierne og DF ude på alle de mange debatmøder, jeg deltog i.

Det hele stod og faldt med de mange frivillige, som var rygraden i kampagnen. Uden de frivillige, ingen kampagne. De knoklede fra start til slut. De kom med geniale idéer. Og de var kritiske på de helt rigtige tidspunkter. Jeg skylder dem alle en stor, stor tak.

Tilbage er blot at sige: Når Helle sidder i statsministerkontoret og det er det røde Danmark, som har flertal, lad os så hjælpes ad med at minde hinanden på, hvordan det var at være politisk mindretal op igennem nullerne. Det var et – i dansk demokratisk sammenhæng – usædvanligt årti, hvor et lille flertal arrogant og selvhævdende reagerede hen over hovedet på et stort mindretal. Den oplevelse ønsker jeg ikke for nogen, for det er jo gift for et samarbejdende folkestyre. Sådan skal vi ikke være. Derfor, når du diskuterer valget med din konservative farbror eller din ultraliberale lillebror, så husk på, hvad Pippi Langstrømpe har sagt: Hvis du er stærk, skal du også være sød.”

 

 

Mandag den 19. september:

Sikken en uge vi lige er gået ud af. Torsdag skiftede det politiske flertal endelig. Efter ti års borgerligt indeklemt styre, fik oppositionen endelig vælgernes opbakning til, at det danske samfund kan være andet og mere end den intolerante mavesure selvtilfredshed, Dansk Folkeparti op gennem nullerne har fået lov til at definere. Og ikke nok med, at vi fik et nyt flertal, vi får også Danmarks første kvindelige statsminister. Det er stort – på alle måder.

Små 24 timer senere var de personlige stemmer også talt op, og så kom den – for mig – anden store nyhed: At jeg var valgt ind i det nye Folketing. Alle jer der har fulgt min valgkampagne gennem mine blogs her på avisen.dk ved at dem, der har æren for det resultat, er mine frivillige.

Det har været en ubetinget stor fornøjelse og ære at have fået lov til at arbejde sammen med et så godt hold mennesker, der hver især  har brugt hundredvis af timer på at skabe valgets – i mine øjne – mest interessante og meningsfulde valgkampagne. Kæmpe tak for den indsats. Og lige derefter: Tak, tak, tak til alle jer, der har stemt på mig.

I løbet af weekenden fik jeg små 1000 hilsener over facebook og email. Udover at I alle sagde tillykke, så skrev rigtig mange af jer også, at I sådan håbede, at jeg ville bruge mit folketingsmandat til at udvikle den måde, man i dag skaber politik på. I efterlyste alle sammen mere kontakt mellem jer som vælgere og os som folkevalgte. Men I efterlyste også større samarbejde ikke bare mellem partierne i oppositionen, men også mellem de to politiske hovedblokke i dansk politik. Ja, i det hele taget efterlyste I en fornyelse af den demokratiske proces. Mere involvering. Mere gennemsigtighed. Mere ærlighed.

Jeres forhåbninger på mine vegne er selvfølgelig mere end motiverende, men de er altså også vildt krævende. For kan jeg overhovedet leve op til jeres forventninger? Jeg vil selvfølgelig gøre alt hvad jeg kan. Men det bliver ikke uden hjælp og involvering fra jeres side. Derfor vil jeg også bruge de næste par uger til at fundere over, hvordan jeg kan skabe den bedst tænkelige model for, at jeg kan fastholde den direkte relation og kontakt mellem jer som vælgere og mig som nyt folketingsmedlem.

Når jeg har et nogenlunde gennemarbejdet bud på, hvordan denne relationsstrategi kunne se ud, vil jeg selvfølelig dele den med  jer. Skal jeg for eksempel hvert kvartal holde åbent kontor på Christiansborg? Eller hver måned? Hvordan bruger jeg mest begavet de sociale medier fremover? Vil det være en god idé at nedsætte x-antal idéudviklingsgrupper på de politiske områder jeg kommer til at arbejde med? Hvordan kan andre – jer derude – bruge min folketingsplatform til at få erfaringer med livet på Christiansborg. Skal jeg for eksempel have et “artist in residence” program, så der på mit (givetvis meget lille) kontor også bliver plads til en kunstner, kulturel græsrod eller social aktivist? Og sådan kunne jeg blive ved.

Da jeg for lidt over et år siden stillede op til Folketinget, var der to afgørende grunde til at jeg gjorde det. Den ene var, at jeg ville være med til at vi fik et andet politisk flertal. Det er i dag en realitet. Den anden var, at jeg gerne ville være med til at forny den måde vi tænker, skaber og laver politik på i Danmark. For den politiske kultur vi i dag tager for givet – eksempelvis på Christiansborg – er skabt i et Danmark, der i dag er fortid. Derfor er det relevant at spørge sig selv: Hvordan skal den demokratiske model og dermed den demokratiske kultur se ud, så passer til det samfund, vi har i dag, og ikke mindst passer til det samfund, vi ønsker i morgen. Jeg håber, at jeg med mit folketingsmandat kan være med til at starte denne diskussion. Ikke bare internt i min gruppe i Folketinget, men ikke mindst med jer udenfor Christiansborg.

Den samtale ser jeg frem til.

Og så en sidste ting: Hold jer aldrig tilbage, hvis I enten har et godt råd, en god idé eller en velment kritik af min gøren eller laden. Send mig endelig en email eller facebook-besked, hvis du har lyst til at dele dine tanker og overvejelser med mig. Jeg vil bestræbe mig på at svare jer alle sammen (indenfor cirka tre døgn). Og kan allerede nu give jer en garanti for, at jeg vil læse alle de henvendelser jeg får fra jer. For uden kontakt til og opbakning fra jer, ved jeg, at jeg ikke være i stand til at indfri jeres forventninger I har til mig som nyt folketingsmedlem.”

 

Og små to uger senere:

 

 

Søndag den 2. oktober:

Har netop sammen med mine kollegaer i den radikale folketingsgruppe fået gennemgået indholdet i det nye regeringsgrundlag. Egentlig er det først officielt fra i morgen, mandag, når den nye regering bliver præsenteret for offentligheden. Men allerede nu er store dele af indholdet kendt stof.  Og i morgen vil alle aspekter i regeringsgrundlaget blive endevendt i al offentlighed på alle tænkelige medieplatforme. Så denne blog-tekst er allerede en gammel nyhed, næsten inden den er skrevet. Hvorfor så overhovedet skrive noget som helst om dette regeringsgrundlag? Jo, fordi det nye regeringsgrundlag gør op med de sidste ti års indadvendte, nationalistiske og kulturelt selvcentrerede politik.

Der var mange grunde til, at jeg var glad over valgresultatet. Og det vigtigste var ikke, at jeg selv blev valgt ind i det nye Folketing. Nej, det jeg var allermest glad for var, at der nu er en reel chance for, at vi kan komme ud af det mentalt og politiske depressive rum, som nullerne har været for rigtig mange af os. Jeg var simpelthen så lykkelig over at oppositionen vandt, selvom det vel at mærke var med et meget lille flertal. Ja, det var uhyggeligt tæt på, at den borgerlige regering og DF kunne fortsætte ud af samme politiske spor.

Men med lidt mere end 8000 stemmer til oppositionens fordel er der flertal for en ny regering. Og dermed også et flertal bag den første kvindelige statsminister nogensinde i Danmark. Alene det resultat var hele valgkampen værd for undertegnede. Men efter at have fået gennemgået det kommende regeringsgrundlag, er valgsejren blevet så meget større. For det var ikke bare en ny regering vi får i morgen, vi får også et nyt politisk Danmark.

Et Danmark som på den ene side fastholder en stram økonomisk politik, men samtidig får gjort op med ti års borgerligt regime. Vi får en ny uddannelses- og forskningspolitik, en ny flygtninge- og integrationspolitik, en ny udenrigspolitik og ikke at forglemme en ny klima og miljøpolitik. Hvis man skal koge det nye regeringsgrundlag ned til et ord må det være fællesskabs-tænkning. Både økonomisk, socialt og kulturelt. Dermed bliver det nye regeringsgrundlag også et markant opgør med den kuldslåede individualisering der har præget det sidste årti.

Hvor er jeg dog kisteglad over at jeg – sammen med alle jer andre fra Enhedslisten, SF og socialdemokraterne  – gennem det sidste år har brugt enhver ledig time på, at vi kunne få et nyt politisk flertal i Danmark. Og dermed få lov til at få en lille bitte aktie i at vi nu kan gå i gang med et mere solidarisk, mere iværksættermindet og mere humanistisk kapitel af Danmarkshistorien.”

 

(der skal til ovenstående dagbogstekster være masser af billeder. Også at de arrangementer jeg nævner til sidst)

 

Når jeg nu genlæser disse dagbogsberetninger er det tydeligt se, at der er rigtig meget af det der skete de sidste tre uger af kampagnen som ikke er med. Tag bare frivillighedsfesten på Vela fredag den 9. september (hvor var vi dog mange), valgmødet hos min lokale frisør Poul Birch (verdens mindste butik, men mediemæssigt det bedst dækkede af alle vores valgmøder), opstillingen af dialogmøblerne rundt om i det københavnske byrum over to nætter (total aktivistenergi), afslutnings-arrangementet for alle dem der havde deltaget i 48 termokander-projektet (hvor vi dog lærte meget af det projekt) til de tre særudgaver af klub mod; først med Jytte Hilden som æresgæst, derefter Elisabeth Møller Jensen og sidst men ikke mindst det afsluttende klub mod-arrangement på selve valgdagen med Marianne Jelved (hvilke modige kvinder alle tre).

Men også produktionen af takkebreve til alle dem der havde hjulpet os (det blev et meget særligt takkebrev), de mange koordineringsmøder ude i de lavloftede lokaler på Wilders Plads på Christianshavn (bedre kampagnekontor kunne vi ikke havde fået), for ikke at glemme selve valgfesten på Vela. En fest som følelsesmæssigt nåede både stormfulde højder (da de første valgprognoser kom) og frygtelige dybder (da det pludselig så ud som om at den daværende regering alligevel ville få stemmer nok til at fortsætte). Og endelig selve forløsningen, da Helle Thorning langt om længe kom ud af sit rækkehus på Østerbro for at tage ind til Christiansborg som Danmarks kommende – første kvindelige – statsminister. TV-billederne på storskærmen blev på smukkeste vis ledsaget af musikken fra de to DJ’s Rosa Lux og Simon Witzansky.

Det var virkelig en magisk aften på Vela. Festen tog os senere ind til Charlotteborg, hvor den officielle radikale valgfest var, for til sidst at ende ved barkanten på Cosy Bar. Selvfølgelig blev det alt, alt for sent. Men anderledes kunne det ikke være, når der var så mange gode grunde til at feste igennem.

For det første fordi vores egen valgkampagne var kommet så flot i mål, for det andet, fordi centrum-venstre-Danmark havde vundet. Og endelig, fordi Det Radikale Venstre var gået så markant frem. For uden Enhedslistens og Det Radikale Venstres respektive valgsejre, havde der ikke været grundlag for et regeringsskifte. Sådan så den politiske bundlinje ud hin nat.

Dagen efter var der igen grund til at feste. Denne gang fordi at jeg selv havde fået nok stemmer til at få en plads i det nye Folketing. Det betød, at den radikale partiforening på Amager nu havde leveret deres første folketingsmedlem nogen sinde.

Resultat: Jeg var umådeligt træt, tyndslidt og glad om hjertet, da jeg lørdag den 17. september sidst på formiddagen cyklede ind mod Christiansborg for at for mødes med mine kommende radikale folketingskollegaer.

Det var den valgkamp. Næsten da. For vi havde aftalt, at alle skulle mødes, søndag den 9. oktober til et afsluttende fælles evalueringsmøde under ledelse af Kathrine Johansen og Simon Holmgaard. Igen under mantraet: Du bliver bedømt, på den måde, du går ned fra scenen på. Og det viste sig, at alle havde tænkt sig at gøre det – altså gå ned fra scenen – i den allerbedste stil. Hvilke frivillige jeg dog havde arbejdet sammen med. Nogen i over et år. Andre var først kommet med på holdet inden for de sidste tre uger af valgkampen. Men som vi sad der til det sidste møde i Primetimes konferencelokale, var vi ligeværdige. For alle havde vi en personlig aktie i, at Et andet skema-kampagnen var lykkedes. Endda i overmål.

Meget symbolsk startede mødet med, at Kathrine gik op til den store whiteboard-tavle og skrev kampagnens fire succeskriterier ned – et efter et: For det første ønskede vi en ny regering, skrev hun på tavlen. Hvorefter hun holdt en kunstpause, inden hun sagde: Det fik vi. Det andet mål var at lave politisk kampagnearbejde på en ny måde, skrev hun. Og fulgte op med at sige lige så tørt: Og det gjorde vi i den grad. Tredje mål var at få Uffe valgt ind i Folketinget – og her vendte hun sig rundt om mod alle os i lokalet og spurgte retorisk: Gjorde vi det? Ja, gu gjorde vi så! Til sidst skrev hun det fjerde og sidste succeskriterium for kampagnen op på tavlen: Uffe som kulturminister. Her blev der ikke sagt noget. Kathrine lavede bare en grafisk markering af, at det mål også blev nået. Og alle hujede. Der stod hun, Kathrine, 23 år gammel, og kunne se tilbage på en valgkampagne, hvor hun på store træk havde været den gennemgående kampagnechef. Ikke underligt at hun både var en anelse kæphøj og meget meget stolt over resultatet. Det var så velfortjent.

Efter at vi havde klappet af hinanden over godt udført kampagnearbejde, gik vi i gang med det egentlige evalueringsarbejde. Nemlig at formulere, hvad vi hver især ville tage med os, af det vi havde lærte undervejs i kampagnen. Det var selvfølgelig vidt forskellige oplevelser og erfaringer den enkelte frivillige lagde vægt på under denne evalueringsrunde. Men de mange personlige udsagn og individuelle overvejelser inspirerende mig efterfølgende til at skrive min egen lille kampagne-huskeliste. Det blev en liste over 50 plus 1 spørgsmål til dig, der enten skal stå i spidsen for en kampagne eller være en del af en kampagnes ledelsesteam:

 

1) Har du et klart billede af, hvorfor du har fået den rolle du har i kampagnen?

2) Hvad motiverede dig i første omgang til at sige ja til opgaven?

3) Ved du, hvorfor de andre på holdet har sagt ja til at være en del af teamet?

4) Hvad skal der til, for at du får lyst til at skabe noget helt særligt?

5) Hvad tror du motivere dine kollegaer til at gøre det samme?

6) Kampagnens overordnede formål, kan du stå inden for det og hvorfor?

7) Hvilket grundlæggende interessante problem i samfundet er kampagnen et overraskende svar på?

8) Hvilken synlig konkrete resultater skal der stå tilbage efter at kampagnen er gennemført?

9) Hvad er det i kampagnen der gør jeres tilhængerne glade?

10) Hvilke fejl tror du, at modstanderne af kampagnen ønsker I begår?

11) Hvordan og hvornår har I tænkte jer at inviterer relevante samarbejdspartnere ind i kampagnen?

12) Hvad får eksterne samarbejdspartnere ud af at arbejde sammen med jer?

13) Hvis der er frivillige involveret, hvilken alternativ valuta – erfaring, viden, sociale netværk, venner, fester, oplevelser etc. – får de udbetalt for deres indsats, nu hvor de ikke får normal løn?

14) Hvad skal de frivillige sige om kampagnen, når den er slut?

15) Hvordan kan den enkelte frivillige bruge kampagnen til at komme der hen, vedkommende gerne vil efter kampagnen er afsluttet?

16) Hvilke holdninger, værdier og menneskesyn vil du være stolt af, at kampagnen byggede på?

17) Hvordan synes du at man gerne skal kunne se disse holdninger, værdier og menneskesyn i den måde kampagnen er organiseret og gennemført på?

18) Hvordan adskiller konceptet for din kampagnen sig fra tilsvarende sammenlignelige andre kampagner?

19) På hvilke måder vil kampagnen fremstå som både et relevant som originalt initiativ for følgende aktører: “ejerne”, medarbejderne, de frivillige, de vigtigste strategiske samarbejdspartnere, medierne, det politiske system og borgerne

20) Hvad er det sjoveste der kunne blive sagt om kampagnen efterfølgende?

21) Hvad er det værste der kunne blive sagt om i kampagnen efterfølgende?

22) Hvor meget tid på research vil du afsætte, før du begynder at udvikle selve konceptet for kampagnen?

23) Hvordan vil du bruge dine erfaringer fra tidligere projekter i forhold til dette projekt?

24) Hvordan undgår du, at dine tidligere erfaringer kommer til at skygge for den måske nye geniale idé der endnu ikke er tænkt?

25) Hvordan sikre du dokumentation og evalueringer undervejs i kampagnen?

26) Hvor sent kan du træffe hvilke strategiske og ledelsesmæssige beslutninger?

27) Hvordan sikre du dig, at du kan nedskalerer kampagnen, hvis finansieringen ikke rækker til?

28) Hvordan beskytter du kampagnen juridisk?

29) Hvordan beskytter du dig selv?

30) Hvis der er medarbejdere og frivillige der ikke skaber værdi i og for kampagnen, hvad vil du så gøre?

31) Hvilken form for kontrakt skal I i kerneteamet have med hinanden?

32) Hvis der opstår konflikter i forhold til dine nærmeste kollegaer, som du ikke selv kan løse, hvem kan du så bede om hjælp?

33) Hvordan vil du afstemme forventninger og roller med dine nærmeste kollegaer?

34) Hvad kan dræbe dit faglige og personlige engagement?

35) Hvad vil du gøre, hvis du ser en af dine kollegaer eller en af de frivillige mister gejsten?

36) Hvis I ikke kan nå til enighed om en kampagne-prioritering, hvem har så det sidste ord?

37) Hvilken utænkelig samarbejdspartner kunne det være sjovt at I fik?

38) Og hvorfor fik I vedkommende?

39) Hvordan vil I fejre jeres delresultater undervejs?

40) Hvordan er følelsen når I kommer i hus med kampagnen?

41) Hvordan kvalitets-tjekker i kampagnen undervejs?

42) Hvis kampagnen var et teaterstykke, hvem havde hovedrollerne? Hvem havde birollerne? Hvilken udfordring skulle I overvinde? Hvem var fjenderne? Hvem var hjælperne? Hvad skulle der ske i forgrunden og hvad skulle der ske i baggrunden af scenen? Hvem skulle sidde nede i salen? Hvilke anmeldelser ville I gerne have i aviserne og medierne efterfølgende? Og hvem skulle skrive dem? Hvilken type dramatik var kampagnen? En krimi, en komedie, en familiesaga, socialrealisme, fantasy etc.?

43) Hvis kampagnen var et kunstværk, hvad minde det så allermest om? Giv et eller flere eksempler.

44) Hvordan måler du energien og arbejdsglæden i kampagnen?

45) Hvordan sikre du, at kampagnen har den nødvendige kulturelle og værdimæssige kant?

46) Hvor humoristisk og uhøjtidelig må kampagnen være?

47) Hvilken konflikt – stor som lille – kunne være den mest interessante, at du blev nødt til at løse?

48) Hvad skal der til, for at du ved, at du har løst din opgave på den absolut bedst tænkelige måde?

49) Hvis det sker, hvordan vil du markere det overfor dig selv og dine nærmeste?

50) Hvad vil du bruge dine nyerhvervede erfaringer, kontakter og faglige omdømme til efter at kampagnen er overstået?

Og endelig:

51) Hvilket spørgsmål er du overrasket over, ikke er med på listen over ovenstående 50 spørgsmål?

 

Da jeg efterfølgende viste ovenstående kampagne-huskeliste til Pia Toftdal, kampagnens kommunikationschef og Mette Korsgaard, min redaktør på Gyldendal Business var deres reaktion sammenfaldende, at de helt spontant havde fået lyst til at JEG besvarede en tilsvarende liste spørgsmål. Blot nogen de havde formuleret. For nu havde de fulgt mig gennem hele valgkampagnen – næsten da. Og begge var blevet mere end nysgerrige på, hvad jeg egentlig ville svare, hvis jeg fik følgende nedenstående spørgsmål (som de meget pædagogisk havde rubriceret under forskellige kampagnemæssigt relevante hovedemner). Jeg tog dem selvfølgelig på ordet og her er mine svar på deres spørgsmål:

 

De frivillige

Hvordan har det været at arbejde med frivillige i forhold til en valgkamp?

Det har været fantastisk – så stort et ord vil jeg faktisk bruge. Men selvfølgelig har det fra tid til anden også været besværligt. Det første pga. af det store faglige og personlige engagement de frivillige investerer i projektet. Det er guld værd og kan helt bogstaveligt ikke købes for penge. Det andet på grund af den usikkerhed der helt naturligt er bygget ind i relationen mellem den enkelte frivillige og i det her tilfælde mig som hovedansvarlig for valgkampagnen. Den frivillige kan jo, hvilket øjeblik det skal være, forlade projektet og sine arbejdsopgaver. For han eller hun er jo ikke “ansat” og dermed forpligtiget på en ansættelseskontrakt.

 

Sådan er det. Og det er faktisk lige som det skal være. For det fremdyrker i disse frivillighedsprojekter en organisatorisk og ledelsesmæssigt fokus på, at kampagnearbejdet skal være både meningsfuldt og sjovt for den frivillige. For den “løn” den enkelte får, skal jo udbetales i en “alternativ valuta” hvor lønnen er faglige meningsfulde opgaver, ny sociale relationer samt opmærksomhed og opbakning fra ledelsesgruppen eller mig.

Udfordringen er selvfølgelig, at både ledelsesgruppen og jeg skulle dele opmærksomheden på rigtig mange frivillige. Derfor vil der altid være frivillige som ikke føler, at de får den opmærksomhed, respekt og opbakning de mener de har krav på.

 

Det er denne meget komplekse dynamik der gør ledelse af frivillige til en helt særlig ledelsesmæssig disciplin. For det normale lønarbejderforhold er  så at sige sat ud af kraft. Det var derfor det var så vigtigt, at Et andet skema-kampagnen tiltrak sig frivillige, som havde lyst til at være selvkørende – og dermed selvledende. Ønskescenariet var, at den frivillige havde sagt ja til at være en del af kampagnen ud fra et personligt læringsperspektiv: At vedkommende så kampagnen som et slags klasselokale, hvor han eller hun både fagligt som personligt blev udfordret. Hvor det – udover at man ønskede en ny centrumvenstre-regering – var læring der var den primære motivationsfaktor, til at bruge tid på kampagnen.

 

Derudover var det også vigtigt at kampagne-organisationen var bygget op omkring decentrale tematiske arbejdsgruppe – klub mod, 48 termokander, debatgruppen, kommunikationsteamet, policy-gruppen, økonomi-gruppen etc.

Arbejdsgrupper der ledelsesmæssigt langt hen af vejen kørte sig selv uafhængigt af, hvad der i øvrigt skete i nabo-arbejdsgruppen. Denne decentrale opbygning af kampagnen var et forsøg på minimere risikoen for, at hvis der opstod en frivillighedskrise i en arbejdsgruppe, at den så at sige hoppede over i nabo-arbejdsgruppen også.

 

Hvad der også var interessant for mig – ja, kom bag på mig – var at Et andet skema-kampagnen tiltrak folk med så vidt forskellige politiske baggrunde. Langt de færreste af dem var medlem af noget parti. I stedet identificerede de sig politisk med centrum-venstre i en bred kulturel og politisk forståelse. Ud af de 50 – 60 frivillige der var med i slutspurten var der måske højst fem-seks stykker der var partipolitisk organiseret i Det Radikale Venstre. Alle de andre stemte normalt Enhedslisten, SF eller socialdemokratisk. Og så var der nok en enkelt eller to der tidligere havde stemte Liberal Alliance eller Venstre.

 

Eksempelvis var der to garvede SF-kvinder som meldte ud af de ønskede at være mine “røde groupies”. De fulgte kampagnen fra start til slut. Og endte måske at stemme på mig. Jeg ved det  faktisk ikke. Men de bakkede i hvert fald kampagnen op hele vejen frem til mål. Så det var ikke en traditionel partidisciplin der bandt folk – og dermed organisationen – sammen. Det var en langt bredere politisk dagsorden der var i stand til at forene folk fra Enhedslisten over SF og socialdemokraterne til Det Radikale Venstre.

 

Så politisk mangfoldighed, selvledelse og decentral struktur prægede Et andet skema-kampagnen fra den første til den sidste dag.

 

Hvis du havde haft penge til at hyre professionelle, ville du så have arbejdet med frivillige alligevel?

Ja, det ville jeg. For den troværdighed, personlige engagement og stærke motivationskultur som prægede en valgkampagne som Et andet skema, ville aldrig kunne vejes op af en lønnet og dermed professionelt kørt valgkampagne-organisation. Men i den perfekte verden skulle en kampagneorganisation som Et andet skema have bestået af en lille lønnet kernestab og en stor frivillighedsstab. For selvfølgelig er svagheden ved en kampagneorganisation der udelukkende bestående af frivillige, at det er svært at fastholde kontinuiteten, det faglige og politiske overblik og ikke mindst den kollektive hukommelse.

Men en kampagne uden frivillige, kunne jeg slet ikke forestille mig. For mig er det hele idéen ved en valgkampagne at den er båret af de politiske og kulturelle græsrødder. Derudover er der en ekstra gevinst ved at involvere frivillige i en politisk valgkamp.  Nemlig det, at hver gang man får en ny frivillig med på hildet, får du også en ambassadør for dig som kandidat. For vedkommende ville jo fortælle i sin omgangskreds, at han eller hun arbejder på din valgkampagne. Dette ambassadør-perspektiv skal man slet ikke undervurdere værdien af.

 

Men var der ikke noget der gik galt på Et andet skema, når det gælder de frivillige?

Jo, selvfølgelig var der det. Jeg tror den største fejl var, at jeg ikke var præcis nok i min forventningsafklaring med de enkelte frivillige. Selv om der var meget der var afklaret, såsom værdigrundlag, formål, koncept etc., så var der andre ting der ikke nødvendigvis var fælles konsensus om.

Eksempelvis hvor meget tid man kunne eller ville bruge på kampagnen. Som kampagnen skred frem blev det tydeligt for mig, at de frivillige havde meget forskellig tolerancegrænser, når det gjaldt arbejdspres og evnen til at håndtere komplekse situationer. Det gjaldt både de frivillige i de decentrale arbejdsgrupper men også i den koordinerende ledelsesgruppe. Sådan er det selvfølgelig.

Som udgangspunkt skulle jeg jo bare være glad for hver en time de frivillige ville give til kampagnen. Men mit eget ambitionsniveau er jo højt – måske også nogen gange for højt. Og jeg pressede måske mine kernefrivillige ikke bare helt hen til kanten, men også nogen gange ud over den. Men jeg tror, at i sidste ende var netop det med til at give kampagnen det niveau, den rent faktisk fik. Det er selvfølgelig et åbent spørgsmål, men jeg tror det.

 

Et andet område, hvor jeg personligt godt kunne have været skarpere, var min faglige opbakning til de frivillige som påtog sig et egentligt ledelsesansvar. For i en frivillighedsorganisation som Et andet skema, er det nødvendigvis ikke dem med flest ledelseserfaringer der i den konkrete situation får eller tager ledelsesansvaret. Det sidste skete i stor stil i denne valgkampagne. Og var netop en af  kampagnens særlige styrker, at unge lovende projektledere fik et stort ledelsesmæssigt ansvar. Et ansvar og en ledelsesmæssig opgave som var med til at styrke deres ledelsesprofil markant.

 

Men når jeg nu valgte at sætte et så ungt kampagnehold, krævede det selvfølgelig en tilsvarende større ledelsesopbakning fra mig til dem. Og det glemte jeg nogle gange. Passede simpelthen ikke nok på dem, der havde påtaget sig den svære rolle at være chef for andre frivillige. Vel at mærke andre frivillige som i deres professionelle virke selv måske sad i tunge ledelsesfunktioner, og nu skulle ledes af en person, som langt fra har den ledelsesmæssige tyngde som vedkommende selv. Den erfaringsskævhed kunne sagtens have været kilde til stor frustration hos både de menige frivillige og de frivillige der havde påtaget sig ledelsesrollen. Men heldigvis skete det kun i få tilfælde.

 

Så hvis jeg skulle gøre kampagnen om, ville jeg formulere en egentlig kontrakt med den håndfuld af frivillige, som gennem kampagnen påtog sig de centrale ledelsesopgaver. Det skulle have været udformet en kontrakt der tydeliggjorde, hvad vi hver især kunne forvente af hinanden. Herunder ikke mindst hvilken opbakning og faglige sparring den frivillige leder kunne få af mig undervejs. Og tilsvarende hvad jeg kunne forvente af den frivillige, der nu havde sagt ja til at udfylde en afgørende ledelsesfunktion i kampagnen.

 

Igen handler det om forventningsafstemning, klare kontrakter og åbenhed omkring potentielle problemer og konflikter. Man er altid frygtelig bagklog, når man nu ser tilbage på kampagnen. Men hvis jeg havde vidst, at tidshorisonten blev så lang som den blev, skulle jeg også have udviklet et egentlig projektleder-grundkursus for dem, der sad i ledelsesfunktioner i kampagnen. Det gjorde jeg blandt andet på World Outgames i sin tid med stor succes. Men altså ikke på denne kampagne. Hvilket var en fejl, set med den viden jeg har i dag.

 

Når alt det er sagt, så er det stadig helt imponerende hvilken ansvarlighed de frivillige gik til opgaven med. Men man kan altid blive endnu bedre. Og det der kunne have været bedre, når det gælder det ledelsesmæssige aspekt af kampagnen, var en endnu større præcision i forventningsafklaringen mellem undertegnede og de ledende frivillige.

 

Kunne du ikke nævne en konkret konflikt som rummer nogle af de ledelsesmæssige paradokser der var i kampagnen?

Den konflikt jeg umiddelbart først kommer til tænker på – måske fordi det er den der ligger tættest på, fordi den fandt sted et godt stykke efter at kampagnen egentlig var afsluttet – er følgende: Under den sidste hektiske fase af valgkampen – umiddelbart før valget –  skulle der hentes noget kampagnemateriale i den varevogn vi havde lejet. Desværre var det ikke den person der oprindeligt havde lejet bilen, der kørte den pågældende dag. Det var derimod en af de andre kernefrivillige i kampagnen, og han kørte desværre galt med bilen. Heldigvis skete der ikke personskade, men bilen fik nogle skrammer.

 

De nærmere omstændigheder omkring biluheldet får jeg først for alvor at vide mere end et halvt år senere. Blandet andet opdager jeg, at forsikringen ikke dækker de skader den frivillige har forvoldt, i og med, at det ikke var ham der stod på lejekontrakten. Regningen lød på mere end tyve tusinde kroner, og spørgsmålet var nu: Hvem skal betale den?

Umiddelbart havde jeg aller mest lyst til at sige, at det her er ikke mit problem. Men omvendt havde den pågældende frivillig været en af de mest engagerede aktivister under hele kampagnen og havde løftet ikke bare en men flere store delprojekter. Så jeg kunne selvfølgelig ikke skubbe problemet fra mig. Omvendt synes jeg også, at den frivillige måtte tage sin del af ansvaret for den beslutning han havde truffet. Så mit første bud på en et kompromis var, at vi delte regningen.

 

Men blandt de få frivillige som kendte til sagens forløb, blev denne model problematiseret. For den pågældende frivillige havde jo slet ikke den samme privatøkonomi som jeg havde. Så mit første kompromis-forslag blev – ikke af den pågældende frivillige, men af nogle af de andre – set som udtryk for rent fedtethed fra min side. Derfor traf jeg også den eneste fornuftige beslutning: At jeg betalte hele regningen. For jeg kunne ikke have på mig, at den her konflikt skulle gå hen og skygge for en i øvrigt helt igennem fantastisk kampagne.

 

“Bilsagen” rummer mange interessante problemstillinger og ledelsesmæssige paradokser, som fortæller noget om hvor delikat det kan være at lede og arbejde sammen med frivillige. Om ansvar, tillid, konsekvens, troværdighed, moral, etik og nødvendige kompromisser. For juridisk var der ikke nogen tvivl om, hvem der skulle betale regningen. Men moralsk var der. Derfor var det også den rigtige beslutning jeg traf.

 

Ambitioner

Hvilke ambitioner havde du med kampagnen og synes du, at de blev indfriet?

Det spørgsmål er let at svare på. For vores ambitioner og forhåbninger til kampagnen blev skrevet ned i det første større mødereferat fra juli måned 2010. Her stod der blandt andet: “Vi vil et andet skema. Både for den enkelte og for samfundet som sådan. Et andet skema der rummer større livskvalitet og personlig frihed, mere økonomisk og social ansvarlighed, større iværksætterlyst og mere respekt for den klode vi lever på og af.”

Der var en smuk, næsten utopisk tone over den måde kampagnens overordnede formål blev beskrevet. Og ambitionen var derfor ikke at lave en “business as usual”-kampagne, men der imod en “business as unusual”-kampagne.

 

Når jeg genlæser det føromtalte mødereferat, synes jeg at kampagnen levede op til de oprindelige tanker vi gjorde os. Der var selvfølgelig idéer der aldrig blev til noget – eksempelvis det at få vores eget valglokale direkte ud til gaden på Vesterbro. Til gengæld blev der, ikke mindst under de sidste tre ugers intense slutspurt, udviklet nogle kampagne-idéer, som i mine øjne næsten har potentiale til at blive rolleeksempler på god kampagne-kommunikation.

Tag bare idéen om dialogmøbler i det offentlige rum, “Give me five” på cykelstierne, debatmødet i frisørsalonen eller overrækkelsen af Et andet skema-priserne til rækken af udvalgte organisationer, virksomheder og enkeltpersoner.

Alle lavteknologiske kommunikationsidéer der rummede alt det bedste: Autenticitet, personlig direkte kommunikation (uden at være anmassende), god overraskelseseffekt, vigtige politiske budskaber og ikke mindst humor. Samtidig var de alle egnede til at hoppe fra den fysiske verden over i den digitale verden. For eksempel havde webfilmen om dialogmøblerne en helt særlig eventyragtig aktivisme-energi over sig. Og filmene fra vores morgen-high-five-aktioner blev delt det sekund vi lagde dem ud på nettet. Hvis man ser på vores kommunikationskompas, kom vi hele vejen rundt:

 

Lad os tage parametrene et af gangen: Eksempler på envejskommunikation var de større aviskronikker, debatindlæg og rækken af pressemeddelelser vi nåede at producere. Denne klassiske envejskommunikation blev suppleret med en omfattende brug af de nye sociale medier, hvor der var mulighed for at få en direkte dialog med københavnerne.

Tilsvarende var der en god balance mellem kampagnens hjerte-kommunikationen a la den lille personlige netportrætfilm, dialogmøblerne eller Give me high five på cykelstierne, hvor hoved-kommunikationen kom til udtryk i eksempelvis artiklen om “de tre kriser”, Kulturens Marshallplan-oplægget eller det tværpolitiske erhvervspolitiske debatoplæg “kvart i tolv”.

På samme måde benyttedes både etablerede mediekanaler som dagbladene, TV og radio som de sociale medier og lokalbladene.

Og der blev både kommunikeret med et specifikt community-fokus samtidig med at der også blev kommunikeret målrettet til den enkelte borger. I forhold til det første var en række sociale og kulturelle fællesskaber som gennem hele kampagnen blev prioriteret. Det var  blandt andet det københavnske LGBT-miljø (gennem de faste blogs på Out & About), de progressive nye iværksættere i og omkring Republikken, Art Rebels og Giv Rum og endelig det politiske miljø i og omkring det radikale venstre i København. Parallelt hermed var der en daglig dialog med den enkelte borger gennem de sociale medier og ikke mindst på de offentlige arrangementer som klub mod, 48 termokander og debatarrangementerne.

Med afsæt i de forskellige parametre i kommunikationskompasset arbejdede vi på, at kampagnens budskab nåede ud til så mange københavnere som overhovedet muligt indenfor de målgrupper som nu engang var vores. Ambitionen var, at over tid ville kampagnens budskab ramme tilstrækkelig mange københavnere fra tilstrækkelig mange sider, til at vedkommende til sidst følte sig overbevist om, at det var fornuftigt at sætte sit kryds udfor mit navn på stemmesedlen.

 

Og forventningerne til kvaliteten af det interne liv i kampagnen, blev også indfriet synes jeg. For

selv her et år efter mødes mange af de frivillige til sociale sammenkomster hos hinanden. Flere af dem har også taget nye konkrete politiske projekter sammen – blandt andet i forbindelse med folkemødet på Bornholm i 2012 – og nye virksomheder er der også vokset ud af kampagnen.

 

Derfor er jeg ikke bleg for at sige, at Et andet skema på mange måder blev en eksemplarisk kampagne. En kampagne der producerede et hav af gode kommunikationsmæssige, organisatoriske og politiske erfaringer og metoder. Erfaringer og metoder som er så generelle at de kan overføres på andre politiske kampagner, anset om de tager afsæt i et kulturelt græsrodsmiljø, en ngo-organisation eller et af de mere etablerede politiske partier eller tænketanke.

 

Partiet

Hvilke muligheder og begrænsninger giver det at være del af et parti under en valgkamp?

Før jeg svare på det spørgsmål bliver jeg nødt til at slå noget fast. Nemlig at jeg anser Det Radikale Venstre for at være det mindst ringe parti vi har i Danmark. Det er sagt med både et smil og med dyb alvor. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg som ung var endda meget aktiv på den udogmatiske venstrefløj. Det var blandt andet i Kommunistisk Forbund og VS, at jeg gjorde mine første politiske og organisatoriske erfaringer. Hvilket jeg den dag i dag sætter stor pris på. For jeg tror ikke, at man kunne have fået et bedre politisk træningslokale, når det gjaldt at få en forståelse for det at skabe konkrete politiske resultater gennem at løfte i flok.

 

Da 70’erne blev til 80’erne meldte jeg mig ud af partipolitik. Kunne ikke længere identificere mig det meget sort-hvide verdensbillede som venstrefløjen havde og som var gennemsyret af en dem-os-tænkning: Enten er du med os, eller også er du imod os!

Der skulle gå næsten tyve år før jeg igen meldte mig ind i et politisk parti. Denne gang Det Radikale Venstre. For her fandt jeg den rigtige balance mellem på den ene side social ansvarlighed og på den anden side iværksætterlysten. Det sidste var en nødvendighed, efter alt det jeg havde oplevet først i Frontløbermiljøet i Århus og siden som rektor på KaosPiloterne. I Det Radikale Venstre fandt jeg et parti, der rummede den nødvendige balance mellem det forpligtende fællesskab og den individuelle skaberkraft.

 

Men Det Radikale Venstre i dag er selvfølgelig præget af den rolle som partiet har haft i dansk politik gennem mere end 100 år. Hvilket har sine styrker men også svagheder. En styrke er partiets politiske integritet. Der bliver aldrig solgt ud. Kompromisser ja. Men ikke noget med at gå på akkord med sine holdninger. Det elsker jeg ved mit parti. Men skyggesiden er, at vi ofte er snublende tæt på at virke bedrevidende og elitære.

Det er i det perspektiv at jeg siger at Det Radikale Venstre er det mindst ringe parti. For vi kan godt blive et endnu mere interessant og mangfoldigt parti, end den udgave vi kender i dag. Det gode er, at det kan jeg godt sige i al offentlighed. For der er højt til loftet i Det Radikale Venstre. Det har der altid været.

 

Jeg er glad for at mit parti gik i regering med SF og socialdemokraterne med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag. For jeg er overbevist om at en centrumvenstre-strategi er det Danmark har brug for, hvis vi skal løse de store problemer ikke bare Danmark, men verden, står overfor i disse år. Der er brug for både solidarisk tænkning, iværksætterånd og social opfindsomhed. Kort sagt: Fællesskab og skaberkraft.

 

På mange måder ser jeg mig selv lidt som en pragmatisk anarkist i mit eget parti. Derfor kan det heller ikke undre at min valgkampagne fik det udtryk, den fik: denne dobbelttydighed af at være helt sin egen, samtidig med at kampagnen indgik loyalt i den overordnede radikale partivalgkamp.

At denne balancegang lykkedes, var absolut ikke givet på forhånd. Men at det gjorde, skyldes ikke mindst at de tre bestyrelsesmedlemmerne Esben, Erik og Kristine fra min radikale opstillingskreds på Amager gik så aktivt ind i kampagnen. Dermed fik valgkampagnen den nødvendige forankring i det radikale bagland, samtidig med at den stadig formåede at tiltrække rigtig mange ikke-parti-organiserede frivillige.

 

Var der ikke undervejs konflikter mellem det Et andet skema-kampagne stod for og det som Det Radikale Venstre som partiet ville? 

Jeg oplevede ikke at der var en konflikt mellem det den radikale folketingsgruppe ville eller for den sags skyld de radikale i København, og så det jeg stod for. Men selvfølgelig var der eksempler på uenigheder. Tag blot spørgsmålet om kønskvoter i bestyrelserne for de største danske private virksomheder.

I København var og er der et flertal af radikale partimedlemmer der er imod kønskvoter i bestyrelserne. Den holdning har jeg ikke: Jeg er for kønskvoter som et muligt værktøj – blandt mange – til at øge ligestillingen i Danmark. Min holdning er ikke nogen hemmelighed. Alle i Det Radikale Venstre ved at jeg både er centrumvenstre-mand og feminist. Og det har ikke givet mig politiske problemer, hverken i partiet som sådan eller hos de radikale i København.

 

Hvis der overhovedet var gnidninger mellem min valgkampagne og de øvrige radikale folketingskandidaters kampagne, var det ikke så meget af politisk karakter som magtpsykologiske karakter. For vi var jo alle hinandens konkurrenter og samtidig nærmeste samarbejdspartnere. Der var af gode grunde ingen der udfordrede Manu Sareens spidskandidatur. Men hvis Manu skulle have følgeskab af en eller måske ligefrem to andre folketingsmedlemmer valgt i København, hvem skulle det så være?

Det var det store spørgsmål hos de radikale i København. For der var mange gode radikale folketingskandidater opstillet og flere havde været en aktiv del af den radikale politiske scene længe, både internt i partiet som i den bredere politiske offentlighed.

 

Så selvfølgelig var der folk i det radikale københavnske bagland der gerne så mit folketingskandidatur hen hvor peberet gror. Ikke fordi de havde noget personligt imod mig, men fordi de ønskede at deres egen folketingskandidat blev valgt ind i Folketinget.

På trods af disse indbyggede magtpsykologiske mekanismer blandt os radikale folketingskandidater og vores respektive baglande i København blev valgkampen i København overraskende udramatisk. Ja, jeg vil ligefrem kalde den fredelig. Ikke en eneste gang var der en radikal kandidat der gik ud med en politisk udmelding, der kunne opfattes som en undergravning af en anden radikal kandidaters troværdighed i offentligheden. Det så man andre steder i Danmark, men ikke i København. Det er jeg oprigtig glad over.

 

Politik

Hvordan genererer man politisk indhold, som kan bære både under og efter en valgkamp?

Den balance jeg skulle finde i mine politiske udspil undervejs i valgkampagnen, var, at jeg på den ene side skulle holde mig nogenlunde indenfor rammerne af den overordnede radikale politik og samtidig komme med nogle gode og forhåbentlig også nye politiske udmeldinger, der skabte opmærksomhed omkring mit kandidatur og det jeg stod for politisk.

 

Der blev til en række indlæg, kronikker og politiske dokumenter undervejs i kampagnen. Nogen var jeg selv afsender af. Andre var vi flere om at skrive. Særligt tre skal her fremhæves. De to første var jeg medskribent på og indgik ikke direkte i Et andet skema-kampagnen. Men når jeg alligevel tager dem med, skyldes det, at de efterfølgende kom til at præge tænkningen i kampagnen.

Det første er forfattet sammen med Rasmus Bech Hansen og blev bragt den 10. September 2010 i Ræson. I artiklen forsøger Rasmus og jeg at sætte ord på den radikale idé. Vores udgangspunkt var: “…den radikale tankeplatform er et sæt af overordnede idealer om det enkelte menneskes frigørelse, menneskes rationalitet som samfundets overdommer og en kompromisløs insisteren på, at alle problemstillinger må vurderes i deres specifikke historiske kontekst.”. Sidst i teksten giver vi fem bud på, hvilke oplagte problemstillinger Det Radikale Venstre burde fokusere politisk på. For som vi skrev:

Vi vil fra vores subjektive perspektiv antyde nogle enkelte oplagte områder for et radikalt modspil for at vise, hvordan tankesættet kan komme i spil i dansk politik.      

Den offentlige debat. Selv om danskerne bliver klogere og klogere bliver den offentlige debat dummere og dummere. Fx viste en nylig undersøgelse, at der i danske presse over foråret har været skrevet ca. lige så meget om Lene Espersens mødeafbud som om Afghanistan-krigen og genopretningen af dansk økonomi tilsammen! Et nutidigt radikalt projekt kunne revitalisere offentligheden, som det skete i slutningen af 1800-tallet. Et eksempel på det er initiativet 48 Termokander, der handler om at få samtaler i gang om væsentlige politiske forhold og skabe nye kanaler til at få skabt en forbindelse mellem den folkelige politiske samtale og det politiske system.      

Velfærdsserviceområdet. Den politiske debat om velfærdsområdet er degenereret til en diskussion om flere eller færre penge til velfærd, selv om vi ved, at mere input i form af penge ikke skaber større output i form af bedre service. Manglen på penge er ikke hovedproblemet i uddannelsesvæsenet, i sundhedsvæsnet eller ældre-området. Problemerne er snarere en forkert og gammeldags struktur, og at institutionelle interesser blokerer for forandring med det enkelte menneske som udgangspunkt. Derfor er “flere penge” eller “dårligere velfærd” et falsk valg, at stille vælgerne overfor. En falskhed, som er imod de radikale værdier. Et radikalt projekt bør indebære et opgør med alle de institutionelle interesser i velfærdssystemet, både private og offentlige, og gøre værdiskabelse for den enkelte borger til omdrejningspunkt for en transformation af den danske velfærdsstat.     

Uddannelsessystemet er med udgangspunkt i oplysningstidens idealer et radikalt hjertebarn. Et uddannelsessystem skabt efter at hjælpe eleven til at udnytte sit livspotentiale vil kræve helt nye måder at organisere pædagogik og undervisningsprocesser på. Dette vil igen kræve dygtige, engagerede lærere, hvis kompetencer respekteres nok til, at de ikke skal bruge halvdelen af deres tid på at dokumentere deres arbejde. Kun sådan gør vi lærergerningen til det, den burde være: nemlig noget af det vigtigste og mest ærefulde i vores land.      

Værdi- og kulturpolitikken. Det er åbenlyst, at værdipolitikken de senere år er gået fuldstændig imod radikale værdier. 24-års-reglen, forskelsbehandling på “rigtige” og “ikke-rigtige” danskere og umenneskelige udlændinge-regler er ubærlige for alle med et radikalt sind, og her kan man kun som en Hørup efter Estrup i provisorie-tiden med tålmod kæmpe for, at fornuften og idealerne vinder i sidste ende.      

Men derudover mener vi, at der er brug for at formulere en fremadrettet national politik på kulturområdet. Det nationale rum er et vilkår, vi alle har tilfælles. Ikke som en fastlåst størrelse, men som noget, der hele tiden udvikles. Et radikalt projekt kræver, at dansk kulturliv skal gives en saltvandindsprøjtning, og der skal satses på både det ypperste (kvalitet) og eksperimentet (udvikling).     

 Entreprenørskab og den digitale tidsalder. Et af de områder, hvor man i dag finder den radikale tankestrømning er på det digitale område. Hos mange entreprenører finder man en pioner-ånd og en tro på, at ting kan forandres til det bedre, som på nogle områder minder om slutningen af 1800-tallet herhjemme. Målet for et radikalt projekt på det digitale område må gå langt længere end den nuværende regerings åndsfattige mål om mere bredbånd. Et radikalt politisk projekt kunne indebære udpegelsen af en internet-minister med den opgave at bruge teknologi til at sætte mennesket i centrum for udviklingen af vores samfund. Det vil fx indebære en ny lov om at offentliggøre data, så alle data staten har om den enkelte borger bliver frit tilgængelig for ham eller hende, med mindre der er meget gode argumenter imod det. En radikal vision ville være at skabe verdens mest åbne og gennemsigtige offentlige sektor.



Sådan er der hundredvis af steder man kunne tage fat i i forhold til at udvikle samfundet efter radikale værdier og idealer. Men det sted forandringen bør starte er med forståelsen af, hvad den radikale idé faktisk er, for det ser de fleste ud til at have glemt.”

 

To måneder senere den 8. November 2010 offentliggjorde jeg sammen med Kim Skibsted, Kasper Fogh Hansen og Pernille Rosenkrantz-Theil et erhvervspolitisk udspil vi kaldte “Kvart i tolv”. I indledningsteksten skrev vi:

Klokken er kvart i tolv i Danmark. Væksten er væk. Vores arbejdspladser forsvinder. Og der kommer ikke nok nye til. Vi skal forny os. Hvis ikke vi kan det, vil vores samfund synke ned i en modløshed overfor den moderne verden. Ingen kan overskue konsekvenserne af et dramatisk fald i levestandard.

Indtil for ganske nylig kendte vi fire ikke hinanden. Vi kommer fra forskellige miljøer og afkroge af virkelighedens Danmark. Men vi bekymrer os. Og vi forholder os. Vi er urolige for om vi i Danmark kan forandre os, finde nye veje og en ny tro på fremtiden.

Vi mener alle fire, at der skal tages et opgør med vanetænkningen og fastlåste dogmer i den måde erhvervsliv og politik virker sammen i Danmark. Derfor har vi skrevet et oplæg med tanker om en ny bæredygtig vækstvej. Her er konkrete forslag til en ny vej. Vi mangler arbejdspladser og nye virksomheder i Danmark. Vi mangler mod til at turde indrette nogle ting i samfundet anderledes. Her er ikke alle svar. Måske vores tanker ikke er de rigtige. Men vi ved, at vi ikke kan bilde hinanden ind, at vi kan skabe forandringer uden at tage opgør.”

 

Herefter fulgte elleve meget konkrete forslag efterfulgt en større analyse af den erhvervspolitiske udfordring Danmark netop nu står over for. De elleve forslag var:

 

1.    Fremtidens model for samarbejde mellem virksomheder og stat skal hvile på nye sociale kontrakter: Et tilbud om bedre rammevilkår til gengæld for, at virksomheder påtager sig flere opgaver med at skabe et bæredygtigt samfund; dvs. at skabe jobs, praktikpladser, forskning, investere i miljø og tage socialt ansvar. Vi kan introducere strategisk erhvervsbeskatning, tiltrække flere af de virksomheder, der gør mere for samfundet, og skal skabe incitamenter for, at civilsamfundet løfter flere af de samfundsopgaver, som det offentlige ikke er ideelt til.

 

  1. Vi kan kun skabe ny bæredygtig vækst og nye arbejdspladser ved, at flere får lyst til at blive iværksættere. Bankerne skal kollektivt støtte iværksættere og nye virksomheder i en ny ordning med mere risikovillig kapital. Danmark kan indføre “Starthjælp”: En periode med lavere beskatning af nystartede virksomheder i etableringsårene.

 

  1. Vi skal omlægge den store danske erhvervsstøtte til noget med fremtid i. Støtte skal bruges til at fremme en udvikling, der skaber vækst, eksport og arbejdspladser og kan blive et permanent og selvbærende.

 

  1. Landbruget skal gennem revision af støtteordninger omlægges til bæredygtig drift, økologi, sundhedsorienterede produkter, kvalitetsprodukter. Landbruget skal til at betale den rigtige miljømæssige pris for sin produktion.

 

  1. Nysgerrighed, udsyn, tolerance og frisind – det er de danske værdier mange af vores succesfulde virksomheder er bygget på. Globalisering er en god ting for Danmark, hvis vi kan holde fast i de værdier, der reelt gør os konkurrencedygtige. Konkret kan vi eksempelvis liberalisere ordningerne for udenlandsk talent, der ønsker at arbejde i Danmark.

 

  1. Danskerne skal motiveres til at yde efter evne og nyde efter behov. Vi skal tage ansvar for os selv. Og for andre. Vi skal have genskabt den enkeltes medansvar for fællesskabet og solidaritet med andre. Færre skal kasseres fra arbejdsmarkedet, og virksomheder belønnes for at bidrage. Vi skal nedbringe antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. Det er ikke meningen, at den offentlige sektor skal være større end den private sektor i antal beskæftigede eller forsørgede.

 

  1. Højfaglært dansk arbejdskraft skal være et mål i vores uddannelsesvæsen. På lang sigt er folkeskolen det afgørende for dansk vækst. Grundskolen skal reformeres, så den tager hensyn til dem, der har skruet både hænderne og hovederne godt på. På kort sigt skal adgangskrav styrke erhvervsskolerne, og der skal investeres i en ny højfaglært studiestruktur på erhvervsskolerne. Vi skal genskabe en vital fødekæde til danske virksomheder, der nu er ødelagt. Et vidensamfund kan kun eksistere i et samfund, hvor der også er en solid produktion.

 

  1. Social dumping bliver aldrig en genvej til konkurrenceevne. Tværtimod underminerer det Danmarks muligheder som et land, der konkurrerer globalt på kvalificeret arbejdskraft.

 

  1. Den offentlige sektor skal reformeres i retning af større selvejerskab og selvorganisering. Formynderi, dårlig ledelse, fremmedgørelse og mistillid kommer vi kun til livs ved at give mindre indflydelse til det administrative lag.

 

  1. Vi skal bruge vores store offentlige sektor til at skabe nye virksomheder, eksempelvis indenfor velfærdsteknologi. Den store offentlige sektor giver os mulighed for at udvikle, afprøve og eksportere velfærdsteknologi i partnerskab med den private sektor.

 

  1. Den regionale erhvervspolitik kan afskaffes. Hotel- og restaurationsbranchen skal selv overtage markedsføringen af Danmark, tiltrække flere gæster fra udlandet og skabe flere arbejdspladser. Til gengæld herfor forandres momsreglerne.”

 

Når man genlæser de to dokumenter, er det tydeligt, at:

  1. a) Jeg endnu ikke har lagt mig helt fast på, hvilket politisk område der særligt skulle være mit politiske domæne i valgkampen.
  2. b) Begge tekster har det samme klare budskab: Der er mere end nogen sinde brug for politisk innovation og nye tværsektorielle samarbejdsmodeller, hvis Danmark skal overvinde de udfordringer landet står overfor.

 

Min politiske profil blev som bekendt skærpet over det næste halve år. For selvom jeg stadig havde interesse for både uddannelses- og erhvervs- og iværksætterpolitik blev det kulturpolitikken nu kørt i front. Umiddelbart før valget offentliggjorde vi derfor det politiske udspil “Kulturens Marshallplan”. Udspillet var blevet til i tæt dialog mellem kampagnens policy-gruppe og kommunikationsgruppe. Sammen med teksten om de tre samfundskriser: empatikrisen, systemkrisen og klimakrisen er denne tekst derfor meget dækkende for den fælles politiske forståelse der var blandt de frivillige umiddelbart før valget. Her skal kun citeres fra det indledende afsnit af Marshallplan-udspillet:

 Der er brug for en ny kulturpolitik. Når Det Radikale Venstre efter valget igen får indflydelse på kulturpolitikken, vil jeg kæmpe for et markant nyt fokus på kulturen, som en bærende kraft for vores land.

Kultur er det, der former os og giver os identitet. Kultur er det, der engagerer os og giver os lyst til at gøre en forskel. Uden en levende kultur mister vi vores nysgerrighed og kommer til at leve i et på alle måder fattigt land. Derfor skal kulturen øverst på dagsordenen. Som central akse i demokratiet, innovationen og økonomien.

Vitaliteten i vores kulturliv er i dag på mange områder så udpint at der er tale om krise i krisen. Derfor har vi brug for drastiske hjælpemidler i kraft af en kulturens Marshallplan.

En tidssvarende dansk kulturpolitik må tage afsæt i et kompromis mellem globaliseringens mange konsekvenser på den ene side og en ny-orientering af dansk velfærdskultur på den anden. Det skal være et inkluderende kultursyn, som ikke skelner mellem høj og lav kultur, mellem dansk eller udansk, eller mellem professionel og amatør.

Kultur er måden hvorpå vi tilegner os alt det nye og gør det til vores eget. Vores kultur er måden, hvorpå vi siger ja til de andres kulturer og sameksisterer med dem. Kulturpolitikken skal derfor sigte på at ruste danskerne til globaliseringen, til at stå ansigt til ansigt med det nye, og samtidig bevare trygheden, fællesskabet og lysten til at virke.

Kulturområdet skal betragtes som vores innovations grundforskningsfond og bør behandles derefter – for denne innovation er central for at genopfinde Danmark.”

 

Herefter fulgte en længere tekst der udfoldede dette kultursyn samt ikke mindst kom med konkrete forslag til kulturpolitiske handlinger, hvis vi fik magt, som vi havde agt. Blandt andet følgende konkrete forslag præsenterede jeg i dette politiske udspil:

1)      Genopretning af Kulturministeriets Udviklingsfond, der blev nedlagt i 2002.

2)      Styrk folkebibliotekernes rolle i samfundet.

3)      Fordel musikstøtten ligeligt mellem klassisk og rytmisk musik. 

4)      Inddrag kunstnere og kulturformidlere i folkeskolens undervisning.

5)      Dyrk kunstneres muligheder for at bidrage til virksomheders innovation og til selv at blive iværksættere.

6)      Opret regionale vækstcentre til kreative iværksættere.

7)      Reformér dagpengesystemet, så det svarer til kunstnernes arbejdsvilkår.

 

Vi havde også et bud på, hvor pengene skulle findes. Nemlig: Reducering af antallet af symfoniorkestre, flytning af balletten fra Gamle Scene til Operaen, reducering af støtten til kirkemusik og nedlæggelse af FM-båndet.

 

Hvis jeg havde vidst, at jeg en måned senere ville blive udnævnt som kulturminister, ville jeg måske have anbefalet, at vi have været mindre bombastisk i vores udmeldinger. For netop dette dokument – Kulturens Marshallplan – blev jeg i løbet af det næste halve år igen og igen konfronteret med. For var jeg ikke løbet fra mine valgløfter, når jeg før havde sagt ovenstående og efter valget nu gjorde noget andet?

Men jeg havde jo netop ikke magt som jeg havde agt. Hvis det skulle være tilfældet, skulle regeringen have haft flertal – altså 90 mandater i sig selv. Men det havde vi ikke. Så selvfølgelig var jeg som radikal kulturminister i en mindretalsregering ikke i stand til at gennemføre ovenstående forslag til punkt og prikke.

 

Betyder det, at jeg ikke længere vil kendes ved de anbefalinger der er i Kulturens Marshallplan? Nej, selvfølgelig ikke. Den tænkning som gennemsyrer Kulturens Marshallplan er den samme tænkning med hvilken jeg i dag går til langt de fleste problemer og udfordringer der ligger på mit ministerskrivebord.

Og det interessante er, at flere af de konkrete forslag vi nævner i Kulturens Marshallplan nu enten er besluttet eller er i gang med seriøst at blive overvejet. Lad os blot tage et par få eksempler: Forslaget om en ny musikhandlingsplan (hvor den rytmiske musik bliver opprioriteret) er gennemført. Tilsvarende er forslaget om mere kultur i skolerne i gang med at blive udviklet i samarbejde med børne- og undervisningsminister Christine Antorini. Og når det gælder idéen om et vækstcenter for kreative iværksættere, så sidder mine embedsmænd netop nu og arbejder på et udspil på dette område i tæt dialog med Erhversminister Ole Sohn og Uddannelsesminister Morten Østergaard.

Så Kulturens Marshallplan haft den betydning, vi i sin tid håbede på den ville få: Nemlig et fornyet fokus på kulturen og kunstens værdi og rolle i samfundet. Både i sig selv, men også i samspil med andre samfundsområder som uddannelse, erhvervspolitik, regionaludvikling, socialpolitik og så videre.

 

På samme måde bruger jeg de øvrige politiske artikler, som vi i sin tid skrev som mit politiske bagkatalog.

Det er disse tekster jeg vender tilbage, hvis jeg har brug for at huske mig selv på, hvad den oprindelig årsag var, til at jeg gik ind i landspolitik. På samme måde, bruger jeg mine kernefrivillige fra kampagnen til at minde mig på, hvad det egentlig var for et politisk projekt Et andet skema var. Hvad var det vi drømte om? Hvad var det vi ville forandre? Og ikke mindst: Hvordan ville vi gøre det?

 

Kampagnens værdier:

Hvorfor valgte du netop værdierne mod, solidaritet og nysgerrighed som de centrale værdier i kampagnen?

Værdibaseret ledelse har kun værdi, hvis man oprigtigt tager sine kerneværdier alvorligt. For ellers bliver det ren festtale-kommunikation, når man siger at man har de eller de strategiske værdier i sin organisation. Til gengæld hvis man tager sine kerneværdier alvorligt, kan det være et særdeles effektivt og kreativt kvalitetsfilter for de strategiske beslutninger, man som ledelse skal træffe. Man kan lynhurtigt teste sine beslutninger for, om de nu også lever op til organisationens værdigrundlag eller ej.

 

Da jeg i sin tid var rektor på KaosPiloterne tog vi skolens strategiske værdier dybt alvorligt. Og det samme var tilfældet, da jeg år senere var direktør for World Outgames. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at vi i kampagne-organisationen skulle identificere de få afgørende kerne-værdier, der så at sige skulle udgøre identitets-DNA-koden for kampagnen.

Jeg valgte mod, solidaritet og nysgerrighed. Begrundelsen var, at det netop var disse tre værdier i det danske samfund, der var blevet svækket op igennem nullerne.

Der var et underskud på mod til at se de reelle problemer i samfundet direkte i øjnene. Men også et manglende mod på den fremtid der var på vej imod os. Tilsvarende var der underskud på solidaritet overfor de mennesker der af den ene eller anden grund var marginaliseret i det danske samfund. Endelig var der underskud på nysgerrighed overfor det man ikke umiddelbart forstod: Det fremmede, det underlige, det anderledes. Men også en manglende nysgerrighed overfor at udfordre egne vaneforestillinger og antagelser.

 

Det interessante var, at den værdi, som blev mest diskuteret og sat spørgsmålstegn ved blandt de frivillige var ordet solidaritet. Flere mente at det ord ville blive opfattet som “gammeldags” og “tungt”. Noget som ikke sagde nogen noget længere. Og hvis det gjorde, blev det forbundet med gammel socialdemokratisk fagforeningstænkning.

Jo flere gange jeg hørte disse kommentarer, jo mere glad blev jeg for at jeg havde valgt ordet solidaritet som en af de tre værdier der skulle farve og præge kampagnens aktiviteter og ledelsesmæssige beslutninger. For hvis man mener at solidaritet og fællesskab er gammeldags og tungt, så er det i den grad på tide, at “genopfinde” det, så det får en ny relevans og betydning for i første omgang de unge frivillige i kampagnen og i anden omgang de vælgere som forhåbentlig havde lyst til at stemme på mig, når vi nåede frem til valgdagen.

 

Vi brugte gennem hele kampagneforløbet de tre værdier som den mur vi spillede idéer, overvejelser og beslutninger op imod. Og jeg er ikke tvivl om, at den måde vi brugte disse tre værdier i det konkrete kampagnearbejde – eksempelvis når vi lagde programmet for klub mod arrangementerne, de spørgsmål vi tog op på 48 termokander-møderne eller de politiske temaer vi fokuserede på vores debatmøder – var med til at give kampagnen en stærk sammenhængende kulturel og værdimæssig identitet.