Af Aqqaluk Lynge


For at give regeringen yderligere input til udformningen af sin udenrigspolitik, har Alternativet samlet et bredt funderet, uafhængigt udvalg, der skal levere et alternativ til Taksøe-Jensens anbefalinger. I den kommende tid vil medlemmerne af udvalget blogge her på vores website. Indlægget herunder er skrevet af tidligere præsident for inuitorganisation Inuit Circumpolar Council (ICC) og medlems af FN’s permanent forum for oprindelige folk, Aqqaluk Lynge, 

Læs mere om hele udvalget her.


En ny dansk udenrigspolitik for Arktis bør have sit udgangspunkt i at sikre oprindelige folks rettigheder og bæredygtig udvikling for de, der bor i Arktis.

Jeg har brugt det meste af mit liv på at kæmpe for Grønlands ret til selvbestemmelse, mens jeg sideløbende har talt for yderligere rettigheder til oprindelige folk over alt i verden i FN’s permanente forum for oprindelige folk.

Det har jeg gjort i mine tidligere hverv som grønlandske politiker og som præsident for inuitorganisationen ICC (Inuit Circumpolar Council), der organiserer og repræsenterer inuitbefolkningerne i de Canada, Rusland, USA og Grønland.

I Danmark har Arktis og Grønland i mange år ikke haft den store politiske bevågenhed. Derfor glæder det mig, at regeringens udenrigsgransker Peter Taksøe-Jensen lægger op til langt større fokus på Arktis fremadrettet.

Men jeg savner i den grad, at de udenrigspolitiske prioriteringer får et langt større fokus på netop de oprindelige folks ret til selvbestemmelse. Der er ikke brug for kold krigs-retorik i Arktis, der er ikke brug for, at nordpolsområdet bliver militariseret, der er i stedet brug for bæredygtig udvikling til fordel for de, der lever i Arktis – og altid har boet der.

Jeg håber, at den danske regering vil prioritere netop denne ret til en bedre og langtidsholdbar fremtid for de oprindelige befolkninger i Arktis, når den nye udenrigspolitik fastlægges.

Vi, der bor i Arktis, oplever med bekymring, hvordan klimaforandringerne ændrer de omgivelser, vi ellers har lært at leve i pagt med. Over de sidste seks måneder har dele af Arktis været mellem fire og ni grader varmere end gennemsnitstemperaturen for bare 125 år siden. Fire til ni grader i gennemsnit er altså ikke småting.

Hvis nogen skulle være i tvivl, har sådanne temperaturstigninger alvorlige konsekvenser. Det er i Arktis ikke bare et spørgsmål om lidt varmere somre og en kortere vinter.

Nej, temperaturstigningerne truer vores infrastruktur – eksempelvis står landingsbanen i Grønlands trafikknudepunkt Kangerlussuaq, hvor næsten alle fly til og fra Grønland lander, til massive renoveringer, fordi permafrosten under den smelter. Det truer vores kultur, fordi havisen, som stadig bruges som transportvej for hundeslæder og til jagt, lægger sig i markant kortere perioder og er betydeligt mere ustabil. Og det truer de økosystemer, som vores madkultur og langt hovedparten af vores eksport, som stadig kommer fra havet omkring Grønland, er funderet på.

Det er helt konkrete problemstillinger, som alle må forholde sig til. Således også den danske regering, når den siger, at den vil prioritere Arktis højere i sin udenrigspolitik.

Det er i øvrigt også derfor, at jeg mener, at Grønland selvfølgelig burde være medunderskriver på Paris-aftalen, der er et resultat af klimakonferencen COP21. De, der oplever de største konsekvenser af klimaforandringerne, skal selvfølgelig også arbejde for at begrænse dem. Og derfor er jeg også glad for, at Grønlands regering langt om længe har igangsat arbejdet med at formulere egne klimamål, men afgørende er det nu, at de bliver ambitiøse.

Jeg skriver alt dette om klimaforandringerne, fordi klimaet har betydning for langt mere end vejret. Som skitseret har det også betydning for vores levevis, men i lige så høj grad bør det være med til at udforme kongerigets udenrigspolitik, der jo som bekendt også er Grønlands og Færøernes udenrigspolitik.

Konsekvenserne af klimaforandringerne kræver sikkerhedspolitiske svar. Men svarene skal være afbalancerede og holistiske, de skal ikke bidrage til militarisering i Arktis.

Den danske regering skal huske på, at grunden til, at den overhovedet har indflydelse i Arktis, skyldes Grønland og grønlænderne. Derfor skal der naturligvis tages hensyn til deres fremtidsønsker og rettigheder, når udenrigspolitikken fastlægges.

Til sidst vil jeg lige påpege, at Taksøe i sin granskning med rette nævner Grønlands strategiske betydning. I den forbindelse vil jeg opfordre både Danmark og Grønland til at overveje konsekvenserne af den foreslåede minedrift efter uran i Sydgrønland. For selvom olieaktiviteterne i de isfyldte farvande nok står stille de næste mange år frem, så vil Grønlands og Danmarks eventuelle beslutning om uranbrydning i Narsaq skabe en ny sikkerhedsrisiko.

Dels helbredsmæssigt for befolkningen og miljøet i Sydgrønland og dels vil det få sikkerhedsmæssige konsekvenser, som vil øge Arktisk Kommandos aktiviteter og militarisere dele af det civile samfund i Sydgrønland.

Det er dansk ansvar, om man vil tillade eksport af uran, men det er et grønlandsk ansvar, at det ikke får uoprettelige konsekvenser for det grønlandske folk.