”VERDEN BRÆNDER – JEG KAN IKKE BARE GÅ OP I, HVAD JEG SKAL HAVE PÅ TIL GYMNASIEFEST PÅ FREDAG”

Af: idafich@gmail.com

Med sine 19 år er Mathilde Hougaard Boesen det yngste medlem af Alternativets Hovedbestyrelse. Gymnasieskole-hverdagen i Roskilde får dog ikke den unge idealist til at sænke ambitionerne – på Alternativets eller demokratiets vegne. Foto: Karin Pedersen

Med sine 19 år er Mathilde Hougaard Boesen det yngste medlem af Alternativets Hovedbestyrelse. 
Foto: Thit Andersen

-Jeg er bare pisse-nysgerrig, og det skal man passe på med, for så begynder man som ret ung at sidde og læse om alle verdens problemer. Da jeg var 9-10 år begyndte jeg at hakke mig igennem Politiken derhjemme. I starten tænkte jeg bare:  ”Nå, sådan er det”. Men jeg begyndte også at tænke, om der ikke var noget jeg kunne gøre.

Alle fordomme om ansvarsløse unge mennesker, der ikke kan se længere end deres egen navle, falder til jorden, når man møder Mathilde. Hun er opvokset i et hjem, hvor man tager stilling og tænker selvstændigt, og hvor politik er fast samtaleemne omkring middagsbordet. Det har lagt grunden til, at Mathilde begyndte at engagere sig i samfundet fra en ung alder:

– Da jeg var 14 år skrev jeg et debatindlæg, som handlede om mediernes fremstilling af unge, og som kom på forsiden af Politiken. Jeg får stadig reaktioner på det. Der oplevede jeg for første gang, at jeg måske kunne ændre noget og fik lidt mere mod på det.

VERDEN BRÆNDER
Også barndommens vandreture i svenske skove og orienteringsløb med familien har formet Mathilde og givet hende et tæt forhold til naturen, hvorfor valget af efterskole også faldt på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole ved Silkeborg:

– På efterskolen fandt jeg ud af, at jeg var hende, der mente noget. Jeg blev skadet, så jeg ikke kunne løbe orienteringsløb, men så kom jeg i en projektklasse, der arbejdede med klima og miljø.

– Da jeg kom hjem derfra og skulle starte i gymnasiet, havde jeg det sådan, at det kunne jeg ikke nøjes med: Verden brænder omkring mig – jeg kan ikke bare gå op i, hvad jeg skal have på til gymnasiefesten på fredag.

AT GÅ TIL POLITIK
Da Alternativet blev lanceret i november 2013, gik Mathilde i 1.g. og meldte sig ind med det samme. Siden har hun været aktiv som frivillig og er senest – sin unge aldre til trods – blevet valgt ind i Hovedbestyrelsen:

– Jeg er meget beæret over at være blevet valgt ind og kan se både fordel og ulemper ved at være 19 år. På et tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg ikke var for ung og svarede: ”Jo, men så er Uffe Elbæk måske også for gammel til at starte et nyt parti?”

– Vi skal kunne kigge på hinanden i forhold til, hvad vi hver især kan biddrage med i stedet for at være så fordomsfulde. Fordi jeg ikke er så gammel, tænker jeg sjældent ”det har vi prøvet før” men tør godt bare springe ud i noget og prøve det af.

Fra sin plads i Hovedbestyrelsen er hun blandt andet med til at etablere Alternativets Unge-netværk, deltage i debatter med de andre ungdomspartier og styrke det interne samarbejde. Inde fra partiet er det nemlig særligt arbejdet for en ny og mere anerkendende politisk kultur, hun brænder for:

– Jeg ser det som et kæmpe symptom på vores samfund, at vi konstant evaluerer hinanden og var med til at lave et forslag om karakterer og evaluering, som nu er med i Alternativets partiprogram. Hvis folk siger, at man ikke har reel indflydelse som medlem i Alternativet, fortæller jeg den historie. Jeg var 17 år og ikke myndig til at skrive under på en vælgererklæring. Det synes jeg er mega-vildt, jeg får helt optur over at tale om det!

Selvom mange af hende venner tror, at det at være politisk aktiv er noget, man går til et par gange om ugen, formår Mathilde at forene sit politiske arbejde med at være helt almindelig gymnasieelev:

– Nu er jeg begyndt at finde min rolle i det, men jeg tænker jeg da også nogen gange, at det er rablende skørt, at jeg er ude og repræsentere Alternativet. Altså, jeg bog stadig hjemme og kan ikke engang håndtere at lave aftensmad til mig selv. Så det er rart, at jeg også kan være mine forældres trælse teenage-datter eller tage til gymnasiefest og komme rigtig sent hjem.

FREMTIDEN
At tænke meget længere end en et år ud i fremtiden synes umuligt for én med verden for sine fødder:

– Om et år er jeg student og har forhåbentlig et arbejde men bruger stadig det meste af min tid på Alternativet. Men det er svært at vide, for verden forandrer sig, og det gør jeg også. Nogle gange drømmer jeg om at lave noget stort – skrive en masse bøger. Og andre gange tænker jeg, at jeg skal have et lille landbrug, hvor man skal ud og hente vand i en brønd.

Men at Alternativet har fremtiden foran sig, er Mathilde ikke i tvivl om:

– Jeg tror Alternativet har formået at bringe bæredygtigheden i spil samtidig med at se, at folk er trætte af de traditionelle ideologiske partier. Det er en rigtig god kombination. Ikke at det så bliver nemt. Men jeg har et billede af at fejre Alternativets 10-års fødselsdag, hvor vi kan se, at vi stadig er her. Og at jeg stadig er med, for de sidste to år har været for fede.

Mathilde med avisNavn: Mathilde Hougaard Boesen
Alder: 19 år
Beskæftigelse/uddannelse: Går i 3.g. på Roskilde Katedralskole
Civilstatus: Single
Fødeby: RoskildeBopæl: Bor i Roskilde med sine forældre, journalist Henrik Boesen
og virksomhedskonsulent Jytte Hougaard.
Mathilde har også en storebror, Andreas på 24 år.Foto: Thit Andersen

 

 3 HURTIGE TIL MATHILDE

 Hvad er Hovedbestyrelsen vigtigste opgave?

– Hovedbestyrelsen er Alternativets værdikompas og rygraden i Alternativet. Vi skal vejlede om, hvad vej bevægelsen bag partiet skal gå og kan være en rettesnor for medlemmerne, hvis de er i tvivl om noget ligger inde for Alternativet.

Hvilke af Alternativets værdier er vigtigst for dig?

– Jeg prøver virkelig at gå til mit arbejde med mod og ydmyghed. Mod handler for mig om at turde nogle ting men også om at turde fejle. Ydmyghed handler om, at jeg kun er 19 år og først lige har lært, hvad FN går ud på.

Hvad vil du gerne arbejde med i Hovedbestyrelsen?

– Noget af det, jeg gerne vil være med til, er at styrke dialogen internt i partiet, og jeg var for eksmpel med til at planlægge et dialogmøde, hvor alle storkredse mødtes og erfaringsudvekslede.