Flygtninge i Rødby
Vores yngste hovedbestyrelsesmedlem, Mathilde Boesen, fortæller her en personlig beretning fra Lolland, hvor hun tilbragte 11 timer med at hjælpe flygtninge.

Jeg kom hjem klokken lidt over 3 i nat efter en 11 timers lang tur rundt på Lolland. Situationen var mildest talt kaotisk, og min egen subjektive vurdering er, at politiet slet ikke er i stand til at håndtere det. Således fik vi modstridende meddelelser, fx sagde én: “Hvor er det godt, at I gør det her!”, mens en anden sagde: “Hvis DU ikke skal have taget dit kørekort, så skal du fandme se at komme væk? Hvad fanden tror du, du laver?!?!”. Det var også tydeligt, at politiets indsats blev mere hårdfør i løbet af aftenen og natten. I skrivende stund har jeg kun sovet 5 timer og er allerede på kaffekop nr. 2 – om mit skriveri her er konstruktivt nok, er svært at vurdere, men jeg mener, at det er dybt nødvendigt for alle at vide, hvad der sker i vores land lige nu.

Den største hjælpsomhed

Sammen med tre venner fra tre forskellige vennegrupper kørte jeg mod Lolland klokken kvart i fire i går eftermiddag. Alle tre venner var sprunget til med få minutters varsel. På vej til Lolland organiserede de tre andre crowd-funding igennem deres netværk – så det endte med, at vi på hele aftenen indsamlede godt og vel 9000 kroner som blev brugt på mad, kiks, vand, bind og bleer til de flygtninge, vi mødte.

Vi lod til at være nogle af de første civile dernede, men heldigvis strømmede det til i løbet af aftenen og natten. Facebook kogte fuldstændig over med koordinering af kørsel med frivillige. Nogle blev med flygtningene indtil andre ankom, samlede dem op og kørte dem til København. Mange af de borgere, der ankom for at hjælpe, havde mad og tæpper med, som blev fordelt blandt de mange nytilkomne – jeg har aldrig nogensinde set så stor velvilje og hjælpsomhed, som den i går aftes.

Omsorg eller menneskesmugling

Der er så mange aspekter i denne flygtningekrise, at jeg ikke engang selv kan finde rundt i det.
For det første er det umuligt at finde ud af, hvad der er ‘medmenneskelig omsorg’, og hvad der er ‘menneskesmugling’. Vi oplevede både, at politiet lukkede øjnene for, at flygtninge kom ind i biler, men desværre også at politiet stoppede bilerne. Og som nævnt skruede politiet bissen på i takt med, at natten skred frem: På vej hjem passerede vi og hørte om flygtningegrupper, der var blevet bedt om at sove på en mark, mens politiet observerede – og civile fik ikke engang lov til at give dem mad og tøj!

Flygtningene er bange for os

For det andet er flygtningene – for at sige det lige ud – skide bange. Især for politiet, men også overfor civile, da de er bange for, at vi er betjente i forklædning. Efter det var blevet mørkt holdt vi ind til siden, da vi passerede en gruppe på 10-15 flygtninge. De fleste af dem stak i løb, da mine to veninder hoppede ud af bilen med mad og vand – selvom en af flygtningene, der var skolelærer og rimelig skarp til engelsk, råbte ud over markerne, at vi var “OK”, turde folk ikke komme tilbage.

Heldigvis fik vi hjulpet fire flygtninge fra denne gruppe til København, hvorfra de kom videre til Sverige – og hvor to af dem, helt tilfældigt, mødte noget familie på lufthavnsstationen, som de ikke havde set siden Tyrkiet.

Jeg vil naturligvis opfordre alle til at hjælpe, hvor de kan, men hav dette med i jeres overvejelser: Det er nok så godt at have gode intentioner, men flygtningene er simpelthen ikke vant til dette, virker det som om. De gemmer sig i marker og krat ved mørkets frembrud og i dagslys holder de sig så langt væk fra politiet som muligt.

Ikke nødvendigt med annoncer

Her til morgen virker det som om, at politiet har skruet bissen endnu mere på. Fx bliver flygtninge tilbageholdt i en sportshal og får ikke lov til at komme videre, før de er registrerede. De flygtninge, vi talte med, vil ikke registreres i Danmark, men vil derimod til Sverige. Det gjorde ondt at høre, hvordan de allerede i Syrien godt vidste, at Danmark ikke ville have dem – de annoncer var nok slet ikke nødvendige… Jeg forstår godt, at love er til for at sikre ro og orden, men som jeg oplevede det i går aftes og nat, skabte reglerne omkring registrering kun frygt og kaos blandt flygtningene. Vi hørte historier om, hvordan nogle flygtninge nærmest var blevet tvunget til at afgive deres fingeraftryk, men slap væk. Jeg er rystet over, hvor nøgternt og følelsesløst, man holder fast i konventioner uden at forholde sig til virkeligheden.

Der er stadig behov for hjælp – hvis man ellers kan komme til det her i dag. Det er jeg ikke i stand til at vurdere. Rigtig mange civile har mad, vand og tæpper med – tæpperne skiller flygtningene sig af med efter natten, da de er våde og tunge at bære rundt på. Ikke at jeg ikke tror, de er taknemmelige, det er bare lige værd at huske! Vi havde bleer og bind med (og tandpasta, vådservietter og toiletpapir), som de var meget interesserede i – jeg forærede syv bleer til en kvinde, hvis barn vist ikke havde set en ren ble meget, meget længe.

Og så er der er børn. Og de mangler klapvogne. I dén grad. Det havde vi desværre ikke med, men jeg havde købt noget sjovt indpakket chokolade, som kun børn fik, og de var uendeligt taknemmelige.

Håber, at hun når til Sverige

Jeg lå i min seng igen klokken lidt over 3 i nat efter 11 timer på farten. Selvom jeg var fuldstændigt smadret, kunne jeg ikke falde i søvn, fordi jeg først måtte bruge lang tid på at argumentere over for mig selv, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne. Det var bare uendelig svært at ligge under sin varme IKEA-dyne, i en blød seng og med byens rolige summen af trafik lige uden for vinduet, når jeg samtidig vidste, at den lille pige, i den lyserøde jakke, med store, mørke øjne, som jeg forærede en lille pakke chokoladekiks til, lå på en iskold græsmark et eller andet sted på Lolland. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil glemme hendes lille, bløde stemme, da hendes ansigt blev oplyst af et stort smil og et “thank you!”, hun slet ikke burde havde lært endnu.

Jeg håber, at hun når til Sverige. Jeg håber, at der dér bliver taget ordentligt imod hende, og jeg håber, at jeg en dag møder hende igen.