Love_is_in_the_air-OMSLAG

Nu har Alternativet også stiftet sit eget forlag, Alternativet Forlag Aps, der skal være endnu en brik i successen.

– Vi har en intention om at være med til at udvikle og kvalificere den politiske debat på alle områder og niveauer. Det skal ske med en bred palet af spændende medieprodukter inden for både bøger, e-bøger, musik, film og kampagneprodukter, siger forlagets første direktør, Jørn Grønkjær.

– Allerede nu har vi modtaget flere interessante manuskriptforslag, ligesom forslag til oversættelse af flere spændende udenlandske udgivelser.

Listen over emner for kommende udgivelser er allerede lang, og ideerne er mange, ligesom forlaget ser frem til at modtage et væld af input fra såvel Alternativets medlemmer som andre samfundsinteresserede.

– Drømmen er naturligvis at lancere nye spændende og visionære trykte og digitale medieprodukter. De kan omhandle de store emner som klima og værdier, men vi vil bl.a. også udgive bøger om kunst, design samt børnebøger og skønlitteratur. Desuden vil vi formidle relevante udenlandske udgivelser, siger Jørn Grønkjær.

Forlaget tager afsæt i dets første udgivelse, LOVE IS IN THE AIR *, den sprudlende skildring af Alternativet og den historiske valgkamp i 2015, hvor partiet stormede i Folketinget med 9 mandater.

– Vi vil gerne stå for samme humor og generøsitet, som afspejles i Love is in the air. Den ånd er det vigtigt at bevare i udgivelseslinjen og i det hele taget, siger Jacob Fuglsang Mikkelsen, den anden af forlagets redaktører, som sammen med Jørn Grønkjær står bag udgivelsen.

På nuværende tidspunkt står en engelsk udgave af Love is in the air højt på forlagets ønskeseddel. Den skal både indeholde oversættelse og opdatering af bogens danske tekst, men også nye bidrag.

Kontaktinformation:

Forlagsdirektør og redaktør Jørn Grønkjær, tlf. 2462 0266

Redaktør Jacob Fuglsang Mikkelsen, tlf. 6085 1675

*LOVE IS IN THE AIR – Bogen om Alternativet. ISBN 978-87-998783-0-7

Redaktion: Jacob Fuglsang Mikkelsen og Jørn Grønkjær